Modet til at se ud over sit snæversyn.

Det der med at møde nye mennesker når man er voksen, hvad tænker du om det?

Ærligt talt; så er det med at møde nye mennesker, ikke noget jeg har skænket ret mange tanker i mit voksne liv. Det var selvfølgelig altid lidt spændende, at starte på en ny arbejdsplads og finde ud af hvem der fandtes i skaren af kollegaer. (Faktisk heller ikke noget jeg har gjort så meget i, med tre forskellige arbejdspladser på 12 år.) Ligeså var det spændende med nyt motionshold, for jeg vidste jo aldrig hvilke typer, der gemte sig bag holdets titel. Faktum er dog, at jeg ikke deltog i noget af det for at skabe venskaber. Jeg havde min lille skare af mennesker, som jeg holder af at være sammen med. Hvis de ikke kunne lave noget med mig, så blev jeg ofte hjemme. Det passede mig fint, jeg følte ikke, at jeg manglede noget. Det er naturligvis alt sammen en sandhed med modifikationer, for der er jo kommet et par stykker til gennem årene, det kan jeg godt se. Essensen er blot, at jeg ikke har haft behov for at opsøge nye bekendtskaber. Jeg har ikke haft behov for, at sætte mig selv på spil og løbe risikoen for en afvisning. Jeg havde det fint i min trygge fold, med mennesker som kendte mig godt.

Det er der sådan helt bogstaveligt vendt op og ned på nu. Jeg har sat mig selv i en position, hvor jeg er langt væk fra min trygge fold af venner og veninder, som jeg har kendt i 10 år eller mere sådan i runde tal. Mentalt er jeg egentligt ikke så langt væk. Jeg taler med de fleste med jævne mellemrum, og jeg tænker ofte på dem hver især. Fysisk er jeg, som bekendt langt væk, det har jeg været i 8 måneder nu. Langdistance venskaber kan godt fungerer, det kræver en indsats fra alle parter, i det lys så synes jeg, at det fungerer ret fint. Vi kløjes lidt i tidsforskellen af og til. Tiden løber og det gør den af og til for hurtigt, men jeg har fornemmelsen af, at vi har konsensus omkring det.

Nu er der gået mere end 8 måneder, siden vi sidst havde dansk jord under fødderne, (nej vi har heller ikke besøgt ambassaden). Vi er faldet godt til. Isoldes skole har netop udvidet deres tid med fysisk fremmøde for eleverne. Alt i alt har jeg vitterligt intet at klage over. Jeg kan mærke, hvordan vi begynder, at kunne navigerer hjemmevant i de forskellige hverdagsting. Hvordan vi indretter vores hverdag anderledes nu og her, end vi gjorde i Danmark. Således at den nu passer til vores amerikanske liv, altså så den matcher den livsstil, vi har her, med de forpligtelser der er og den måde det amerikanske samfund er struktureret. Vi putter dog stadig børnene i seng i ordentlig tid, det har jeg ladet mig fortælle er lidt atypisk. Der er sikkert andre ting, som vi gør anderledes. Summasumarum er dog, at vi ikke behøver tænke over hvert skridt længere, vi lærer jo selvfølgelig stadig en masse hen ad vejen, men basis amerikaner-familie-skills de er ved at være på plads i det store perspektiv.

Nu hvor hverdagslivet ikke kræver så meget af mig længere, betyder det også, at jeg har fået overskud til at opdage, hvad og hvem der er omkring mig. Tid og overskud til at komme ud af huset og se andre voksne mennesker. Faktisk er det også blevet ret vigtigt for mig, at komme ud og møde andre mennesker. De som kender mig godt vil vide, at jeg er lidt bange for at gå i stå, for at falde sammen i et hjørne og gå i et med tapetet. De selv samme vil nok også mene, at det er helt umuligt, man vil altid kunne gå efter lyden, fordi jeg sikkert har noget på hjerte.

Mit genfundne overskud har mindet mig om, at det er vigtigt for mig at udvikle mig. Selvfølgelig har jeg også brug for ro og for at trække stikket af og til, men jeg har i fin forening også brug for at være social. Det er balance for mig. Jeg indrømmer gerne, at det er en lærerig proces, jeg har begivet mig ud i og en proces, som har krævet noget mod for sådan en som mig. Jeg har efterladt min trygge fold derhjemme, jeg håber selvfølgelig på besøg, men jeg har sat mig selv i en position, hvor jeg skal til at skabe nye relationer.

