Harpers Ferry

10. juni 2021 1 Af Mette

Jeg har engang lært, at man skal gemme det bedste til sidst. Derfor begynder vi med lidt fakta, som er vigtigt i forhold til helhedsforståelsen. Det er ikke fordi, at jeg skal trætte dig med alenlange historiske udredninger. Det ved jeg faktisk slet ikke nok til. Jeg trækker blot et par detaljer frem, som er vigtige for at forstå det her sted. Faktisk tænker jeg, at det i sin helhed er vigtigt. Fordi det er en af mange grundsten i amerikansk historie, som har ført til den amerikanske kultur, som vi jo møder i hverdagen. Nok er det længe siden, men hovedpunkterne i historien har hver især sat deres præg, på det samfund og den samtid vi kender i dag.

Historiens vingesus.

Harpers Ferry har navn efter Robert Harper, som meget tidligt så industripotentialet i området. Det gjorde han blandt andet, på grund af den energikilde som floderne udgjorde, samt muligheden for at drive færgevirksomhed mellem West Virginia (dengang Virginia) og Maryland. Han videreudviklede derfor færgedriften på stedet og har altså lagt navn til byen.

John Brown var abolitionist (kæmpede for afskaffelsen af slaveri). I 1859 ledte han et angreb mod byens våbenarsenal, hvor han sammen med 21 andre håbede på, at kunne bevæbne slaverne og derigennem befri dem. Under angrebet forskansede han sig i byens brandstation, nu kendt som John Browns Fort, hvor han til sidst blev taget til fange. Han blev idømt hængning for sine handlinger. Hans handlinger skabte alligevel refleksioner, som bredte sig og skabte debatten om slaveriet, som var kernen i den amerikanske borgerkrig (civil war). John Brown har gjort Harpers Ferry til et symbol på frihed.

Fra 1861 til 1865 altså under den amerikanske borgerkrig skiftede byen hænder otte gange. Det siges, at byen var let at erobre, men svær at bevare. Byen havde en central rolle i relation til invasionen af Maryland, fordi den havde en vigtig placering, i forhold til en eventuel tilbagetrækning for sydstaterne. I forbindelse med The Battle of Harpers Ferry måtte en stor del af den føderale hær overgive sig. Dette er kendt som “The surrender at Harpers Ferry”. The surrender at Harpers Ferry var den største overgivelse i amerikansk militærhistorie før anden verdenskrig. Efter dette omgrupperede General Lee (sydstatsgeneral) sin hær i Sharpsburg, hvorefter han sendte dem afsted til slagmarken Antietam. The Battle of Antietam, som vi også besøgte, var slaget med det højeste antal døde på en enkelt dag i amerikansk militærhistorie. The Battle of Antietam fik ikke nogen klar vinder eller taber, men betragtes som en strategisk sejr til nordstaterne, fordi sydstaterne trak sig først. Harpers Ferry lå i ruiner efter borgerkrigen, og våbenfabrikken blev aldrig genopbygget. Det medførte, at byens indbyggertal aldrig nåede samme størrelse som før krigen.

Alt sammen er det en del af komplicerede historiske begivenheder, som jeg også kæmper med at forstå. Måske fordi jeg faktisk, ikke rigtigt forstår mig på krig. Heldigvis besvarer Martin utrætteligt mine mange spørgsmål både i relation til persongalleriet, til krudt og kugler, til strategi og til geografi (og selvfølgelig alt det andet).

Berettigelsen i ovenstående korte oprids af historien findes i, at der naturligvis er en årsag til, at vi tager ud og besøger de her steder. Slagmarken er meget mere end blot en græsmark, ligesom byen er meget mere end bare en by i gammel stil. Det er begge steder med stor historisk betydning, det har naturligvis sat sit præg på området.

Det historiske overblik er blevet til på baggrund af materiale fra vores besøg og hjælp fra wikipedia. Mit favorit sted at finde svar på de spørgsmål, som Martin ikke kan besvare 🙂

På eventyr.

Vi får ofte ros for, at være gode til at tage ud og spise, på weekendophold, ud og opleve noget. Det er vi uden tvivl. Det er noget vi prioriterer højt. Vi elsker at opleve, vi elsker at nyde – både som kærester og som familie. Jeg synes, at vi lærer noget nyt hver gang, vi tager ud for at opleve noget. Det behøver ikke være dyrt og fancy. Jeg tror på, at hele familien er drevet af en lyst til, at lære nyt og til at udvide horisonten.

Harpers Ferry har vi kigget interesseret på gennem længere tid. Det er i overskuelig afstand herfra, hvor vi bor og det skulle være sådan en hyggelig by. Dertil kommer, at vi begge er faldet lidt for historien omkring den amerikanske borgerkrig. Som man kan læse ovenfor, så er Harpers Ferry og området omkring en vigtig del af den historie. Blandt andet fordi John Browns angreb på våbenlageret var med til at tænde ild til det bål, som borgerkrigen blev. Desuden fordi byen skiftede hænder så mange gange.

