Sande farver.

De små forandringer gør en forskel.

Forleden mødtes jeg med en veninde i en helt almindelig hverdagsaktivitet, som inviterer til, at komme som man er. Et forventningsløst indslag som giver en afslappet stemning. I øvrigt i et forum og en kontekst hvor vi har mødtes mange gange tidligere. Denne gang var der noget, som var anderledes. Hun var (undskyld mit franske) pisse smart.

Jeg bemærkede straks, at noget var anderledes, men lidt svært at sætte ord på. Jeg syntes, at blusen var pæn, men tænkte oprigtigt, at jeg måtte have set den før. Jeg kommenterede den smarte bluse, hvortil hun svarede, det er fordi du er vant til at se mig i blå og sorte nuancer….

Der faldt 10 øren i virkeligheden nok endnu engang for mig. Hun ramte nemlig hovedet på sømmet. Det var farverne, som gjorde forskellen. Jeg har al mulig respekt for, at man kan have det svært med farver. Farver sender stærke signaler, de kan derfor selvsagt være lidt svære at slås med, hvis man ikke er komfortabel med dem.

Trivsel.

Mens vi var på ferie i Danmark, var vi til en konfirmation. I den anledning skulle jeg naturligvis fotograferes, sammen med mine højt elskede og meget savnede veninder. Da vi så billederne blev det tydeligt, at de alle sammen bar en form for blåt. Bevares det var en dreng, som blev konfirmeret, så det var jo ikke så mærkeligt, at første indskydelse var blå. Jeg var den eneste på billedet, som ikke var i blåt. Jeg havde stik mod Emma Gad og traditioner, iført mig en kjole med røde blomster. Når jeg ser billedet nu, kan jeg da godt se, at jeg skiller mig ud. På dagen var jeg i mit es. På en kommentar om hvordan jeg har det med, at være den eneste som ikke var i blåt, svarede jeg, at det trives jeg ganske fint med.

Ærligt! Jeg trives efterhånden ganske godt med at skille mig ud. For mig handler det ikke om, bevidst at skille sig ud. Det handler, om hvorvidt jeg føler mig tilpas i det, som jeg tager på. Jeg ved, at det for nogen er svært, at skille sig ud. Jeg ved også, at det ofte resulterer i, at man vælger det sikre. Det skal man naturligvis gøre, hvis det er det, som man befinder sig bedst i. Jeg har også dage, hvor jeg føler mig fantastisk i en sort kjole, og så er det det, jeg ifører mig.

Langt hen ad vejen handler det om, hvad vi trives i. Jeg trives godt i farver, andre gør ikke. Vi iklæder os hver især det, som føles godt inden i og som bringer os i trivsel. Jeg trives i farver! Det jeg synes er ærgerligt er når man gemmer sig væk i sort. Når man gerne vil farver, men ikke tør. Eller når man synes, at mor-maven skal gemmes væk, og i øvrigt har hørt at sort slanker. Sort slanker stadig, men for hvis skyld slanker du dig i sort?

Forandring fryder.

Jeg har ikke altid trivedes i farver, jeg har også gemt mig væk i den lille sorte eller den store sorte. Faktisk havde jeg det ikke ubetinget godt med hverken mørke eller lyse farver, før jeg fik tid til at mærke efter og finde ud af, hvor det føltes godt at være. Det var ikke en ekspedition, som var done by the day. Det har taget noget tid, fordi jeg først skulle lære mig selv bedre at kende. Nu lyder det som om, at jeg har fået en åbenbaring, det har jeg ikke. Jeg har fået tid til at sænke tempoet. Jeg har fået tid til, at fokuserer på mig. Tid til at bruge tid på, at lære mig selv at kende på ny. Der er ikke noget hokus pokus i det. Det er ren selverkendelse. Det bragte mig i en kategori, hvor jeg aldrig ville have placeret mig selv. Den farverige kategori. Jeg var til sorte kjoler og sorte stiletter, det er jeg stadig på nogle dage, men andre dage er jeg til gule kjole og blå stilletter. Alt sammen afhænger det af dagsformen og humøret.

Det jeg vægter højt er, at jeg føler mig godt tilpas, at jeg føler mig hjemme i mig selv. Så er det egentligt ligegyldigt, om det er i grønt, blåt, pink, rødt eller sort. Det jeg bare oplever med farver er, at de ofte kan være med til at løfte humøret, så det bliver lidt lettere at få en sjov dag. Jeg bliver dog aldrig for fin til at bære en klassisk sort kjole. Jeg har også et par stykker af dem i skabet, jeg synes, de er fantastiske. Jeg vil ofte kombinere det med en farverig taske, måske en jakke eller sko med farver på, medmindre anledningen byder mig noget andet. Eksempelvis ville jeg nok ikke møde op til en begravelse i et par pink sko, men jeg synes, det er de færreste anledninger, som ikke kan klare en taske med lidt farve på.

Spring ud.

Jeg har lagt mærke til, at selvom amerikanerne har for vane, at komplimentere når de ser noget, som de godt kan lide, eksempelvis en kjole, en bluse eller lignende så kan man alligevel slippe afsted med ret alternative påklædningsløsninger, uden at nogen synes at bemærke det. Det kan godt være, det ikke bliver komplimenteret, men det bliver heller ikke kommenteret. Jeg ved ikke, om det er fordi, at vi er så tæt på storbylivet her og det er der forskellen ligger fra mit danske provinsliv. Hvor det ikke er ualmindeligt, at vende sig om efter de som stikker ud. Heldigvis har jeg nu lært, at det faktisk er ok at stikke ud. Så længe jeg selv er godt tilpas, må andre tænke og synes hvad de vil. Det siger i virkeligheden mere om dem end om mig.

Hermed min største opfordring til at springe ud i modige farver. Uanset hvor du bor, og hvad du kommer af. Af og til skal man øve sig lidt, for at udvide sin horisont og ændre på sin komfortzone. Fakta er, at farver gør mig glad. Hvad gør farver for dig? Del det gerne i kommentarfeltet.

Du kan også læse om et juledilemma og en farverig jul i indlægget JULETRÆET MED SIN PYNT – det er jo næsten jul igen 😉