Min amerikanske jul

23. december 2021 0 Af Mette
Congress Tree

Ned med pulsen

Julen står for døren sådan helt bogstaveligt. Jeg er en af dem, som elsker julen, det gør jeg også nogle dage efter jul. Jeg tror måske, at det skyldes, at vi ikke overgør det. Eller det vil sige, det er jeg ret sikker på, at Martin synes at vi gør, men det gør vi faktisk i virkeligheden ikke. Jeg præsterer ikke det store julelandskab og spiller julemusik alle 24 dage. Jeg pynter op og dekorerer, oftest sammen med børnene. Vi hører lidt julemusik af og til. Jeg forsøger at holde pulsen nede, nogle dage lykkes det bedre end andre dage.

Min amerikanske jul er rolig og hyggelig. Det kan jeg jo sagtens sige, fordi jeg ikke har et fuldtidsarbejde at spæne rundt efter hele tiden, men faktisk tror jeg ikke, at det er det, der gør den store forskel. Jeg tror, at det er prioriteringen. Jeg indrømmer naturligvis gerne, at jeg stornyder, at jeg ikke skal lægge det samme puslespil mellem jul og nytår, som jeg plejer. Det der puslespil hvor vagtplanen skal passe sammen med invitationerne til julefrokost. Det savner jeg virkelig ikke. Ligesom jeg heller ikke savner frygten for, ikke at kunne fejre julen med min lille familie. For det var nemlig også en del af mit sygeplejeliv, før vi rejste.

Gaver

Tilbage til prioriteringen. Jeg starter tidligt. Ikke nødvendigvis med at købe julegaver, men med at skabe mig et overblik over, hvad jeg vil give til hvem, og ligeledes over hvad børnene ønsker sig. Jeg var således godt i gang allerede i november. Sådan har det ikke altid været. Jeg har også blææææset rundt d. 23. december efter den sidste julegave, det har jeg gjort mere end en gang. Det var hverken sjovt eller hyggeligt. Det var pligt! Efter vi rejste til USA er det lidt mere besværligt, at købe julegaver til dem derhjemme i Danmark. Det har tvunget mig til at gentænke mit julegaveshopping, lave lidt forandringer, justeringer og ikke mindst alliancer for at få det til at virke. Det lykkedes sidste år, og det ser det søreme ud til at gøre igen. Det er fantastisk, jeg elsker når noget lykkes.

Det er naturligvis ligeså besværligt for vores familie hjemme i Danmark, at købe julegaver til os herovre. Derfor har jeg påtaget mig den opgave, i hvert fald for størstedelen – og dermed også konstateret, at de får travlt i familien, når vi kommer hjem igen og opgaven delegeres tilbage 😉 Herovre står Martin for julegaven til mig, fra mine forældre og fra ham selv og børnene, resten tager jeg. Det er faktisk meget hyggeligt også på andet år. Fordelen er, at vi ikke skal bruge tid på at bytte, for der er ingen, som køber ens gaver. Her i USA hvor vi bor, pakker man ikke gaver ind i butikkerne. Heller ikke i detailhandlen. Derfor ligger al indpakning også hos mig. Det er godt, at jeg altid har elsket at pakke gaver ind, for selv jeg er lidt træt af bånd og gavepapir, når vi når dette tidspunkt i julen. Det er naturligvis et luksusproblem, jeg kunne jo bruge gaveposer for at gøre det lettere – det bliver bare ikke i år.

Forberedelse og julehygge.

Vi havde de andre danskere til julefrokost sidst i november for at sikre, at vi kom udenom eventuelle julefester og juleture i december. Det betød også, at vi pyntede til jul tidligt i år. For ingen julefrokost uden julepynt. Vi har været på et par juleture til Washington DC – den første var lidt forgæves, så derfor blev det til to ture. Det var præcis, som jeg drømte om, med juletræer, julekranse og julestemning. Alle tiders oplevelse, men faktisk synes jeg også, at julepynten og belysningen rundt omkring i forstæderne er værd at bemærke. Der bliver virkelig gået til den med lys, pynt og hygge rundt omkring. Vi besøgte i år Bull Run Festival of Lights, det var en biltur med lysshow. Sidste år besøgte vi Winter Walk of Lights i Meadowlark Botanical Garden, hvilket var en gåtur med lysshow. Hver især kan de noget forskelligt, men fælles er, at det kan skabe den rette stemning. Der findes meget mere af den slags her omkring, så til næste år prøver vi noget nyt igen – i jagten på julestemningen.

Union station Washington DC

Vores juletræ er ligesom sidste år af plastik. Det kan derfor bekymringsfrit pyntes i god tid. Det taber ikke nålene. Derfor pyntede vi træet i starten af december. Det er i øvrigt ret almindeligt her, at pynte sit træ tidligt. Det har skabt stor glæde. Særligt Emmy går meget op i, at vi får tændt lyset på juletræet tidligt på dagen.