I mange sammenhænge er jeg sådan lidt et “hands on” mennesker. Jeg skal have det i hænderne for rigtigt at forstå det. Det er lidt svært med historien. Alligevel giver alting så meget mere mening, når man står der. Når jeg kan se landskabet, giver det eksempelvis god mening, at slaget ved Antietam blev det blodigste. Når jeg kan gå ind i en genopbygget brandstation, forstår jeg bedre, hvorfor John Browns angreb endte her. Jeg lærer mere og husker bedre, når det bliver visuelt. Blandt andet derfor samler jeg på oplevelser. Hvordan lærer du og hvad gør du for at imødekomme det?

Udover at være et område med historisk betydning, så er det også et virkelig smukt område. Man kan krydse floden via en gangbro, den tur er virkelig smuk. På den anden side at floden er det muligt, at hike op til et udsigtspunkt, hvor der er udsigt over byen og området. Det nåede vi ikke denne gang, men det er klart på vores bucket liste. Det er en tur på cirka 5 km op og så det samme ned, så samlet set 10 km. Det betyder, at vi skal have fundet noget andet at transportere Emmy i end klapvognen, hendes små ben kan vist ikke tage 10 km i skarp trav endnu.

Harpers Ferry er holdt i gammel stil, med små specialbutikker. De bygninger der ikke er butikker i, der er der typisk en eller anden form for udstilling. Enten i vinduet eller også et museumslignende tiltag, man kan gå ind og så på. Det er super hyggeligt. Vi besøgte en slikbutik, hvor man havde genskabt datidens slik og kategoriseret det efter årstal – en fin oplevelse. Særligt for børnene som har svært ved at forestille sig, at Haribos vingummibamser ikke opstod med big bang.

Det praktiske.

Harpers Ferry er generelt velbesøgt. Det kan derfor være en fordel, at besøge byen lidt udenfor sæson. Vi var der to dage, den ene dag var det overskyet og der var egentligt lagt op til regn, hvilket vi ikke så meget til. Den dag havde vi næsten det hele for os selv, men også kun næsten. Den anden dag var det solskin og varmt i vejret. Det betød at antallet af besøgende var mangedoblet. Man skal således være forberedt på, at dele oplevelsen med mange andre. Det kan være svært, at finde en restaurant at spise på i de almindelige måltidstidsrum. Man må derfor være forberedt på, at stå i kø til det eller spise lidt tidligere eller lidt senere.

De offentlige parkeringspladser i byen er fyldte meget tidligt på dagen. Det er derfor smart, at parkere ved visitor center og tage en shuttle bus ned til byen. De kører i intervaller af 5-10 minutter, det fungerer rigtigt fint. The Battlefield of Antietam har anderledes god plads. Her er der lagt op til, at man kører rundt til mindesmærkerne ad en markeret rute. Man kan parkere mange steder langs ruten og det fungerer faktisk overraskende godt. Vi var der på en kølig overskyet dag, så der var ikke så mange at slås med om pladsen. Der er en udstilling i hovedbygningen og “park rangers” afholder nogle informative oplæg, men selve turen er med kort og selvstudie. Jeg synes nu alligevel, at det fungerede rimeligt intuitivt.

Hvad kan Harpers Ferry?

Harpers Ferry forener på fineste vis den smukke natur, som vi er omgivet af, med store historiske begivenheder. Det er uden tvivl et besøg værd. Hvis du ikke er så interesseret i den historiske del, kan du alligevel få en smuk oplevelse ved Harpers Ferry. Turen over broen er fantastisk, især når solen skinner, men også stemningen i byen, de små gader, butikkerne, det emmer lidt af hygge. Byen kirke som er katolsk og stadig i brug kan også besøges. Kommer man der kun for naturoplevelsen, vil det være oplagt at hike op til udsigtspunktet, som jeg desværre endnu ikke ved så meget om. Der er rig mulighed for gåture, også de lidt længere i området. Svaret på spørgsmålet om hvad Harpers Ferry kan er, at området forener storslået natur med fortidens barske og blodige vilkår.

Hvis du er til indlæg i rejse-/oplevelsesblogger stilen, så kan jeg anbefale dig mit indlæg om vores besøg ved Mount Vernon – George Washingtons bolig. Du kan finde det ved, at klikke HER. Hvis du ikke er så meget til det historiske, men alligevel nysgerrig på oplevelser, så skulle du læse mit indlæg, om stedet vi besøgte i børnenes springbreak. Det kan du finde ved at klikke HER og HER. Ellers håber jeg, at du vil dele en tanke i kommentarfeltet og nyde billederne nedenfor. Hvor jeg har opdelt dem sådan, at de første er fra Harpers Ferry (begge dage) og de sidste er fra The Battlefield of Antietam. 1000 tak fordi du læser med <3