Hvor kragerne vender

9. april 2021 3 Af Mette

Lige der hvor du er.

For en lille uge siden var jeg installeret med the i min termokop på co-driver pladsen. Vi havde 5 timers køretur til destinationen, så der var god tid til at observere mine omgivelser, efterhånden som turen skred frem. Den tur som viste mig en side af USA, som jeg vidste eksisterede, som jeg drømte om at opleve, men ikke havde haft lejlighed til før nu.

Børnene var yderst eksemplariske. En af de dage hvor man overvejer, om ikke et længere road trip kunne være en god idé. Jeg havde således tid og ro til at opleve nuet uden forstyrrelser. Fornemme forandringen og se nuancerne. En skøn følelse sådan virkelig at være tilstede lige der midt på motorvejen. Derudover er der jo mennesker, som jeg elsker at observere, med alt hvad der ligger heri af adfærd og forskellighed.

Faktisk havde vi drømt om, at fange Blue Ridge Parkway en del af turen ned mod det sydlige Virginia, men vejret var så frygteligt dårligt, at vi hurtigt besluttede, at motorvejen var løsningen for os i denne sammenhæng. Blue Ridge Parkway må vi opleve ved en anden given lejlighed. Faktisk har vi allerede nydt en del af den her i den nordlige ende, i forbindelse med vores tur til LURAY CAVERNS som jeg skrev om i indlægget EN FRYD FOR ØJET.

Mens ærgrelsen over at vejret ikke var med os og vores planer, den fortog sig, kunne jeg fra min plads på motorvejen i stedet få nogle andre oplevelser. Faktisk ikke så få oplevelser endda. Naturen og landskabet er fantastisk de fleste steder, der er også noget at se på fra en plads på motorvejen.

(Trafik)sikkerhed.

Amerikanernes forhold til sikkerhed er lidt anderledes, end vi kender det fra Danmark. Der er ikke så mange regler, mit indtryk er, at man handler lidt efter, at få de få regler der nu er til at passe bedst ind i ens eget kram, så det hele ender med at gå hånd i hånd. Af og til med en alternativ løsning ved hånden. Det kan være lidt svært, at forklare de skøre og skæve løsninger vi oplever rundt omkring, men jeg skal gør mit bedste. Altså beskrive det sådan, at man virkelig kan se det for sig.

Først og fremmest er der jo det der med hastigheder, der er hastighedsbegrænsninger, men der er også lidt langt mellem dem, som overholder dem. Det er ikke ualmindeligt, at blive overhalet af en lastbil i sin personbil. Særligt ikke hvis man som dydig billist overholder fartbegrænsningerne. Det er lidt en underligt følelse. Man vænner sig til det, men jeg husker de første gange det skete, jeg blev faktisk lidt forskrækket. Det er vel at mærke på motorvejen. I området hvor vi bor, er der faktisk ikke mange steder, man overhaler, medmindre vejen er flersporet. Dertil kommer, at det med at overhale indenom på de flersporede veje er helt almindeligt. Det skulle jeg altså lige vænne mig til. Ligesom jeg skulle vænne mig til, at man de fleste fleste steder må svinge til højre, selvom der er rødt lys. I Danmark er der regler for, at der på bestemte strækninger i bestemte tidsrum ikke må køres elefantvæddeløb, det der med en lastbil som overhaler en anden lastbil. De regler har jeg ikke mødt her. De overhaler hinanden i flæng og gerne op ad bakken. Så vidt jeg har forstået, så er hastighedsbegrænsningen i øvrigt den samme for alle. Der er således ikke særlige begrænsninger for lastbiler. Bortset fra de naturlige begrænsninger som størrelsen sætter.

Når man i Danmark møder en fuld sort sæk midt på kørebanen, eller for den sags skyld andet affald eller tabt gods. Vil man forhåbentligt skynde sig at ringe til nogen med henblik på at få det fjernet. Her ser det ud til, at man kører udenom og overlader projektet til den næste, til vinden eller tilfældighederne. Den måde nogle transporterer deres skammel på indbyder næsten til, at det bliver tabt. Vi mødte da også en truck med skrald bagi, som stak langt udover bilens ramme og var surret interimistisk fast med en lille smule bånd. Faktisk kan man tænke, at det er et under, at der ikke ligger mere. Ligesom vejkanten da også nogle steder vidner om, at transporteringsløsningen kan være af både tvivlsom og kreativ karakter.

