Cumberland

16. maj 2022 0 Af Mette

Siden sidst har vi, udover turen til New York City som du kan læse om HER, også haft lejlighed til at besøge en mindre by. En mindre kendt by ved navn Cumberland. Denne by ligger i den vestlige del af Maryland, meget tæt på statsgrænsen til Pennsylvania.

Vi tog forventningsløse afsted på en forlænget weekend sidst i februar, med ønsket om hygge og familietid. Det skulle vise sig, at være et ret godt sted vi havde valgt som base. Hotellet var ikke helt så fantastisk, som vi havde håbet. Vi sov udmærket, men i stedet for at tilbringe tiden i poolen, tog vi på opdagelse i området. Vi var nemlig ret tæt på skønne oplevelser og poolen virkelig virkelig kold (den var indendørs).

Railway station Cumberland

Hvad er Cumberland?

Cumberland er en by med små 20000 indbyggere, beliggende ved Potomacs bred i det vestlige Maryland. Engang var byen den anden største i staten, men i dag er området faktisk blandt de fattigste i hele USA (ifølge wikipedia). Vi havde absolut ingen forventninger, da vi begav os på en tur rundt i byen. Det var i februar, så det var bidende koldt, men smukt solskin da vi stod der foran den gamle stationsbygning. Bygningen huser i dag et museum og et visitorcenter, som begge var lukket. Vi kunne heller ikke ligefrem sige, at vi besøgte byen i turistsæsonen, så vi måtte selv finde på noget. Det viste sig ret hurtigt ikke at være noget problem. Vi fandt resterne af den gamle Cheasapeake and Ohio canal, i det følgende og i daglig tale C&O canal. Denne kanal fulgte Potomac River i vid udstrækning, men gjorde det muligt at fragte gods på sikker vis udenom vandfaldene på Potomac. Dette via et slusesystem. Det var oprindeligt meningen, at kanalen skulle fortsætte til Ohio, men jernbanen kom først, kanalen sluttede derfor i Cumberland. Resterne af C&O canal kan opleves mange steder langs Potomac River. Dette må være det fjerde punkt på kanalen, som vi ser. I relation til resterne af C&O canal fandt vi en replica af datidens kanalbåde. Det ser ud til at være muligt at gå om bord på båden, men ikke da vi besøgte byen. Jernbanen som tog over for kanaldistributionen, den kom sjovt nok til at hedde C&O Railway. Det er i dag muligt at køre med veterantog fra byen, men det er en længere tur, så det afstod vi fra. Vi gik i stedet videre rundt i byen. Faktisk i jagten på et kafferisteri, som familiens kaffenørd havde udset sig.

George Washington Headquarters

Det var på vores tur mod kafferisteriet, at vi fandt George Washington Headquarters. Det var George Washingtons første militære hovedkvarter. Det blev bygget fordi Cumberland tjente som outpost i den fransk indianske krig, som var den sidste af de fire større kolonikrige mellem Frankrig og Storbritannien (og deres allierede). Hovedkvarteret var en del af Fort Cumberland. George Washington overtog byggeriet heraf, da den tidligere oberst faldt af hesten og døde, før byggeriet stod færdigt. Alt dette forgik naturligvis, før George Washington blev USAs første præsident i 1789. Det viste sig således at være en by med meget historie, i lyset af USA relativt korte historie. Efter at have set nærmere på George Washington Headquarters, fortsatte vi turen mod kafferisteriet. I øvrigt et godt sted med god kaffe, siger ham, der har forstand på den slags. Efter at have holdt en mindre kaffepause pause, gik vi ud i snevejr. Vi kom fra solskin og blå himmel, men det var med et trylleslag byttet ud med snevejr. Det var en overraskelse.

Dagen afsluttede vi på Puccini Restaurant med pizza bagt i træfyret stenovn. Det var så lækkert, at vi endte samme sted dagen efter, hvilket vi faktisk gør meget meget sjældent. Lysten til god pizza skal man ikke undervurdere, når der er længere mellem de gode pizzarestauranter, end jeg havde forestillet mig, at der ville være.

Fallingwater.

