Hjemmepasser og hjemmegående husmor

Et spørgsmål jeg ofte får stillet er, hvad jeg egentligt laver, mens vi er her i USA. Svaret er, at jeg er hjemmegående. En luksus som er svær for mange danskere at forstå, fordi vi er vokset op med at bidrage alle sammen med hvert sit. Mange spørger også, om det ikke var min hensigt, at skulle arbejde her i USA – jo det var det egentligt. Det er samtidig et meget godt billede på, at jeg havde mange forestillinger, om hvordan det ville være at tage på eventyr. Alligevel er der er rigtigt meget af det, som er blevet meget anderledes, end jeg havde forestillet mig. For faktisk er det helt umuligt, at gå hjemme i Danmark og forestille sig, hvordan det her eventyr vil tage sig ud i virkeligheden. Det vigtigste for mig er, at bevare et åbent sind og lære mest muligt, af eventyret og den retning det tager mig i.

Drømme og virkelighed.

Før vi forlod Danmark var intentionen, at jeg skulle hjemmepasse Emmy, den første tid vi var her. Da vi så ankom, var verden rimeligt meget anderledes, end nogen kunne have forestillet sig – på grund af covid-19. Det betød, at Isolde modtog online undervisning hjemme i stuen. Hun havde relativt meget brug for min hjælp i begyndelsen. Ligeledes arbejdede Martin hjemmefra. Vores Emmy var på det tidspunkt lige blevet et år, med alt hvad det indebærer af nye mobile evner. Der var således pludselig et mega højt stressniveau i vores hjem, fordi alle var hjemme hele tiden med hver deres. Jeg er ikke blæksprutte, så jeg måtte også forsøge at dele mig mellem pigerne. Martin hjalp til efter bedste evne. Vi indså hurtigt, at det simpelthen ikke gik. Jeg ved godt, at det også var hverdagen for mange af jer, som læser med i nogle måneder. Her forandrede tingene sig først lidt efter cirka et halvt år, så igen omkring påske, men Isolde havde først fuld normal skoledag efter den sommerferie, hvor hun startede i second grade – altså sommeren 2021, hvor vi ankom i sommeren 2020. Martin var startet på et nyt arbejde. Hvis vi også skulle få Isolde godt fra start i skolen, var vi tvunget til at re-tænke hjemmepasningen af Emmy. Det endte således med en privat dagplejeløsning (alle dagplejeløsninger er private her). En løsning som virkelig har tjent os godt. Emmy blomstrede, lærte nyt, udviklede sig, tilpassede sig og trivedes i en hverdag hvor der var tid til hende. En hverdag hvor hun mødte jævnaldrende, samtidig med at hun på alle måder blev valgt til. Det børneliv hun fortjener! Martin fik ro til at arbejde. Isolde fik ro til at gå i skole. Hun fik ligeledes en tutor, som skulle støtte hende i at lære engelsk. Ret hurtigt blev jeg forvandlet fra tolk og translatør til teknisk assistent. Jeg fik i den tid vist nok også udfyldt min ansøgning om arbejdstilladelse. At den så kom tilbage på grund af en fejl, det er en anden historie. Covid-19 tågen begyndte at lette lidt. Vi fik skabt en hverdag.

Sygeplejerske.

Jeg undersøgte hjemmefra, lidt om hvad det ville kræve for, at jeg måske kunne få min sygeplejerskeuddannelse godkendt til brug her i USA. Helt kort fortalt er det, noget med et par test jeg skal bestå og nogle eksamenspapirer, som skal indsendes. Lidt mere detaljeret så skal papirerne indsendes af min uddannelsesinstitution, (ellers kan jeg vel have fusket med det, jeg ved det ikke). Papirerne skal være oversat, (det ved jeg faktisk ikke, om de er). Dertil kommer at min uddannelse er fra 2008, jeg kan således risikerer, at den findes “for gammel”, selvom den jo slet ikke er gammel. Til det skal lægges en meget lang sagsbehandlingstid. De fleste siger, at perioden skal være mere end to år, før det overhovedet kan betale sig, at starte på processen. Jeg behøver vist ikke sige, at jeg faktisk bliver en lille smule træt, før jeg er kommet i gang. Der er også noget med, at de fleste hyrer en slags konsulent, som kan bistå med at få tingene indsendt i rigtig rækkefølge, altså en med kendskab til processen.

