Alene i sommerhus.

7. september 2021 2 Af Mette

En uge alene i et sommerhus med min yngste datter på 2 år. Det lyder for nogen helt fantastisk, for andre lyder det helt forfærdeligt. For mig var det en lille smule skræmmende, men det var mest fordi, at det ikke kun var en uge alene med Emmy. Det var også en uge uden Isolde og Martin. Sådan at forstå; at det var en uge, hvor jeg kunne risikere at savne helt afsindigt meget. En tilstand som førhen kunne lægge mig i fosterstilling mere end en dag. Nu skulle jeg pludselig håndtere både mit savn og min 2 årige.

Det som i begyndelse skræmte mig, skulle vise sig at være verdens bedste gave. Bevares – jeg har været en lille smule mor-træt, mere end en gang i løbet af ugen. Det er ikke alt sammen lutter lagkage. På et overordnet plan har jeg dog formået, at imponere mig selv flere gange og putte det hele ned i rygsækken, som jeg bruger til at definere mig selv af og til. Det betyder, at jeg nu er endnu mere sej end før; i min egen optik. Det er jo i virkeligheden det, der tæller på bundlinjen, altså hvad jeg synes og mig er vigtigst! Hvad andre tænker om mig er jo heldigvis deres sag.

Savn

Fredag morgen kørte vi Martin og Isolde til toget. De skulle hjem og passe henholdsvis arbejde og skole. Imens skulle Emmy og jeg blive i Danmark, blandt andet for at deltage i en konfirmation, hos en af mine bedste veninders døtre. Isolde og jeg har aldrig været væk fra hinanden mere end et par døgn. Jeg vidste med min voksne hjerne, at det helt sikkert ville være meget sundt for os begge to at prøve, men mit hjerte sagde noget helt andet. Især da hun brød ud i gråd på banegården, og havde svært ved at sige farvel. Jeg græd en god del af turen tilbage til sommerhuset. Det er et af de absolut sværeste på gensyn, jeg nogensinde har sagt. Børnene har heldigvis en fantastisk far, jeg var derfor ikke i tvivl om, at tiden uden mig nok skulle blive god for hende.

Efter at have grædt ud på vejen hjem var det igen tid til at være mor for Emmy, selvom jeg på ingen måde havde overskud til det. Jeg sørgede derfor for, at gøre det let for mig og sjovt for hende. Vi gik på legepladsen. Vi sov en lur. Vi gik en tur omkring Kvie sø, hvor vi talte om de dyr, som vi så. Vi spiste nem aftensmad og gik tidligt i seng. Dagen efter gentog vi rimeligt meget successen. Min 2 årige kræver heldigvis ikke den store variation i dagens aktiviteter. Hun er glad, hvis vi kan være ude, aller helst i sandkassen hvor hun kreerer den ene fine sandkage til mig efter den anden. Faktisk fandt jeg ret hurtigt ro i hyggen og det simple. Vi talte meget om Martin og Isolde. Emmy ledte ofte efter dem begge, men var helt ok med, at vi bare var os to.

Tanken om os to, den tog jeg til mig. For hvis Emmy var i ro med, at det kun var os to, så kunne jeg jo egentligt ligeså forsøge at være det også. Jeg brugte tid på at mærke mit savn, uden dog at begrave mig i det eller på anden vis flygte fra det. Jeg gav mig tid til at mærke, hvordan det føles at savne og tid til at acceptere, at savn er et udtryk for kærlighed. Det gav mig lyst til lynhurtigt, at komme op i gear igen. For savn er jo i virkeligheden kærlighed, som man ikke kan komme af med, som Johannes Møllehave engang så fint har sagt det. I stedet for at blive frustreret accepterede jeg tingenes tilstand og det faktum, at jeg selv havde valgt den situation, jeg var i. Vi skulle naturligvis have det bedste ud af det, præcis som jeg vidste, at Martin og Isolde ville få det.

På dag to indfandt hyggen sig, jeg havde stadig brug for at være i mit eget (og Emmys) selskab. Derfor søgte vi ikke noget socialt de første dage. Vi gik ture, vi legede og så bestilte vi sushi til aftensmad. På dag tre var jeg igen klar til at indgå i sociale relationer. Jeg spurgte derfor min veninde, om vi måtte spise hos dem, for jeg trængte til at træde ud af boblen igen. Resten af tiden har vi vekslet mellem at være sociale og tilbagetrukne. Jeg har mærket efter mine egne behov, og jeg har set på Emmy for at fornemme hendes behov på bedst mulig vis. På den måde har vi to fået det bedste ud af ugen.

