Efterårsinspiration

20. september 2022 0 Af Mette

Efteråret banker på døren. Det associeres ofte med stearinlys, tæpper og huleagtig hygge indenfor. Foråret er min favoritårstid, jeg synes det er så livsbekræftende, når alting spirer og gror. Jeg er dog med tiden kommet til, at holde meget af efteråret og den hygge det bringer med. Selvfølgelig er det lidt surt, at det regner om morgenen, når du skal cykle på arbejdet. Den tur er da sjovere i solskin. Alligevel tænker jeg, at regnen lærer os at værdsætte solskinsdagene. Ligesom det faktisk kan være ret hyggeligt, at se på regnen fra sin hyggelige hule, på de dage hvor det ikke er nødvendigt, at springe på cyklen i regnen.

Det er ingen hemmelighed, at efteråret her i USA er en meget smuk årstid, med færre regnvejrsdage end i Danmark. Det er et stort privilegie, at få lov at opleve. Det betyder ikke, at det ikke regner. Ligesom vi også mærker, at dagene bliver markant kortere. Så jo vi mærker også efteråret her, men i en mere likeable udgave. Jeg har lagt mærke til, at amerikanerne er gode til, ligesom at hylde efteråret og byde det indenfor. Eksempelvis er det almindeligt, at ændre udsmykningen af hjemmet efter årstiden. Det er de vildt gode til. Jeg har ladet mig inspirere, af denne årstidstaknemmelighed og vil i det følgende dele, et par bud på efterårsaktiviteter sammen med ideer til, at blive lidt venligere stemt for det efterår der er.

Nyd farverne.

Jeg ved godt, at det regner en del i efteråret, men let’s face it, det regner ikke hele tiden. De dage hvor det ikke regner, synes jeg, det er vigtigt at benytte sig af lejligheden til, at komme ud og se på efterårets farver. Måske kan du endda nyde et par solstråler på en god dag. Det hjælper på humøret, så det er lettere, at komme igennem de grå og våde dage. Hvis du ikke er alt for vandforskrækket, så kan du også tage regntøjet på, trodse regnen og gå i skoven alligevel. Det kan være hyggeligt, at komme hjem lidt småfrysende og våd for at hygge sig med stearinlys, en kop varm the, kaffe eller måske endda kakao. Du kan tage tørt tøj på, krybe under et tæppe og mærke varmen brede sig i kroppen igen.

Her i USA er det meget moderne at tage på “fall drives”, det hænger sammen med, at mange bor et stykke fra skoven og at der er mange smukke steder med udsigt over skoven. Det er Danmark lidt for fladt til. Jeg vil derfor anbefale, at du går i skoven. For nogle kan det være nødvendigt at køre til en skov, men gå en tur i skoven og nyd efteråret. Desuden kan du, hvis du skal på en lidt længere køretur, sagtens gøre lidt ud af, at nyde efterårets farver på din tur. Du skal naturligvis holde øjnene på vejen, hvis du er chauffør, men du vil formentlig stadig møde efterårsfarverne i dit synsfelt. Hvis du er passager, så læn dig tilbage og nyd udsigten. Tag efteråret ind – det er smukt!

Tag farverne med ind.

Jeg har sagt det tidligere og de som har besøgt USA vil nok også vide, at amerikanerne er ret gode til at pynte ude som inde. Det er vi danskere også, vi ved det bare ikke. Jeg kunne mistænke, at vi har druknet det lidt i nordisk minimalisme.

Jeg kan godt lide rene linier og minimalistisk tilgang. Jeg kan også godt synes, at al den amerikanske pynt er meget overdådig, men for mig findes løsningen lige præcis i midten. Vi er ikke så bange for, at tage grene ind i foråret og eksempelvis pynte dem med påskeæg, men det er som om, at efteråret skal blive udenfor. Det behøver det faktisk ikke. Der er masser af muligheder for at tage efteråret lidt indenfor. Den oplagte mulighed er græskar. De kommer i alle former og farver. De kan være meget dekorative i udsmykningen af hjemmet. Du tænker måske, at det der med græsker er til halloween og mest for børnefamilier, men det behøver det ikke at være. Der er masser af fine pyntegræskar, som holder længe og som du ikke behøver lave til græskarlygter. Hvis du har børn, kan i sammen bruge lidt tid på at samle blade i forskellige farver og lave collager heraf, som kan pynte gennem efteråret. Nu tænker du måske, at der ikke er plads til ekstra pynt, fordi du så bryder med stilen i hjemmet. Jeg vil mene, at det i så fald er fordi, at noget af det skal pakkes væk for en stund. Du kan sagtens have lidt nips, som er gennemgående og så have noget du skifter efter årstid og anledning. På den måde er der plads til det hele, samtidig med at du får en frisk pust i dit hjem. Denne proces behøver jo ikke tage for evigt. Du bestemmer selv, hvor meget tid du bruger på det. Fordi du har stillet dit nips på en måde, behøver det jo ikke stå sådan, helt indtil julepynten skal frem. Jeg vil mene, at her er alt at vinde. Jeg elsker forandring og fornyelse. Desuden mener jeg, at farver spreder glæde, så det er en fin måde at friske vores hjem op.