Vi tog, som tidligere nævnt, afsted uden de store forventninger. En hurtig googlesøgning gjorde os dog opmærksom på, at vi var relativt tæt på Fallingwater. Huset, som var meget innovativt for sin tid, er designet af arkitekten Frank Lloyd Wright i 1935 og bygget delvist over et vandfald på Bear Run. Huset er på UNESCOs verdensarvsliste, det måtte vi naturligvis opleve.

Fallingwater var virkelig en speciel oplevelse. Normalvis tilbydes der rundvisninger i huset med undtagelse af vinterperioden. Vi var således ikke inde i huset, men kunne gå rundt på terrasserne og i hele parken omkring. Faktisk var det fint nok til os. Der var åbent for indblik en del steder, så vi fik til fulde nysgerrigheden stillet, selvom det var uden rundvisning. Området er super smukt, med både vandløb, skov, og en skøn udsigt hvis man tager det korte hike op til udsigtspunktet. På den praktiske side så er denne tur ikke klapvogns- eller kørestolsvenlig. Resten af området kan man sagtens tilgå med både klapvogn og kørestol. Terrasserne på huset er der trapper til.

Fallingwater

Jeg var vildt imponeret over måden, hvorpå Fallingwater passer ind i sine omgivelser. Det er nok sådan noget, som man har øje for som arkitekt. Jeg har ikke forstand på det, men det er virkelig et “job well done”. Selvfølgelig ser man huset, det er stort og specielt, så det er svært ikke at lægge mærke til. Der er dog ingen tvivl om, at det er designet med stor respekt for naturen omkring det. Derudover er det et innovativt projekt for sin tid. Huset er fra midten af 30’erne. Oprindeligt ønskede familien sig et hjem ved bredden af Bear Run, men de fik i stedet et hjem Bear Run, kan man vel sige. Det kan jeg ikke andet end fascineres af.

Der er flere forskellige steder på grunden, hvor man kan se huset fra forskellige vinkler. Det må siges at være super veltilrettelagt. Ligeledes er en gåtur i parken omkring meget hyggelig og samtidig en god del af helhedsoplevelsen. Faktisk indbyder parken til picnic, hvis vejret tillader det. Der er ligeledes restaurant og souvenirshop, begge dele var dog lukket, da vi besøgte stedet. Fallingwater inviterer klart til et besøg i forår eller sommer månederne, men kan altså også godt besøges om vinteren, i en anderledes og mere skrabet version men stadig vildt imponerende.

Dagen sluttede vi, imod alle principper, af på førnævnte Puccini Restaurant endnu en gang.

Flight 93 Memorial.

På hjemturen kørte vi en lille omvej til Pennsylvania (endnu engang). Fordi det gav mening for os at se Flight 93 Memorial. En omvej som virkelig var turen værd. Det er et meget smukt område, med en flot udsigt fra området omkring deres visitor center. Udstillingen i visitor center er meget informativ og lærerig. Ligesom den også er hjerteskærende på alle måder samt en påmindelse om, at være taknemmelige for alt hvad vi har stort som småt.

Flight 93 Memorial

For mig var denne del af 9/11 desværre blevet en overset del. Jeg vidste godt, at der var styrtet et fly ned på en mark i Pennsylvania. Ligesom jeg også havde hørt, at man mente, at målet var et sted i Washington DC. Derudover vidste jeg faktisk ikke ret meget. Jeg tror måske, det hænger sammen med, at det fly aldrig nåede målet. Det kan vi jo takke passagerer og besætning på Flight 93 for. Det fly indeholdt ufattelige mængder mod og vilje til at gøre en forskel. Jeg er meget taknemmelig for al den information, der er at hente på Flight 93 memorial. Der bliver historien fortalt, med al sin barske realisme, men på en respektfuld og ordentlig måde. Det var vanvittigt lærerigt.

Efter at have besøgt visitor center og brugt nogle penge i souvenirshoppen, gik vi ned for at se Memorial Plaza. Hvorfra man kan se ud til impact site, som er lukket af for offentligheden, fordi det i princippet er en form for gravplads, for de som var ombord på Flight 93. Det er åbent for pårørende, men man kan se derud fra Memorial Plaza. Det krater som opstod har man fyldt med jord igen, men man kan stadig se “hullet” i rækken af træer. Der hvor man måtte fjerne en masse træer (vist nok 80 træer), fordi de havde lidt for megen skade til at kunne bevares. Der er placeret en sten, som markerer kanten af impact site.

