Besøg fra Danmark

Jeg er ret sikker på, at de fleste godt ved, at efter omring halvandet år med nedlukning helt og delvist på grund af covid-19, så modtog vi med glæde beskeden om, at det nu igen var muligt at rejse ind i USA som turist. I vores iver efter besøg fik vi ret hurtigt styr på det meste i gæsteværelset. Når nu alting skal passe sammen og mange ligeledes skal huske livrem og seler, så gik der yderligere cirka 6 måneder, før vores gæsteværelse blev indviet. Indvielsen foregik til gengæld i fin stil, og huset blev belastningstestet. For det første besøg blev af en familie på fem. Vores bedste venner gennem, for mit vedkommende, over 20 år, for Martin jo omkring 10 år. Jeg kunne ikke forestille mig en bedre måde, at indvie gæsteværelset og i øvrigt tage hul på det eventyr, som vi havde håbet på i vores præ covid naivitet.

Vi rejser bare.

Da vi besluttede at tage på dette eventyr i USA, havde vi en masse tanker om, hvordan det ville være. Som jeg tidligere har beskrevet, er der ikke mange af disse tanker, som rent faktisk er blevet til virkelighed. En af dem er tanken om, bare at kunne rejse. Fakta var, at vi de første halvandet år af vores USAeventyr, var de eneste, som kunne rejse. Eller det var vi jo ikke, for i takt med genåbningen af verden, kunne man rejse andre steder som dansk turist, men man kunne ikke rejse ind i USA. Det var vildt frustrerende!

Alle mine tanker om at give lidt og tage lidt, for så få det til at virke i fællesskab, de var sparket til hjørne. Når vi skulle se familie og venner, kunne vi rejse hjem til Danmark. Det var den mulighed, der var. Vi var selvsagt ikke rejst til USA for, at bruge al vores ferie i Danmark. Så ville det nok have været mere rentabelt, at blive i Danmark og tilbringe ferie i USA. Det betød derfor en benhård prioritering og en anseelig portion savn. Samtidig var det forbundet med en del frustration, at verden var så låst. Jeg er ikke ret god til begrænsninger, men det måtte jeg lære at navigere i.

Hjemrejse.

Det syntes ligetil, at vi bare kunne rejse hjem, for vi havde forholdsvist frit adgang til begge lande. Under forudsætning af, at vi kunne fremvise negative tests for hele familien. Det kunne vi heldigvis hver gang. Vi rejste også hjem, og vi nød det. Vi nød genforeningen, åbenhjertigheden, krammene, det hele – vi nød hvert sekund i Danmark, ligeså meget som vi nød at vende tilbage til vores base i USA. Tiden i Danmark var fantastisk, men den var også hektisk. Præget af at vi gerne vi kramme flest muligt, når vi havde muligheden og præget af, at det ønske gik begge veje. Vi samlede puslespil og fik det til at virke. Jeg tror dog, at de fleste godt kan regne ud, at det var intense perioder. Jeg husker særligt vores første hjemrejse. Vi havde 10 dage i Danmark alle fire, efterfulgt af 10 dage hvor Emmy og jeg var i Danmark, mens Martin og Isolde rejste hjem til USA, for at passe skole og arbejde. De første 10 dage var så intense, at jeg måtte trække stikket på alt andet end Emmy i to hele dage. Det var naturligvis, både fordi jeg var drænet af alt det sociale, men også fordi jeg havde kysset halvdelen af min lille familie på gensyn. Jeg synes, at på hver rejse har jeg lært noget nyt, som jeg tager med videre. Jeg lærer både noget om mig selv, men også detaljer som kan bruges til, at gøre næste hjemrejse til en bedre oplevelse. Hvem ved, måske lærer jeg faktisk noget, som i sidste ende kommer mine gæster til gode.

Nu er det nu.

Endelig blev det tiden, hvor de skulle komme. Den der sommer! Det første besøg – kan du mærke magien? Det kunne jeg! Jeg husker, at jeg var helt høj da datoen var sat og deres flybilletter billetter bestilt. Høj på deres vegne og på vores.

