En underlig én.

Forleden oplevede jeg mig selv træde ind i klubben for de underlige. I hvert fald hvis man ser på det samfund, som jeg lige nu begår mig i. Faktisk tror jeg, at vores lille familie gør mange mærkelige ting set med amerikanske øjne. Det gør vi måske også set med danske øjne, jeg ved det ikke. Det er egentligt heller ikke så vigtigt. Det som er vigtigt er, at det føles godt og rigtigt for mig og min familie. Som en sidebemærkning kan jeg tilføje, at vi naturligvis følger loven, bare så ingen er i tvivl. Så mærkelige er vi heller ikke blevet. Og nej det handler heller ikke om, at vi er hoppet på en eller anden alternativ bølge. Vi er faktisk stadig ligeså almindelige, som vi er anderledes.

En lille case.

Baggrunden for dette indlæg er en lille historie, som jeg allerede har delt lidt af med de, som følger med på min instagramprofil. Det var tirsdag. Dagen hvor Isolde går til gymnastik og dagen, hvor vores eftermiddag ofte bliver lidt presset. Jeg havde i løbet af dagen nået en masse, men var alligevel ikke helt tilfreds. Faktisk er det noget pjat, for jeg var ganske godt tilfreds, med det jeg nåede. Jeg havde blot fra morgenstunden ønsket mig, en gåtur og den havde jeg ikke nået, da jeg satte mig i bilen for at køre Isolde til gymnastik.

Det virker banalt, for dagen var langt fra slut, så jeg burde sagtens kunne nå det. Realiteterne er dog, at der går to timer med gymnastik på vores tirsdage. Når vi så kommer hjem, har fået lidt at spise og puttet børnene, ja så er jeg meget sjældent, hende der lige springer ud på en gåtur. Det er prioritering og rygrad, det ved jeg godt. Jeg kender dog mig selv godt nok til at vide, at der skal mere end almindelig god beslutningskraft til at drive mig ud og gå, når klokken rammer otte og huset stadig roder. Det er en erkendelse, som jeg har gjort mig, den lever jeg ganske fint med i øjeblikket.

Selvimponering.

Jeg er ikke den eneste forælder, der har lidt tid at slå ihjel på parkeringspladsen, mens børnene er til gymnastik. Der er forskellige bud på, hvordan man gør det bedst. Nogle forældre arbejder, andre taler i telefon. Jeg selv havde på dagen taget en bog med, som jeg kunne læse i, mens jeg ventede. Jeg valgte dog en helt anden løsning.

Det er et faktum, at vi har nået det tidspunkt på året hvor solen skinner skarpt og varmer kraftigt. På de kolde dage er det stadig 20 grader celsius. Det betyder, at det har tendens til at blive ulideligt varmt i bilen på en parkeringsplads, i solen hvor skygge er noget, man skal lede længe efter og sjældent finder. Bevares; det er naturligvis et luksusproblem. Det betyder dog, at mange sidder i bilen, mens den går i tomgang for, at de kan have aircondition tændt, så det bliver tåleligt at være der. Jeg tog en hurtigt beslutning om, at det gad jeg ikke. Da parkeringspladsen er ret stor, så jeg muligheden for at gå den tur, som jeg gerne ville. Det var på ingen måde så inspirerende, som mange af mine andre gåture, men det var god motion og i øvrigt fornuftig anvendelse af tiden, hvis jeg selv skal sige det. Faktisk var det også lidt en form for selvimponering, fordi jeg jo overholdt den aftale med mig selv, som jeg var lige ved at forkaste. Det giver sådan en dejlig følelse, når det lykkes til sidst.

Som du nok kan regne ud, så skilte jeg mig en anelse ud, mens jeg travede rundt på den parkeringsplads i tre kilometers tid. Ingen sagde noget, men de fleste af os kender nok følelsen af, at blive set på sådan helt diskret, fordi den som kigger ikke vil være ved det. Det var ret meget en hver passer sit oplevelse, men jeg var ikke i tvivl om, at jeg blev observeret. Det gør mig ikke noget – længere. For et par år siden er jeg ret sikker på, at jeg ville have fundet det enormt intimiderende. Faktisk tror jeg ikke, at jeg ville have fået ideen, jeg ville have gjort det samme som de andre forældre. Sørget for at færrest muligt bemærkede mig. Passet mig selv og gået i et med tapetet.