Vi har udover ovenstående brugt forberedelsestiden på juleklip, hos nogle danske venner og jeg har været til dame-dekorations-hygge, også i danskergruppen. Vi har således været så heldige, at få både gløgg og æbleskiver i år. Brunkagerne har vi selv bagt og faktisk er vi også, blevet præsenteret for en ny slags julesmåkager, som vi må prøve at bage næste år. Du kan læse mere om juletræet i indlægget ÆGTE PLASTIK ELLER ALMINDELIG ÆGTE og JULETRÆET MED SIN PYNT. Desuden var vi heldige, at blive inviteret til barnedåb og medfølgende julegudstjeneste – arrangeret af Den Danske Sømandskirke i New York. Det var cirka 20 minutter herfra, det er en begivenhed, som er hvert år, så det kunne sagtens blive en tradition for vores familie fremadrettet også uden barnedåb.

Charity.

I et land med så stor forskel på rig og fattig giver det naturligvis god mening med charity, altså velgørenhed. Jeg var således heller ikke i tvivl, da jeg blev inviteret til “Ladies Christmas Party” tidligere i december. En hyggelig sammenkomst med de andre kvinder i nabolaget, hvor værtinden samler legetøj ind til en forening, som sørger for at fordele det til børn i familier, der ikke har så meget at gøre godt med i julen. Jeg synes, at det var et fint formål. Jeg er glad for muligheden for at kunne donere, og samtidig lærer mine naboer at kende. Det var på alle måder et fint arrangement, så jeg håber det gentager sig til næste år, for så rydder jeg kalenderen. Jeg kommer ikke udenom, at jeg var både spændt og lidt nervøs forud for arrangementet. Det var heldigvis en kæmpe succes.

Ready for Ladies Christmas Party

Mad på bordet.

Siden Isolde kom til verden, har vi fejret julen hjemme. Ligeså længe har Martin stået for andestegen og i al den tid, har vi fået and i confit de canard. Nej det er ikke den på dåse. Det er samme princip, men han laver det selv. Der er ikke noget galt med den på dåse, jeg har faktisk hørt, at den skulle være ganske god, men vi har ikke prøvet det endnu. Fordelen ved denne tilberedelsesform er, at det meste er tilberedt på forhånd. Der spares således en arbejdsgang på selve dagen. Jeg står for risalamanden, for faktisk kun anden gang i min karriere som mor. Det plejer nemlig, at være min egen mor som løser den opgave, men der var ikke plads til hende i kufferten, så jeg måtte jo selv til gryderne. Det gik ganske godt sidste år. Jeg laver det efter en Meyer opskrift, som du kan finder HER og jeg går i gang i dag, altså den 23. december. Så skal det kun blandes juleaftensdag, jeg tilstræber, at gøre det let for mig selv.

Traditionerne.

Et spørgsmål jeg ofte bliver stillet er, hvornår vi åbner gaver og hvor mange af de danske traditioner, som vi holder fast i. Det korte svar er ALLE. Derfor åbner vi også gaverne den 24. december. Vi holder fast i så meget som muligt, for vi skal hjem igen. Vi er ikke rejst ud for at blive her. Jeg tror også, at børnene ville være kede af, at skulle vente til den 25. med at åbne gaverne – de har svært nok ved at vente til den 24. december. Så maden er den som den plejer, tidspunktet og traditionerne er som de plejer, så vidt det er muligt. Tiden er jo anderledes, så vi vil altid være lidt bagefter, men ellers bevarer vi mest muligt. Det eneste der er ændret, det er vores fæld-selv-juletræstradition, den er byttet ud med en ny hiv-dit-træ-frem-fra-kælderen-tradition, fordi det nu er et helt bogstaveligt talt “evergreen tree”, som i – det er ikke et ægte træ fra skoven.

Vi når det

Det er endt med at blive en december, hvor vi kunne nå at trække vejret og følge med, på trods af at vi har deltaget i MEGET mere end sidste år. Selv Martin har købt i hvert fald én julegave i god tid – jeg ved så ikke rigtigt lige med resten. Der var vist noget, som endte i kapløb med postnord, men det skal man også være dygtig for at undgå på denne tid af året. Selv jeg har måttet holde vejret lidt, i forhold til leveringen af en enkelt julegave og det på trods af, at den blev købt i god tid. Jeg tror, at vi når det meste og det som glipper, det er ikke af ond mening. Vi har gjort vores bedste!

Det betød også, at i stedet for at spæne rundt med tungen ude af halsen, så kunne vi bestille en barnepige og spændere tre timer på, at pleje vores parforhold med en datenight forleden. Et fantastisk indslag forud for en juleferie i børnehøjde. Det skal vi huske til næste år! Måske du skal det samme?

Med det vil jeg ønske jer alle sammen en fantastisk god jul. Må den blive lige så magisk, som du gør den til <3