Jeg skal ud opsøge mennesker, for at finde ud af om det er potentielle veninder. Noget jeg ikke har ret meget erfaring med. Jeg er selvfølgelig godt i gang, det er ikke fordi, at jeg har været i hi. Det er bare først nu, at jeg er i stand til at sætte ord på processen. Jeg er jo så forbandet heldig, at jeg ikke er alene i båden. Der er andre danske kvinder her, som jeg vil tro, gennemgår en proces, som ligner min.

Nej det her er ikke historien om, at jeg har været ude i kvarteret og score mig fire nye veninder, som jeg drikker drinks med på terrassen, iført plyssandaler og designer tøj. Det er historien om, at være så heldig at møde mennesker, som jeg formentligt aldrig ville have mødt, hvis ikke det var for dette USA eventyr, som vi jo alle har til fælles. Det betyder, at det ikke er så svært at finde noget at tale om, for vi har altid det fælles tredje i rejsen.

Vi deler erfaringer, gode ideer, nye opdagelser og lignende i fin stil. Gør det os til veninder? Det tænker jeg ikke. Hvad er så en veninde? For mig er en veninde, én som vælger mig til, én som tager mig, som jeg er, med alt hvad jeg indeholder, også på mine dårlige dage og én som tør give lidt af sig selv. Der er meget mere til beskrivelsen af veninder, faktisk er det jo en lang liste af fantastiske kvaliteter. Det som er vigtigt for mig er, at vi ligesom er fælles om noget og tør bidrage med en del af os selv.

For mig er det i den grad en øjenåbner at træde ud på usikker grund, ud af komfortzonen, der hvor vi lærer noget. Det har allerede lært mig en masse, det er nærmest en rejse i rejsen. Det er så fedt at opleve, hvordan vi hver især bidrager, med hver vores og derigennem hjælper hinanden og skaber noget godt i fællesskab. Jeg har mødt nogle fantastiske og søde piger her, ulempen er naturligvis, at med den rotation der er i stillingerne, så skal vi af og til sige farvel til nogen. Heldigvis betyder det også goddag til nogle andre. Det er et erkendt vilkår, Det betyder også, at der ligesom hele tiden er liv i livet.

I takt med at jeg skaber nye relationer, som jeg værdsætter mere og mere og som næsten af sig selv, bliver en naturlig del af min hverdag. Mine nye to-go-to kan man vel sige, de erstatter ikke de gamle, men de tilføjer noget nyt. Der går det langsomt op for mig, hvad jeg måske har snydt mig selv for gennem årene. Måske har jeg sagt nej tak til nogle relationer, som kunne have gavnet mig, lært mig noget nyt. Jeg er godt klar over, at jeg ikke har været klar til, at åbne øjnene for det før nu. Samtidig er det for mig en ret vild erkendelse, hvad der venter, når man ser op i stedet for ned. Når man ser potentialet og tør sætte sig selv på spil, tør give og risikerer at blive afvist. Med troen på at en afvisning er en omdirigering, bliver det lettere at turde.

Jeg sidder ikke og ærgrer mig over det, som jeg måske har valgt at lukke øjnene for, de relationer jeg sagde nej tak til. Jeg reflekterer i stedet over, hvad jeg har lært, og hvad den lektie har givet mig af gode oplevelser allerede. Det fylder mig med håb, for hvad der venter på mig fremadrettet, hvis jeg formår at holde fast i mit fokus.

I den tid jeg har været væk fra Danmark, har jeg mødt nogle fantastiske mennesker. Det på trods af corona. Det er mennesker fra nær og fjern, fælles er, at de er lige så danske som jeg, de er på den samme rejse som os. De er virkelig godt selskab, og jeg tror ikke, at jeg ville have mødt en eneste af dem, hvis jeg var blevet i min danske andedam. Jeg er virkelig taknemmelig for, at have fået muligheden for at se ud over mit eget snæversyn, at udvide min horisont. Jeg er naturligvis også taknemmelig for mine gamle danske relationer, de som har væbnet sig med tålmodighed og heppet på os hele vejen, mod beslutningen om at opleve noget anderledes. Gøre noget andet!

Tak fordi du læste med <3

Hvis du kunne lide mit indlæg må du vildt gerne dele det 🙂