Hvordan får jeg en ven?

15. juni 2022 0 Af Mette

Det er efterhånden ved at være længe siden, at vi tog beslutningen, om at flytte vores lille familie til USA for en periode. Dette under forudsætning af, at tingene selvfølgelig gik, som de gjorde med job og sådan. Jeg gjorde mig dengang en masse tanker om, hvordan det ville være – særligt for børnene. Jeg har også delt en del af mine tanker med jer her på bloggen, de ligger alle sammen i kategorien “tidlige tanker”. Det er nok i virkeligheden mine fem første blogindlæg, der er skrevet i november 2019, altså før nogen tænkte på ret meget på coronarestriktioner og nedlukninger. Du kan læse indlæggene HER, HER, HER, HER og HER. Der er sket meget siden. Ja! faktisk var der jo ikke meget, der gik, som vi havde forventet eller håbet. Jeg synes dog, at vi i fin stil har fundet vej i det. Vi kan se tilbage på en tid, som udfordrede os, men som samtidig berigede os, med en viden jeg er meget taknemmelig for i dag, even though it has been a bumpy road!

Tiden der er gået, siden jeg skrev mine tidlige tanker, har jeg brugt noget af, på at reflektere over mine tanker. Ikke fordi jeg er tilhænger af, at se alt for meget tilbage og analysere på fortiden. Jeg gør mit bedste for at leve i min nutid. Jeg var samtidig godt klar over, at der var en vigtig viden til mig om mig i de tanker, som jeg gjorde mig tidligt i forløbet. Det var bare helt ufatteligt svært for mig at knække koden til hemmeligheden bag. Jeg vidste godt at mine bekymringer, om hvordan børnene ville klare sig, nok mere handlede om mig selv end om dem. Jeg oplever, at mine børn har sådan en særlig evne til at navigere i udfordringer, så længe de har en tryg base. Det så straks værre ud for mig, men jeg kunne som sagt ikke identificere, hvad det handlede om.

Jeg har nu on and off brugt noget tid på, at identificere hvad det handlede om med de der tanker. Jeg er ikke længere i tvivl om, at det handlede om, at jeg var vildt bange for at blive ensom. Jeg var bange for, at jeg ikke kunne finde nogen, som kunne lide mig – nogen som ville bruge tid med mig. Min egen indre kritikker havde virkelig fået frit spil. Jeg kan da grine lidt af mig selv i dag, men jeg har samtidig al mulig respekt for, at det virkelig var en stor frygt for mig at blive ensom.

Før vi flyttede, boede vi den samme by, som jeg er vokset op i. Mine veninder havde jeg haft gennem mange år. Bevares der var kommet nye til og faldet nogle fra, men den store udskiftning det havde der ikke været. Det liv skulle jeg sige på gensyn til, det var faktisk skræmmende. Jeg skulle samtidig sige hej til et liv, med langdistance relationer og en usikkerhed omkring hvorvidt jeg kunne finde ud af at skabe nye relationer. Det var faktisk ikke særligt tiltalende. Især ikke når man, som jeg, har hang til fastansættelser og fastforrentede lån. Jeg forestiller mig ikke, at jeg er den eneste, der har det sådan.

Den dag jeg sagde ja til at flytte vores lille familie til USA. Den dag sagde jeg også ja, til en rejse ud af min komfortzone. Et sted jeg hidtil har befundet mig ret godt. Du kender sikkert talemåden: “Jeg ved, hvad jeg har, jeg ved ikke, hvad jeg får”. Den har jeg levet fint med i mange år. For faktisk har jeg aldrig været ret sikker på, at der var noget til mig, som var bedre, end det jeg allerede havde. Jeg turde simpelthen ikke, give mig selv lov til at tro på, at jeg kunne mere, end jeg troede. I Jantelovens navn var alting godt som, det var.

Den der rejse ud af komfortzonen er virkelig undervurderet. Rejsen ud af hamsterhjulet, ud i udviklingszonen – det er den vildeste gave. Nogle mennesker bliver tvunget til det af livets omstændigheder. Jeg valgte rejsen til. Det er et modigt valg, men det er vitterligt et af de vigtigste og bedste valg, jeg har truffet. Mit bevidste valg! Om end jeg på ingen måde kunne forestille mig, hvad det valg kom til at betyde for mig og for vores familie.

Coronalivet.