Covid-19 åd det meste af det første år her i USA, på sin helt egen finurlige måde. Nu er der gået yderligere et år, så vi har kun to år tilbage. Ja det er helt crazy, jeg kan slet ikke forstå det. Især ikke fordi jeg slet ikke synes, at jeg har nået alt det, som jeg gerne vil. Hvis jeg virkelig ville, så skulle jeg nok komme igennem den ansøgnings og konverteringsproces. Det kan jeg bare konstatere, at jeg ikke vil! Ærligt så vil jeg det simpelthen ikke nok, til at kaste mig ud i det. Vi har undervejs gjort os nogle gode og mindre gode erfaringer, med ventetider og blanketudfyldninger her i USA. Jeg har lært, at det kan være en værre jungle, det er generelt ikke særligt nemt. Som sagt hvis jeg ville det nok, så gjorde jeg det jo – og det vil jeg så ikke.

Alle muligheder.

Hvis vi lige ser bort fra, at det er sommerferie for Isolde lidt endnu, så er hverdagen her egentligt rimeligt simpel efterhånden. Isolde går i skole, Martin går på arbejde og Emmy går lige nu i dagpleje, men snart i preschool. Jeg har således alle muligheder, for at komme i gang med processen. Jeg kan afsløre, at jeg har valgt det fra. Det kan være, at du tænker, det er en lille smule forkælet. Det er det nok, men ikke desto mindre, så har jeg det rigtig godt med det. Jeg er så privilegeret, at jeg ikke behøver at arbejde, mens vi er her. Det har givet et helt andet overskud i hverdagen, sammen med en ro i familien. Jeg ville som alle andre ønske, at mine børn var bedre til at rydde op efter sig, men vi skal ikke bruge alle vores weekender på oprydning og rengøring, fordi jeg oftest hat tid til at ordne noget praktisk, mens resten af familien er afsted. Nu er det ikke sådan, at jeg holder hus og mine børn bare kan svine, som de lyster. Der kommer en tid på den anden side, hvor det vil være nødvendigt, at alle hjælper til. Der bliver derfor stillet præcis de samme krav, som mange andre steder. Forskellen er, at jeg lige nu ikke behøver handle ind med sure og trætte børn, det kan jeg gøre før de kommer hjem. I den sammenhæng skylder jeg også at fortælle, at indkøb her er en lille smule mere langsommeligt, end vi var vant til i Danmark. Det tager bare lang tid, uanset om jeg skal have en gallon mælk eller en fuld indkøbsvogn. Nej man kan ikke overføre, sine danske mønstre til den amerikanske hverdag. Det kan man ikke, det skal man heller ikke. Jeg vil have det hele med. Jeg vil opleve mest muligt, fordi jeg kan! Det er således det ultrakorte svar på, hvorfor jeg har opgivet tanken om at blive sygeplejerske i USA. Der er en masse andre aspekter, som jeg vil forsøge at dele i det følgende, men den primære årsag er, at jeg ikke vil begrænses, når jeg har andre muligheder.

Almindeligt.

Det er ret dyrt at få sine mindre børn passet i USA. Derfor er det også ret almindeligt, at en kvinde hjemmepasser sine børn i nogen udstrækning, indtil de starter i skole. Der er naturligvis ligeså mange løsninger og muligheder, som der er familier. Pointen er, at ingen som i INGEN ser skævt til en hjemmegående kvinde – eller mand for den sags skyld, for de findes også. Alle ved, at hvis du har to børn eller mere, så æder institutionspladsen ofte den enes løn. Hvem gider arbejder for, at bruge alle pengene på at få sine børn passet? Så er det alligevel bedre givet ud, at bruge tiden med dem selv. Mange ved også, at det kan være benhårdt arbejde, at stimulere sin børn så rigeligt, at de også er trætte om aftenen. Det er bare hverdagen for rigtigt mange amerikanske familier. Tænk over det, næste gang du bander over regningen til de danske institutioner. Vores situation er lidt anderledes, det er ikke et emne, som skal ikke diskuteres i dette forum. Det som er vigtigt her er, at fordi jeg ikke arbejder, så har jeg i stedet unikke muligheder for, at skabe eksempelvis relationer til andre mødre. Det har samtidig ændret mit eget syn på, at at være hjemmegående. Det er til tider et ensomt “erhverv”! Det skal ikke forstås som en klagesang, for det er virkelig lærerigt. Ligeledes har det givet mig mulighed for, at bruge tid på denne blog og på mine sociale medier. Jeg tror faktisk, at det betyder, at vi ikke føler os helt så langt væk hjemmefra.