På Memorial Plaza finder man også “Wall of Names”, som er 40 marmor sten med hvert et navn på passagerer og besætningsmedlemmer, som mistede livet den dag. Udformningen repræsenterer flyretningen for Flight 93, umiddelbart før det rammer jorden.

Jeg tror, at den mest rammende beskrivelse af oplevelsen for mig er, at det var lige så overvældende som 9/11 Memorial, selvom det ikke får helt så meget opmærksomhed. Hvilket jeg tror kan forklares med, at det er lidt mere attraktivt at tage til New York City, end at tage ud på en mark i Pennsylvania. Det skal dog ikke undervurderes. Flight 93 memorial får min varmeste anbefaling med på vejen. Får man muligheden for at besøge stedet, så skal man gøre det. Det er en fuldstændig vanvittig historie om mod, om at miste, om at se døden i øjnene og en påmindelse om, at vi skal være taknemmelige for livet hver eneste dag. Jeg har den absolut dybeste respekt for de mennesker.

Området er anlagt sådan, at når man går fra Memorial Plaza, kan man ligesom gå i en stor cirkel tilbage til visitor center. Her er små beskrivelser af, hvordan man forsøger, at genskabe den natur som blev ødelagt i forbindelse med ulykken.

Tower of Voices

Vi sluttede vores tur af ved Tower of Voices. Et 93 fod (godt 28 meter) højt klokkespil. Bestående af 40 klokker på hver 150 pund (cirka 68 kg). De 40 klokker symboliserer de passagerer og besætningsmedlemmer, som mistede livet ombord på Flight 93. Det er tænkt, som et både visuelt og hørbart symbol på deres heltemod. Det er en stærk symbolik forenet i et meget smukt monument. Der er selvsagt kun lyd, når det blæser. Vi var heldige at have valgt en blæsende dag, så der var fin lyd i klokkespillet. Dog er det en lyd, som er svær at tage med hjem. Jeg mener, man kan jo godt forsøge at optage det, men vinden i højtaleren har tendens til at spolere oplevelsen. Vinden er dog ikke noget problem, når man står der ved siden af Tower of Voices. Så er det ligesom mere et middel til et mål. Ingen vind ingen lyd. Så det er en af de oplevelser, vi gemmer i hjertet.

Der var en lille smule stille i bilen på vejen hjem. Både fordi børnene var trætte, men vi var nok alle sammen en lille smule alvorlige, og ekstra taknemmelige for hinanden og for det vi har sammen.

Jeg har delt blandede billeder fra turen nedenfor. Der er ingen billeder fra visitor center på Flight 93 Memorial. Der må nemlig ikke fotograferes. Hvilket giver god mening, når man står der. Det visitor center rummer så meget information, at brudstykker heraf ville være værdiløse for den enkelte. Det er en helhedsoplevelse, som skal opleves i sin helhed, for at få det rette udtryk og gøre sit indtryk, ved at sætte sit aftryk.

Cumberlands stationsbygning som nu huser museum og visitor center
Replica af datidens kanalbåd
C&O canal ved Cumberland
Potomac River ved Cumberland
George Washington Headquarters
George Washington Headquarters
George Washington Headquarters i snevejr
Puccini Restaurant
Puccini Restaurant
Puccini Restaurant
På vej til Pennsylvania
Fallingwater
Fallingwater
Fallingwater
Fallingwater
Fallingwater
Fallingwater – hvis ikke det var så koldt kunne man dyppe fødderne fra en platform nedenfor trappen
Fallingwater
Fallingwater
Fallingwater
Fallingwater
Udsigt til Bear Run
Udsigt til Bear Run
Fallingwater
Fallingwater
Flight 93 Memorial
Flight 93 Memorial
Flight 93 Memorial
Memorial Plaza
Memorial Plaza
Tower of Voices
Tower of Voices