Hvor er forskellen?

Forskellen på dengang og nu er, at jeg ikke længere er bange for, hvad folk tænker eller siger om mig. Jeg ved, at det siger mere om dem end om mig. Derfor har jeg sluttet fred med den side af mig, som ikke måtte skille sig ud. Det har jeg gjort, fordi jeg vil leve det gode liv. Det liv hvor jeg bruger min energi på det, som er vigtigt for mig og ikke på det som andre, flertallet, kald det hvad du vil, synes er rigtigt.

Det var så meningsfuldt at gå den tur, selvom det var det samme, jeg så hele tiden, for jeg gik jo i den samme cirkel som en anden cirkushest. Det som gjorde det meningsfuldt var, at jeg gjorde det mig, kun for mig. Jeg gjorde, det som føltes rigtigt, ægte, vigtigt for mig på det tidspunkt. Det var varmt, solen bagte, mit øje mødte mest beton, metal og asfalt men jeg fik den motion, som jeg havde besluttet mig for. Jeg overholdt en aftale med mig selv. Derfor blev det meningsfuldt. Det var godt for mig, derfor gjorde jeg det og derfor, vil jeg til enhver tid gøre det igen.

Spørgsmålet.

Nu er det ikke sådan, at jeg i alle sammenhænge skal skille mig ud fra mængden. Vi mennesker er flokdyr, og jeg vil naturligvis også gerne passe ind ligesom de fleste andre. Det er blot blevet mindre vigtigt for mig at passe ind, samtidig er det blevet mere vigtigt for mig, at være tro mod mig selv. Jeg har brugt lang tid på at lære det, ja faktisk så lærer jeg stadig og øver mig, hvis ikke på daglig basis så på ugentlig basis i, at sætte mig selv først. Jeg tror på, at det er vedvarende proces for sådan en som mig.

Jeg har en klar fornemmelse af, at jeg ikke er den eneste, som af og til har svært ved, at prioritere hvad der er godt for mig, fremfor hvad flokken tænker. Derfor stillede jeg spørgsmålet på min instagramprofil (i story), for et stykke tid siden. Jeg var så heldig, at der var flere modige følgere, som godt turde besvare spørgsmålet. Helt konkret spurgte jeg: “Tør du skille dig ud for, at gøre noget som er godt for dig?” Svarene fordelte sig 80% / 20% på svarene “Ja selvfølgelig” / “Nej ikke rigtigt” efterfølgende spurgte jeg så, hvorvidt der var svaret ærligt på spørgsmålet, dette via en slider funktion hvor besvarelsen var et overvejende ærligt svar, men dog ikke helt i top.

Jeg ved godt, at min lille semi-undersøgelse ikke er hverken repræsentativ eller fancy, men den gav et meget godt fingerprej om, at jeg ikke tog helt fejl min antagelse. Naturligvis er en 80/20 fordeling ikke himmelråbende, men alligevel nok til at jeg blev overbevist om berettigelsen af dette indlæg. For ærligt så synes jeg, at det er ærgerligt, at vi nedprioriterer vores egne behov for at passe ind. At vi hellere følger flokken end hjertet. Desuden er der den gruppe, som ikke havde lysten eller modet til at besvare spørgsmålet. Hvordan mon deres svar havde påvirket fordelingen?

Det er ikke fordi, at jeg mener, at man bør skille sig ud bare for at skille sig ud. Det jeg tænker er, at en verden hvor alle retter ind og gør som de andre, på den lange bane vil udslette kreativiteten. Jeg ved godt, at det er skarpt sat op, for der vil formenligt altid være en kreativ sjæl, som godt tør gøre noget andet. Det man skal forstå er, at det jo ikke kun handler om, at gøre noget andet – det handler i endnu højere grad om, at turde stå ved sig selv. At turde dække egne behov og finde ro med, at vi hver især er vigtige på vores egen måde. Hvis ikke du selv tror på, at du er vigtig, hvem gør så?