Identitet.

Det er næppe nogen overraskelse, at vi mennesker har mange roller gennem livet. Særligt vores arbejde er ofte en måde, hvorpå vi identificerer os, lidt ligesom med morrollen, det er også en slags identitet. Jeg er naturligvis stadig mor og identificerer mig som sådan. Ligeledes er jeg stadig sygeplejerske, og der er nogle dele af den identitet, som er så indgroet efter 12-13 år i faget, at det stadig er en del af min identitet. Min identitet som udearbejdende kvinde ligger lige nu på hylden sammen med min kittel. Der er således dele af den måde, hvorpå jeg har identificeret mig på gennem 12-13 år, som jeg har lagt på hylden. Faktisk tror jeg det er sundt nok, men det er saftsuseme svært.

Jeg stod der med en helt tom kalender, som jeg selv skulle fylde, ligesom jeg havde lyst til. Det var sværere, end jeg troede, men det var virkelig fedt. Jeg elsker at kunne prioritere min tid, som jeg har lyst til. Jeg elsker, at vi aldrig skal diskutere, hvem der bedst kan blive hjemme ved et sygt barn. Jeg elsker alt ved det, selvom det er midlertidigt og selvom jeg i begyndelsen følte, at nogen var stukket af med min identitet. For hvis ikke jeg var sygeplejerske, hvad var jeg så. Det har jeg fundet ud af nu. Så er jeg nemlig mig! Med alt hvad jeg har i bagagen af læring gennem mit fag, mit arbejde, mine venner, min familie, mit liv. Alt det er jeg, og det er godt nok. Jeg er faktisk nok i mig selv, også uden et arbejde. Jeg har stadig noget at byde til bordet med i en samtale, jeg har stadig meget at brænde for. Det har jeg, fordi jeg selv har skabt det. Jeg har lært at underholde mig selv, og jeg har lært at prioritere mig selv, i en hverdag med flydende grænser – eller jeg øver mig stadig, men jeg bliver bedre til det dag for dag.

De andre.

Hvad tænker andre så om, at jeg ikke arbejder. Jeg ved det faktisk ikke. Eller det ved jeg nok godt lidt. Jeg ved, at nogen synes det er vildt sejt, at turde stå ved, at jeg ikke har noget arbejde og faktisk heller ikke, har tænkt mig at få det. Jeg ved også, at nogen er virkelig misundelige på, at jeg ikke behøver at arbejde. Jeg ved, at nogen synes, det er helt almindeligt. Jeg ved også, at nogen synes, det er vildt forkælet. Jeg ved, at nogen beundrer det, og jeg ved, at nogen tænker: “hvem fa’en tror hun, egentligt hun er”. For sidstnævnte vil jeg ønske, at de kunne øve sig i at tilsidesætte janteloven bare en smule og glæde sig, på mine vegne over den mulighed, som vi har fået. Det er ikke alle der får den, men så får de måske noget andet eller slet ingenting. Jeg mener, at hvis du fokuserer på begrænsninger, så får du begrænsninger, men hvis du fokuserer på muligheder, så får du muligheder. Det du vander gror! Jeg tænker faktisk ikke ret meget over, hvad de andre tænker, for jeg har travlt med at vande det, som jeg gerne vil have til at gro.

Hvad tænker du om mit valg og hvor vander du?

Jeg mener, det er vigtigt i denne sammenhæng, at huske på at vi ikke aner, hvordan det er, at være den anden. Vi har alle sammen en forskellig i vej i livet. Vi kan inspireres af andre, men vi kan ikke blive de andre. Der er således ikke rigtigt eller forkert. Det er vigtigt, at tage ansvaret hjem til sig selv og skabe det liv for os selv, som vi ønsker.