Prisen på grisen.

Ja det koster at ændre i sit hjem, men selv små forandringer kan skabe stor glæde. Det behøver således ikke koste en formue. Jeg havde selv en periode i mit liv, hvor der helst skulle stå Kay Bojesen på alt. Jeg tror ikke, at han laver hverken collager af nedfaldsblade eller pyntegræskar. Ved du hvad? Jeg blev simpelthen ikke gladere af at købe dyrt! Så det er jeg holdt op med igen. I stedet indretter jeg mig nu, med det som jeg kan lide. Det gør mig nemlig glad. Jeg elsker personlighed og farver, det kombinerer jeg med resterne min Kay Bojesen tid og skaber en fin forening, synes jeg selv.

Det som er vigtigt for mig er, at omgive mig med det, jeg kan lide og at det ikke koster en brækket arm. For der er så meget andet, jeg gerne vil bruge penge på, så må jeg prioritere. Bevares – der er ikke noget forkert i at have dyre ting på hylden. For mig er det bare ikke vigtigt længere. Jeg vil have levet liv på hylderne, sammen med farver og finurligheder. Derfor skifter jeg nips efter årstiden og blander med det, jeg har i forvejen. Der er faktisk ikke ret meget i vores hjem, som ikke har en historie. Det er jeg faktisk ret vild med. Det er vigtigt for mig, at der er liv og sjæl i mit hjem. Det skulle jeg være over 30 år, før jeg fandt ud af. Somme tider må man gå en lille omvej, for at finde hjem til sig selv.

Det bærer frugt.

En sidste lille detalje jeg har tænkt mig, at gøre brug af i min efterårsindretning er noget så simpelt som frugt. Efteråret er æblesæson. Du kan lave alt muligt lækkert med æbler, men faktisk kan du også bare spise dem. Jeg har selv haft tendens til at pakke frugt væk i skabe og skuffer, så det ikke roder. Desværre betyder det også, at jeg ofte glemmer, at jeg har det og ender med, at smide det ud fordi det har ligget for længe. Det er super ærgerligt.

Hvis du som jeg godt kan lide æbler, så kan disse altså også være vældigt dekorative i en pæn frugtskål på bordet. Frugtskålen behøver ikke at være dyr for at være pæn, det skal være en, som du kan lide. Fordelen er, at når æblerne/frugten står fremme, så glemmer du det ikke. Faktisk er jeg ret sikker på, at vi kan blive fristet, til at spise et æble der står fremme, fremfor at gå i slikskabet når den lille sult melder sig. Det er endnu en vinder. Det har også den fordel hjemme hos os, at vores børn fristes af de æbler, som står fremme. De beder om æbler, fordi de ved, at de er der. I modsætning til at de første skal finde ud af, hvad der gemmer sig i skabene i denne uge. Jeg finder således kun fordele ved, at lade æblerne pynte på bordet som en del af indretningen.

Jeg håber, du blev inspireret til at byde efteråret velkommen, fremfor at sidde i hjørnet og længes efter sommeren. Den kommer nemlig igen, men før den gør det, får du et dejligt efterår, en skøn vinter og et friskt forår – hvis du vil! Din oplevelse af årstiden bliver nemlig præcis så god, som du gør den. Så derfor skal du nu gå ud og eje efteråret. Rigtig god fornøjelse. Jeg besvarer dine spørgsmål i kommentar nedenfor og jeg elsker, når du deler min blog med dem du kender. Man siger, at “sharing is caring” så lad os dele det, som virker.