Vi ankom som bekendt til USA, mens covid-19 rasede i hele verden. Vi ankom derfor til et nærmest øde villakvarter. Når vi gik en tur, mødte vi ingen andre. Det var som om, her kun var os i lang tid. Isolde startede efter sommerferien på onlineundervisning, og Martin arbejdede hjemme. Vi havde stort set ingen social interaktion med andre end hinanden og kassedamen i supermarkedet. Sådan var den tid jo for mange. Det er bare ikke særligt gode betingelser for, at skabe sig relationer i ukendt land. Det var virkelig en ensom tid og en hård tid, fordi jeg faktisk godt kan lide at være sammen med mennesker.

Siden har verden heldigvis forandret sig, skolen er lukket op og der er aktiviteter nok. Vi fandt ud af, at der var mennesker inde i husene, for de begyndte at komme ud. Vi mødtes på gaden og ved skolebussen. Det var snakkesalige og nysgerrige mennesker. Der var andre børn på Isoldes alder. Ja kort sagt hverdagen nu er helt anderledes, end da vi ankom. Det er jeg taknemmelig for.

Den der ven.

I overskriften stiller jeg spørgsmålet:”Hvordan får jeg en ven?” For det var et spørgsmål, som jeg ofte stillede mig selv. Et spørgsmål som jeg ved, at mange stiller sig selv af og til, særligt i forbindelse med en flytning. Mennesker er sociale væsner, vi har brug for venner. De kan være svære at finde, i en verden hvor mange har nok i deres eget, og ikke oplever behov for at udvide deres omgangskreds. Præcis som jeg selv gjorde engang. Når man skal finde sig en ven, tror jeg ikke, at der er den store forskel på, om du flytter til Viborg eller Washington. Om du flytter til Sjælland eller USA gør ikke den store forskel. Det handler om, at komme ud blandt mennesker. Du kan naturligvis være heldig, at støde på et helt særligt menneske i køen i supermarkedet. Sandsynligheden for at du udvikler et venskab, mens du står i kø er bare ikke så stor. Det kræver en form for kontinuitet. Det kræver også vedholdenhed, mod og initiativ. Ting sker af en grund, men de sker ikke af sig selv.

Jeg er så heldig, at have et barn som kører med skolebus. Det er der også andre mødre på gaden, som har. Vi mødes derfor ved busstoppestedet og taler om løst og fast. Her er altså kontinuitet og god basis for et finde en ven, under forudsætning af at der ligesom er kemi med en af de andre. Jeg indså hurtigt, at der var et par stykker, jeg talte mere med end de andre. Heldigvis har den ene af dem, som jeg talte mest med, en datter som er samme alder som Isolde. De to piger fandt hurtigt sammen og ønskede at lege sammen efter skole. Her var altså den perfekte indgangsvinkel. Det var sommer og varmt. Børnene legede meget ude, det var derfor oplagt, at vi brugte lidt tid på at lære hinanden at kende. Det udviklede sig til, at vi spiste frokost sammen. Lærte hinanden lidt bedre at kende og nu er det eneste, vi ikke taler om, at vores venskab har en udløbsdato. For det har det jo med sådan nogen som os, vi ved, at vi skal hjem til Danmark igen. Selvom der ikke er forskel på at flytte til Viborg eller Washington, så er der forskel på betingelser og omstændigheder. Vi kan ikke ændre det, så vi må acceptere det – vi må leve, i det nu der er!

Kan det så betale sig?

Altså det der med at investere tid og følelser i at skabe relationer. Ville det ikke være lettere bare at gå i boble med danskerne, altså de andre danskere som er her i området, dem som er i samme båd som os. Dem ser vi jo også ofte og skaber relationer på kryds og tværs. Jeg har lært, at det altid kan betale sig at investere i mennesker. Det kan altid betale sig at investere i relationer. Du kan altid lære noget nyt, for vi er alle sammen forskellige. Jeg er meget taknemmelig for alle de nye mennesker, jeg har mødt på vores eventyr, både de danske, de amerikanske, indiske, svenske og …. fortsæt selv listen – for vi har virkelig mødt mange skønne mennesker. Nogle har jeg investeret mere i end andre, nogle er jeg tættere på end andre, nogle er kommet til at betyde mere end andre. Fælles er, at de hver især har bidraget med deres, og sat aftryk på min oplevelse af vores eventyr. Det vil jeg for evigt være taknemmelig for. For mig kan det således altid betale sig at skabe en ny relation, der hvor det er meningsfuldt. For det er jo ikke alle mennesker, vi synes lige godt om. Det er som det er, men når jeg møder nogen, jeg synes, om vil det for mig altid være meningsfuldt at skabe en relation. Af og til dør det ud, før det bliver et venskab, andre gange finder jeg virkelig guld jeg ikke anede fandtes, så der er alt at vinde og intet at tabe.