Terrible two

Man taler om terrible two. Selvom Emmy er 2 år længe endnu og jeg ved, at der vil være dage, hvor jeg har lyst til at sælge hende til højest bydende, så synes jeg virkelig også, at 2 års alderen er skøn. Hun er simpelthen så sjov og sød. Af og til stikker hun mig en lussing, hvilket naturligvis ikke er ok, men oftest så kysser og krammer hun mig. Siger thank you og tak for mad. Inviterer mig med i sandkassen eller på en gåtur. Min søde lille omsorgsfulde 2 årige Emmy har også brugt meget af ugen på, at fortælle mig at far (Martin) og Isolde flyver oppe i luften, og at vi to (Emmy og jeg) også snart skal flyve oppe i luften, for at komme hjem til USA. Hun kan så meget, hun forstår så meget, hun deler så meget og jeg er vild med det. Jeg synes altså, at det er skønt. Ja hun siger fra og hun har sine egne meninger, men det giver mig troen på, at hun er godt stillet i fremtiden.

Frygten

Faktisk synes jeg, det er svært at definere, hvad jeg frygtede ved den uge, især fordi en hver frygt er gjort til skamme. Jeg har på alle måder fået bekræftet, at frygt er skabt af mig og mine tanker. Jeg tror, jeg var bange for ikke at slå til, ikke at være god nok alene. Og så ved jeg; at jeg frygtede, at blive alt for hurtigt mor-træt. At ramme det der punkt, hvor man har brug for et meget langt toiletbesøg, for at få lidt fred med sig selv. Sådanne tidspunkter har jeg nemlig af og til. Vanligvis er jeg så heldig, at vi er to om at dele ansvaret for børnene. Jeg kan derfor ofte gå en tur, eller lukke døren og trygt overlade ansvaret til Martin. Det behov frygtede jeg ville opstå. Det gjorde det bare ikke. Det lyder næsten frelst at sige, men jeg har virkelig nydt tiden alene med Emmy. Jeg har ikke en eneste gang haft lyst til at forlade scenen. Jeg har derimod nydt, at have tiden og roen til at lege og til at tale med Emmy, uden at blive afbrudt. Det har været den vildeste gave, selvom den ved første øjekast kom i en grim indpakning.

Det lyder så lyserødt – det er det faktisk også, og det kommer helt bag på mig. Jeg vidste godt, at Emmy er sød, sjov, charmerende og alt det der. Jeg vidste også godt, at jeg af og til får nok af at være på og får lyst til at trække mig, bare en halv time. Det er som om, at da det ikke var en mulighed, så var det heller ikke et behov. Jo – jeg har sukket højlydt, når Emmy ikke ville høre efter, når hun ikke ville sove. Kort sagt, når hun sagde A, jeg sagde B og vi endte ud med C. Jeg er nemlig ikke perfekt. Jeg er ikke ude på at male et glansbillede, men jeg er heller ikke ude på at lyve i uperfekthedens navn. Lige så vel som jeg mener, at vi skal hylde det skøre, skæve og uperfekte så mener jeg også, at vi skal hylde succeshistorierne, selvom det er lyserødt. Jeg mener fra bunden af mit hjerte, at selvom jeg har savnet, været ked af det og en lille smule bange, så har det været en pisse dejlig uge. Jeg har fornemmelsen af, at jeg udover at have styrket mit bånd til Emmy, også har lært ting om mig selv, som jeg aldrig ville have opdaget, hvis ikke jeg havde valgt denne uge til.

Jeg siger ikke, at alle mødre bør tage på ferie alene, med et af deres børn ad gangen. Jeg siger blot, at for mig viste det sig at være den vildeste gave, selvom jeg havde forventet alt andet. Det har givet mig stof til eftertanke! Det har givet mig mod til at gøre det igen, selvom jeg foretrækker, at vi rejser sammen som familie. Det er pludselig ikke et problem, for nu har jeg gjort det, så nu kan jeg gøre det igen. Faktisk kan man vel sige, at jeg fandt troen på mig selv som mor på ny. Ikke at den har været væk, men den blegner lidt i ny næ. Det gør den ikke lige nu!