De fleste som har fulgt med her på bloggen og på mine sociale medier kan næppe blive overrasket over, at jeg i den grad oplever, at vi er blevet velsignet med et magisk eventyr. Nej det er jo hverken magisk eller eventyr, men vi er virkelig havnet et fedt sted. Når jeg siger, at vi er havnet et fedt sted, så er det selvfølgelig fordi, at vi har mødt nogle skønne mennesker både danske og amerikanske, som matcher os ganske godt. Desuden har vi kulturen og naturen helt tæt på. Her er et væld af fantastiske oplevelser, det skatter jeg meget højt.

Vi har nået at opleve meget på trods af covidudfordringer og lignende. Vi har virkelig længtes efter, at dele det med nogen. Ét er at fortælle om de oplevelser vi har, noget helt andet er at dele det med nogen. Den der indforståethed der opstår, når man kan skrue ned for forklaringen. Det der med mennesker som har oplevet morgenmadshylderne i Walmart, oplevet frustrationen over trafikken og i øvrigt fået et indblik i vores amerikanske hverdag. Det har jeg glædet mig vanvittigt meget til.

Endelig kom den dag vi har ventet på i snart 2 år. Og det var 100% værd at vente på!

De første gæster.

Vores gæsteværelse består i udgangspunktet af en kingsize bed, tv og diverse for hyggens skyld (det kan lyde lidt nasty, men det er det slet ikke, medmindre man har noget med fake planter, oplevelsesbrochurer og rejsebøger). Da vi selv har børn kan vi også fremskaffe en ekstra seng, og sågar en tremmeseng nu hvor Emmy er groet ud af hendes. Da vores første gæster har tre børn, og ingen af dem passer i tremmesengen, måtte vi på lånemarkedet. Heldigvis er netværket godt, så vi lånte to udmærkede luftmadrasser af en anden dansk familie i området. Det var vi naturligvis meget taknemmelige for.

Meget kan man sige, men der er lidt forskel på at være en familie på fire og en familie på ni. Alligevel oplevede jeg, at den største udfordring var lidt som en tilvænning. Eksempelvis det der med at når der skulle smøres sandwich, så var det en hel pakke brød. Jeg lærte således en ting eller to om indkøb til en stor familie. Ligeledes blev vores skraldespande fyldt for første gang. Vores danske skraldespande var altid fulde på tømningsdagen, men her har vi gjort os umage, hvis restaffald har været lidt over halvfuld ved tømning. Det skal siges, at både størrelsen og tømningsfrekvensen er anderledes stor og hyppig her.

Ærligt så havde jeg forventet flere udfordringer. Når jeg læser det, kan det næsten lyde lidt kliche agtigt. Eller lidt som om jeg udelader noget, men min oplevelse var, at alting gik rimeligt smooth på alle fronter. Hver især var vi gode til at tage ansvar og “hjælp dig selv princippet” var der konsensus omkring. Jeg følte, at jeg besvarede mange spørgsmål, men jeg kan ikke sige, om det var vores gæsters spørgsmål, eller det var mine børns spørgsmål. Når jeg er så meget “på”, flyder tingene somme tider sammen. Besøget ramte sammen med en af Martins tjenesterejser, så han deltog i fællesskabet i weekenden og passede sit arbejde i hverdagene. Det betød, at jeg i princippet var alene med børnene. Derfor var denne tid nok lidt ekstra flydende for mig. Jeg oplevede det dog aldrig som et problem. Der var en fælles forståelse og gensidighed, som fik tingene til at flyde. Faktisk var vores gæster så søde, at tage Isolde med i vandland en dag, mens Emmy var i dagpleje. Det gav mig et par tiltrængte alene timer.