Lad mig lige for en god ordensskyld påpege at det jo ikke er forkert her, det er sådan bare ret almindeligt. Der er naturligvis regler, her hersker ikke anarki, der er bare en lidt bredere ramme på nogle regler. Desuden skal det ses i lyset af, at man tænker anderledes og forholder sig anderledes til risiko. Det handler i langt højere grad om, hvad man kan holdes ansvarlig for. Så tanken går mere i retning af at sikre sig, at man har fralagt sig ansvaret, før man hjælper. Det er forskelligt fra den solidaritetsfølelse, som jeg er vokset op med i Danmark. Det er sat på spidsen, men det tror jeg er nødvendigt for, at nærme sig en forståelse for forskelligheden. Det er på ingen måde en kritik, det er en observation af, hvordan man kan gøre de samme ting på forskellige måder. Set i et mere globalt perspektiv er det ene ikke nødvendigvis mere rigtigt end det andet. Det er bare forskelligt, fordi mennesker er forskellige.

Træk på smilebåndet.

Der var flere småting, som fik os til at trække lidt på smilebåndet undervejs. En bil med en jolle på taget og tre kufferter spændt fast med en strop. Kufferterne var spændtfast på en lille plade, som var sat ekstra på på en SUV, som i forvejen er en stor bil. Der skete noget komisk med proportionerne i det billede. Et billede som desværre kun eksisterer i vores erindring. En camplet eller kan man kalde den det? Det var en camplet udgave, altså telt-i-trailer. Denne her var bare kæmpestor og med aircondition anlæg. Jeg forstår til fulde behovet for aircondition, for sommeren kan virkelig være varm, men det er som om, at den primitive camp-let del forsvinder lidt, når man tilføjer den slags luksus. Jeg har hørt, at det nye hedder glamping, så måske det er en del af det koncept. Jeg ved det ikke, men det gav os et smil på læben. Især fordi camping har ændret sig så meget, siden jeg selv som barn var på camping med mine forældre. Her fik vi så tilføjet en ekstra dimension og ikke mindst størrelse til campinghorisonten. Det er jo det, som det handler om, at udvide sin horisont. Det er noget af det, som jeg elsker aller mest ved denne her rejse.

På landet.

Med 5 timers transport og børn på bagsædet er det nødvendigt med et stop, for at spise frokost når man kører hjemmefra om formiddagen. Her blev det tydeligt, at i samme takt som vi kom på landet, blev trucksene større og skægget længere. En hyggelig detalje som siger lidt om forskellen på attitude fra land til by. Bevares; der findes alle slags mennesker alle steder, fordi her i princippet er god plads til alle og til forskellighederne. Det er dog ingen hemmelighed, at det er majoriteten, man lægger mærke til, når man kommer frem til et nyt sted. Vores ferie valg var bevidst på landet. Vi ser så meget by i hverdagen, så vi trængte til at komme derud hvor kragerne vender. For derude venter et andet USA, end det vi møder i vores hverdag. På mange måder mere autentisk, der er ikke så meget filter og glamour. Det er ikke, at fordi vores hverdag her ikke er autentisk. Området her er blot præget af relativt stor økonomisk rigdom og generelt forstads og storbylivet. Det kan noget, men landet og landsbylivet kan noget helt andet. Mødet med mennesker er anderledes, tilgang og tankegang er forskellige. Begge dele har charme på hver sin måde. Begge dele rummer de mest fantastiske oplevelser, forudsat at man tør møde det med et åbent sind.

Jeg har dedikeret landsbyoplevelsen til et nyt indlæg. Her du spørgsmål eller kommentarer vil jeg elske at du skiver i mit kommentarfelt. Så jeg på bedste vi kan give sig det bedste af mine bedste oplevelser her på bloggen.

Ligeså vil det gøre mig så glad hvis du vil hjælpe mig med at udbrede kendskabet til bloggen og i særdeleshed min instagram konto som er tænkt som et supplement til bloggen med lidt mere her og nu og hverdagsprægede oplevelser. Brug gerne link knapperne her på siden. Tak <3