Energi.

Jeg oplever af og til mig selv i en situation, hvor jeg får brugt min energi forkert, eller hvor jeg får kastet så meget energi efter noget, som er meningsfuldt for mig, at jeg ikke har overskuddet til at investere i relationer, uanset hvor meningsfulde de måtte være. Sådan kan det også være. Jeg tror på at ting sker af en grund. Så hvis der er noget, jeg kan lære af en potentiel relation, som jeg møder på en dårlig dag, hvor jeg ikke har overskud til at investere energi i andre end mig selv, så ved jeg, at jeg får muligheden igen. Ellers var det ligesom ikke tiltænkt mig. Når man skal have sig en ny ven, så kræver det altså meget arbejde af os selv. Som tidligere nævnt skal der ligesom være de rette betingelser, men det er jo ikke nok at mødes. Der skal investeres. Du er nødt til at få en samtale i gang, du er også nødt til at give noget af dig selv. Det er lidt som at give en gave og få en gave. Du giver en flig af dig til et andet menneske, men modtager ligeledes en flig tilbage af det andet menneske.

Aftener som de her er jeg for evigt taknemmelig for

Opskriften på venskab.

Den rigtige opskrift på et venskab tror jeg ikke på findes. Der findes således heller ikke en “bulletproof” opskrift på at få en ven. Der er dog nogle nøgleelementer, som går igen. Min oplevelse af at få en ven, handlede om viljen til at investere og dele lidt af mig. Jeg er generelt blevet mødt af megen nysgerrighed. Det har så været op til mig, at dele lidt af mig og være nysgerrig tilbage, mod de mennesker jeg ønskede at skabe relationer til. Så nysgerrighed og viljen til at give lidt af mig, det har været en stor del af det at få en ven.

Når jeg bruger tid på at nørde lidt ned i, hvordan jeg har gjort, bliver det tydeligt, at det at have noget til fælles også har betydning. Forestil dig at du skal skabe en relation til en som bruger 90% af sin tid på sin frimærkesamling, de resterende 10% på sin hund, mens du selv elsker din kat og din hobby er gymnastik. Jeg siger ikke, at det ikke kan lade sig gøre, men det vil nok ikke være et oplagt venskabsmatch. Jeg var så heldig at møde andre mødre, vi har således børn og familieliv til fælles. Det viste sig også, at vi har andre ting til fælles, men det er ikke så vigtigt i denne sammenhæng, det er ligesom en bonus. Det betyder jo ikke, at du er helt fortabt hvis ikke du kan præsentere børn og familie. Du skal blot finde et andet sted at møde mennesker, som du deler et interessefelt med. Her vil det være godt med en hobby. Noget du kan lide at lave, noget som vil give dig et fællesskab. Det vil så være det, som i har til fælles. Det vil formentlig vise sig, at der også er andre ting, som er fælles, når i lærer hinanden at kende. En hobby er et godt udgangspunkt, for at møde mennesker man kan forbinde sig med. Det er ikke meningen, at i skal være helt ens. For mig ligger der også noget interessant i, at lære sig selv bedre at kende gennem de relationer vi indgår i. Det er naturligvis dejligt med denne her veninde, som ved, hvad du vil sige, før du siger det, men det er ligeledes vigtigt for mig, at have de der relationer hvor vi kan identificere vores forskelligheder og på den måde blive klogere på os selv. Det er naturligvis også der, det er hårdest at være i venskabet.

For mig er det vigtigste i opskriften på at få en ven, at man forventningsafstemmer med sig selv og indstiller sig på, at ting sker af en grund, men ikke af sig selv. Hvis du vil have en ven må du ud af busken! Ud og møde mennesker med en forståelse af, at ikke alle bliver dine venner, men hvis bare én gør, er det også en succes. Du skal gå vejen og du skal gøre det for dig! Vigtigst af alt skal du finde troen på at der er alt det bedste til dig og at en afvisning ikke er et nederlag men en omdirigering <3

Lad mig vide i kommentarfeltet nederst, om du kan bruge det til noget eller du mangler uddybning – tak!