Når man, som jeg, er sådan et blandings menneske, som nogle gange er ekstrovert og andre gange er introvert, så kommer man til at mangle sin introverte tid, når man er sammen med mennesker i alle sine vågne timer. Nej jeg var ikke sammen med vores gæster i alle mine vågne timer, men siden Isolde gik på sommerferie den 11. juni, har vi mere eller mindre været sammen hele tiden. Næsten som en skygge for hinanden. Kun afbrudt af to ugers summer camp. Det er naturligvis et privilegie, men ærligt – så føles det ind imellem også som en forbandelse. Hun er virkelig sød og hyggelig at være sammen med. Efter så lang tid bliver det dog mere og mere tydeligt, at både hun og jeg får brug for noget andet og mere end hinandens selskab. Vi forsøger derfor, at skabe små afbræk, for vi har stadig næsten to uger i hinandens selskab, før skolen starter igen.

Økonomi.

Det er for mange en varm kartoffel. Økonomi kan også være roden til megen uvenskab. Det som var vigtigt for mig var, at det ikke blev en ting. At vi hver især kunne give lidt og tage lidt. Kort sagt var det vigtigste at finde balance. Det ved jeg kan være svært. Jeg ved også, at med lige præcis de her gæster ville det ikke være svært. Måske hænger det sammen med at vi tidligere, altså før Martin og jeg blev gift, var så tæt på at bo sammen, at det eneste der manglede var, at jeg flyttede min adresse. Det kan også være fordi, at ingen af os vil ses som nærrige. Jeg ved ikke helt hvorfor, men det gik ualmindeligt let. Faktisk så let at jeg siden de kørte videre, af og til har spurgt mig selv om ikke, de fodrede lidt mere på os, end vi gjorde på dem. Den følelse er jeg ret sikker på ikke gavner nogen, så den har jeg begravet igen.

Med 20 år i bagagen er denne her familie at betragte som vores livsvidner. De var vidner til vores bryllup, de har stået fadder til vores børn. De stod klar med brede skuldre da Martin var udsendt. Faktisk kan jeg føle, at jeg skylder dem alverden. Jeg ved samtidig, at jeg har været den nærmeste i nogle af deres, både livskriser og livsvelsignelser. Jeg tror, at der mellem os ligger noget usagt om, at mødes i en uselviskhed og en taknemmelighed, som aldrig kan gøres op i penge. Det gør dette besøg, lidt ekstra særligt og det har givet en virkelig god start.

Jeg er godt klar over, at det med økonomi er et potentielt stridspunkt. Vi skal naturligvis ikke betale gildet, ej heller skal vores gæster. Jeg tror på, at man når langt med nysgerrighed og åbenhed. Aller helst vil jeg, at vi kan mødes i en storsindet energi, hvor ingen føler sig snydt. Hvor vi heller ikke behøver tælle cent (eller 25 ører). Det er ikke sikkert, at det altid er muligt og så må vi tage den derfra. Jeg er altid åben for at splitte en regning, jeg er også åben for at hver betaler sit – kort sagt er mit udgangspunkt åbent for forslag. Min grundholdning er “give and take” og mit fokus er, at vi deles, men jeg er åben for andre løsninger.

Det eneste jeg absolut ikke ønsker er, at nogen forlader mit hjem og føler sig snydt! De mennesker vi inviterer indenfor på gæsteværelset, har jeg en forventning om, vil være i stand til at sige til og fra. Vi skulle jo gerne have mange succesoplevelser.

Tiden flyver.

Vi havde elleve skønne dage sammen med vores venner. Før deres rejse gik videre mod Florida, hvor der ventede dem nye oplevelser. Vi sluttede af med at fejre Independence Day i Washington DC, før de pakkede bilen og drog mod syd. De elleve dage fløj afsted. Vi nåede langt fra alt det, som jeg havde forestillet mig. Alligevel tror jeg, at tiden var meget godt ramt. Selvom det var svært at sige på gensyn, så var de klar til at komme videre, ligesom vi var klar til igen at skabe hverdagstilstande i familien. Hver ting til sin tid! Jeg er vanvittigt taknemmelig for, at de ville rejse hertil for at besøge os. Jeg er ligeledes meget taknemmelig for vores oplevelser sammen. Det er fantastisk, at få lov at dele noget af alt det, som vi er så betaget og optaget af.

Minder er skabt i kærlighed og fællesskab – den største lykke er gjort for mig! Jeg ser frem til næste besøg <3