Tennessee Part 1

Vi samler på oplevelser.

I vores familie er vi ret enige om, at oplevelser er fantastiske. Lidt som ekstra krydderi på et i forvejen dejligt liv. Set i det lys ligger mulighederne for vores fødder.

Vi har aldrig været i Asien, faktisk føler ingen af os, at vi mangler det. Til gengæld har vi rejst meget i Europa, ligesom vi også har været så heldige, at opleve USAs vestkyst ved en tidligere lejlighed. Faktisk tror jeg, at USA generelt har en særlig plads i vores hjerter, hvilket kan forklare, at vi er endt her, hvor vi er.

Vi skulle beslutte os for en sommerferiedestination. Det var på alle måder svært at vælge. Vi ved godt, at vi ikke kan nå det hele, så der må prioriteres. Faktisk husker jeg ikke, hvordan vi nåede frem til, at vi ville opleve Tennessee. Egentligt er det også lige meget. For det føltes på alle måder helt rigtigt. Tennessee lå ligesom bare virkelig godt i munden på os begge to. Vi havde en uge til rådighed og besluttede derfor, at bide turen over for at kunne opleve både Memphis og Nashville. En beslutning som var lige så rigtig som den overordnede destination.

Vi besluttede at indlede ferien i Memphis. En køretur på næsten 1400 km og cirka 13 timers ren kørsel. Derfor valgte vi, at køre fredag eftermiddag. Efter at Isolde havde afsluttet sin sidste summer camp. Det gjorde vi for, at kunne barbere de første 3 timer af køreturen. Det viste sig at være en god idé, som jeg kan dele med jer i et andet indlæg. Vi landede altså Forden i Memphis Downtown sent lørdag aften. Efter lidt bøvl med indtjekningen på hotellet fik vi et værelse og gik omkuld alle sammen. Med henblik på at være udhvilet til vores møde med Memphis søndag morgen.

Memphis

Vi mødte Memphis (nyt link) sådan rigtigt – første gang søndag morgen. Vi havde på forhånd booket billetter til National Civil Rights Museum i det tidligere Lorraine Motel. Lorraine Motel dannede i sin tid rammen om det attentat på Martin Luther King jr., som desværre fik dødelig udgang. Vi var kommet af sted fra hotellet i god tid, til lige at se os lidt omkring på vejen og fornemme stemningen i byen.

Her blev det så en lille smule underligt, for der var helt dødt. Altså gaderne var tomme. Vi fik en følelse af, at der kun var os og de hjemløse tilbage i byen. Vi sagde til hinanden, at det måtte være fordi, at det var søndag, at der var så stille. Jeg spurgte en lokal i hotellets elevator til stilheden, han forklarede, at søndag ofte er stille, men mandag ville der igen komme gang i byen. Vi ventede derfor spændt på mandagen. Det synes desværre, at være forgæves. Jovist kom det måske lidt mere trafik på vejene, ikke meget men lidt. Alligevel var gaderne stadig meget tomme. Nu tænker du måske, at det er fordi, at amerikanerne sover længe. Det skal jeg ikke kloge mig på, men ja her er måske en lidt anden døgnrytme, end vi kender som almindelig dansk børnefamilie. Vi ventede således stadig på liv i Memphis. Liv som vi faktisk ikke på noget tidspunkt oplevede sådan rigtigt. Selvom det blev hverdag, så var der stadig overraskende stille.

Jeg havde set frem til at opleve Memphis. Byen bliver markedsført i stilen: “Hvor det hele begyndte”. Jeg havde således forventet, en langt mere livlig by og meget mere musik. Jeg tror faktisk ikke, at vi så en eneste gademusikant. Desværre så vi så meget andet af, hvad gaden havde at byde på. Hjemløsheden og fattigdommen var særdeles synlig i Memphis. Det var ikke noget poleret over byen. Det virkede på alle måder råt og sandfærdigt i gadebilledet. Samtidig også autentisk og realistisk.

Nu kan det lyde som om, at jeg var skuffet over Memphisoplevelsen. Det var jeg ikke. Jeg fik blot en meget anden oplevelse, end den jeg havde forventet. Jeg ville på ingen måde have undværet det. Det kan godt være, at det ikke var den fede by, som jeg troede det var, men Memphis kan ikke springes over eller forbigås. Det vil være at snyde sig selv.

Vi havde nogle dejlige oplevelser i Memphis, som jeg kommer ind på senere. Først er der lige et par detaljer, som i min optik giver en bedre forståelse. Det første folk siger, når man meddeler, at turen går til Memphis er, at så skal i se Sun Studio. Det studie hvor Elvis Presley indspillede sine første fem sange, før han skrev kontrakt med RCA. Det er i øvrigt et studie, som stadig er i funktion (altså Sun Studio). Det er åbent for rundvisning om dagen, men så indspilles der musik om aftenen. Meeeen man må ikke medbringe børn under 5 år, det satte ligesom en naturlig begrænsning for os, eftersom vi syntes, det ville være ret uetisk, at binde Emmy til en lygtepæl udenfor. Jeg foreslog, at Martin og Isolde tog derind, men vi fandt i stedet noget andet at lave. Desuden ville det være oplagt, når nu vi rejser med børn, at opleve Children’s Museum of Memphis, det var desværre lukket de dage, hvor vi var i byen. En anden oplagt oplevelse blandt andet fordi vi boede nabo til Peabody hotel var, at opleve når ænderne går fra springvandet i lobbyen og tilbage på taget. På grund af covid-19 var denne oplevelse dog forbeholdt hotellets gæster.

Nu skal vi videre til det vi kom for —->

Mississippi River og menneskerettigheder.

En af dagene gik vi over gangbroen til til Mud Island. En lille halvø beliggende i Memphis. Med Mississippi floden på den ene side og Wolf River på den anden side. Her ligger et rivermuseum, som skulle være interessant. Det var desværre også lukket. Ligesom den monorail der også kan bringe dig over til øen, var det. Generelt lignede området et mislykket forsøg på, at skabe noget godt og tiltrække turister. Det var som om, at gnisten i det projekt var gået ud. Måske fordi vi kom på en lukkedag, jeg ved det ikke.

Heldigvis er Mississippi floden en oplevelse i sig selv. Den er meget smuk og meget stor og dens forløb er helt afsindigt fascinerende. Fra Minnesota i nord til den mexicanske golf i syd er det den anden længste flod i USA, kun overgået af Missouri floden, som i øvrigt er en gren på Mississippi floden. Disse to floder i kombination udgør verdens fjerde længste flod, det er for mig helt imponerende, at få lov at opleve. Vi sejlede med riverboat på Mississippi floden. En tur på halvanden time, det var en virkelig god oplevelse. Der er flere forskellige ture at vælge imellem, blandt andet også et aftenarrangement. Vi valgte den som passede bedst til vores familie, det var en skøn oplevelse. Igen virkede hele havneområdet lukket og forladt, men ser man bort fra det, så var der pænt og rent. Det synede velholdt. Faktisk kan man også komme på krydstogt på Mississippi floden, det tager 7 dage at sejle til New Orleans i staten Louisiana. Så langt skulle vi heldigvis ikke. Vores tur holdt sig i området omkring Memphis, guiden fortalte, om de broer vi kunne se, om byen, og havnefronten, et par anekdoter og lidt om gambling. Gambling er ikke tilladt i Tennessee, men det er det i Arkansas, som man på turen krydser grænsen til af og til.

I begyndelsen at dette indlæg nævnte kort jeg Loraine Motel, som blev vores første billetkrævende oplevelse i Memphis. Det var virkelig hver en mønt værd. Det er i dag omdannet til National Civil Rights Museum. Motellet står stadig, og så er museet ligesom bygget op om det. Det var en frygtelig spændende og lærerig oplevelse. Her går historien tilbage til slaveriet og fortsætter frem til Martin Luther King jr.’s død i 1968. Noget af det som gik lige i mit hjerte, var historien om slaveri gennem 12 generationer. Det er for mig helt uvirkeligt, at ti generationer aldrig har oplevet friheden. Faktisk synes jeg, at hele det menneskesyn som ligger bag slaveriet, er ganske forrykt og svært at forstå. Det er mit syn på det, både før og efter mit museumsbesøg. Det er også på dette museum, at man finder bussen, hvor Rosa Parks nægtede opgive sit sæde til fordel for en hvid mand. Dermed var hun med til at lægge kimen til Montgomery bus boycott fra 1955-1956. Der er naturligvis meget andet at opleve på det museum, som virkelig formår, at fortælle historien på en autentisk og vedkommende måde.

Butiksalligator.

Tro det eller lad være, men i Memphis så vi en alligator i en en butik. Nej, det var ikke en butik, som solgte alligatorer, faktisk er kæledyrsalligatorer vist ulovlige i Tennessee. Det er forskelligt fra stat til stat hvilke eksotiske dyr, man må holde som kæledyr. Så altså ingen klappekrokodille (alligatorer og krokodiller er vel næsten det samme) i Tennessee.

I Memphis er der bygget en gigantisk glaspyramide, nærmest spejlglasagtigt. Pyramiden indeholder i bunden en kæmpestor butik med outdoor udstyr, der var blandt andet fiskegrej, så langt man kunne se. Jeg tror aldrig, at jeg har set så mange fiskestænger samlet på et sted. I den butik var der en andedam med levende ænder, et stort akvarie med forskellige fisk og så var der et alligatoranlæg. Det er nok en af de mest særlige butikker, jeg længe har besøgt. Sådan en mindre zoo kombineret med vandrestøvle og fiskegrej.

Pyramiden rummer også en restaurant, som vi ville have besøgt, da der skulle være en fascinerende udsigt over Memphis. Så kom vi til at læse anmeldelserne, som desværre gik i retning af, at udsigten var det eneste pæne, der var at sige om stedet, derfor revurderede vi vores restaurantbesøg. Det havde vist været godt engang. Det så ud til, at et ejerskifte havde sat en kæp i hjulet for den gode oplevelse. Vi sprang det over. Livet er simpelthen for kort til dårlig, overpriced mad, som var det, vi kunne læse om i de nyeste anmeldelser.

Her bør det nævnes, at vi tog en tur med sporvognen for at komme ud til pyramiden. Sporvognen er også særlig for Memphis her kalder de den trolley. Det er de gamle sporvogne, som man har restaureret. Nu kører de op og ned af Main Street for 1 dollar per person. Det er en hyggelig tur og endnu en af Memphis små finurligheder.

I hælene på Elvis.

Når nu man er i Memphis, så er det altså meget svært at slippe udenom Elvis Presley. Han er klart byens stolthed, ligesom han for mange er blevet symbolet på den amerikanske drøm. Ingen af os har hørt ret meget Elvis. Ja faktisk måtte jeg lige google mig til historien om hans død, mens vi stod i køen til Graceland. Vi kom således helt uden forventninger og blev blæst bagover, kan man godt sige. Hold nu k… en oplevelse – det var så vildt, at vi har hørt Elvis lige siden. Ej ikke helt – men Graceland var på sin egen finurlige måde, en virkelig stor oplevelse! Jeg var star struck, fra vi kom til vi gik, ja faktisk også lidt dagen efter. Det var virkelig imponerende og virkelig specielt. Vi havde tilkøbt audioguide til turen i huset, velvidende at disse har tendens til at være af svingende kvalitet. Denne her var god, den gjorde nærmest huset levende. Der var sekvenser indtalt af henholdsvis Priscilla Presley og Lisa Maria Presley om livet i huset og brugen af det. Selvom besøget på Graceland nok var det dyreste indslag på turen, så var det virkelig hver eneste dollar værd. Jeg er glad for, at jeg ikke snød mig selv for den oplevelse, for det var jeg lige ved. Min indre små-nærrige jyde kigger af og til forbi, men jeg er glad for, at jeg valgte min mavefornemmelse til. Den sagde mig nemlig, at jeg ikke kunne tage til Memphis, uden at opleve Graceland og det er i den grad min sandhed. På Graceland er der forskellige muligheder for oplevelser i forskellige prisklasser, vi valgte ikke den dyreste, men vi valgte heller ikke den billigste. Vores prioritering var at se huset og området omkring, men vi behøvede ikke en guide i fysisk udgave til at følge os rundt. Ærligt så synes jeg, at løsningen med den båndede lydguide var den bedste løsning for os. Vi kunne tage det lidt i eget tempo, der var tid til at tage oplevelsen ind og tid til at tale med børnene undervejs.

Nederst i dette indlæg har jeg delt diverse billeder fra Graceland The Mansion, så man kan få en fornemmelse af stedet, selvom det kan være svært med billeder. Desuden skal man huske, at Elvis lavede om på indretningen gentagne gange, mens han boede der. Der er således også udstillet nogle af møblerne fra tidligere indretningskoncept. Dertil kommer det store udendørsareal med hestemarker, stald, kontor, poolområde, squashbane og en masse andet. Mine billeder er fokuseret omkring indersiden af huset, fordi jeg synes, at det så fint illustrerer et særdeles farverigt menneske.

Vores Graceland besøg var det sidste indslag i Memphis. Herefter gik turen videre til Nashville. En køretur på cirka 3½ time.

Selvom vi havde et oplevelsesspækket program, så var der, som du kan se øverst i indlægget, også en lille pause til at skylle oplevelserne ned med en kold lokal øl. Måske jeg på et tidspunkt skulle dele vores små pauseindslag. Du kan jo fortælle mig i kommentarfeltet, om du vil være interesseret i pausedetaljer i mad og drikke kategorien og nej, det er ikke Burger King og Wendy’s, jeg har tænkt mig at fortælle om. Mere de der steder man skal lede lidt efter, de små oversete perler. Jeg ved det kan synes irrelevant og uvedkommende, men jeg forestiller mig ikke at verden holder lukket for evigt og lad os være realistiske, hvis det skal skrives, så skal det skrives, mens erindringen stadig indeholder de små detaljer og stemningen.

Jeg har for tilgængeligheden skyld delt indlægget i to. I dette indlæg gik turen til Memphis. I det næste går turen til Nashville, hvor jeg også vil samle op og dele min top tre over vores billetkrævende oplevelser i Tennessee.