En gang til.

16. marts 2021 0 Af Mette

Først startede Isolde i førskole i Danmark. Det foregik engang i april 2020. I sommeren 2020 rejste vi til USA, hvor hun efter sommerferien startede i skole, den gang i en virtuel udgave. Det var undervejs før jul, at Isolde skulle gå fra virtuel undervisning til fysisk fremmøde, men så langt nåede skolen ikke, med de planer der forelå. Nu lykkedes det! Isolde er startet i skole for præcis en uge siden. Indtil videre er det på en hybridordning, hvor hun har to dage med fysisk fremmøde, to dage med virtuel undervisning hjemme og en dag med selvstudier.

Spændingen var stor, faktisk for hele familien. Så stor at Isolde stod op før klokken seks på sin første skoledag. Hvilket kan være lidt upraktisk, når skolebussen først kører kl. 8:30. Det bliver hurtigt en lang morgen. Buen var i den grad spændt til bristepunktet, og spørgsmålene var mange. Jeg svarede efter bedste evne, men var meget tydelig omkring, at jeg ikke havde alle svarene og at alting er lidt på prøve agtigt. Selvfølgelig kunne jeg svare på de essentielle spørgsmål. Nu hvor jeg mere eller mindre minutiøst har gennemgået al den information, som skolen har loadet min mailbox med. Der er dog stadig ubekendte. Jeg ved, at hun gennemskuer mig, hvis jeg ikke er sikker på mit svar, så jeg gør hende mere tryg ved, at være klar i spyttet om hvad jeg ved og ikke ved.

Hun havde på forhånd pakket tasken og der var styr på snackmadpakke, drikkedunk, mundbind, kladdehæfter og penalhus. Når man vælger, at stå op før klokken seks og skolen først ringer ind kl. 9, så er der selvsagt ret god tid til at spise morgenmad og se YouTube. Ja mit barn må godt se YouTube engang imellem. Der var da også så god tid, at det blev lidt kedeligt. Da det var tid til at pakke sammen og gå til skolebussen, fornemmede jeg godt at spændingen steg lidt igen. Det endte da også med, at blive alt for overvældende og Isolde blev ked af det. Vi fik god snak om forventninger og om hvilke andre situationer, som tidligere havde udfordret hende. Derigennem fandt vi frem til, hvilke erfaringer hun kunne bruge til, at navigere sig selv sikkert igennem denne situation også. Det gav ro, at vi kom hjemmefra i god tid, så vi sammen kunne finde ud af, hvordan hun kan anskue den nye udfordring, hun stod overfor på dagen. Da bussen kom, var hun klar til at sige farvel til mig og gå ind i bussen for at køre i skole.

Selvom jeg var helt overbevist om, at hun nok skulle klare sig, så var det alligevel lidt som at klippe navlesnoren igen. Jeg mener, det gør vi mødre jo flere gange gennem livet, i en eller anden forstand. Det er ikke nogen hemmelighed, at vi har været ualmindeligt meget sammen de sidste 7 måneder. Med Isoldes virtuelle undervisning og Martins hjemmearbejde, så er det sjældent, at nogen har været længere end en etage væk. Jo Emmy har været i dagpleje, men resten af familien har været hjemme og passet hvert sit. Selvom vi har passet hvert sit, så har det stadig været intenst, af og til også for intenst. I tirsdags var det slut, det var nok lidt hårdt ved os allesammen, men også godt og tiltrængt.

Jeg må erkende, at det i tirsdags blev tydeligt for mig, hvor anderledes vores hverdag har været de sidste syv måneder. Vi har naturligvis lært, at navigere i det hen ad vejen. Vi har fået det til at fungere, men faktum er jo, at det på ingen måde har været i nærheden af optimalt – for nogen af os. Et meget godt billede på tilpasningsevnen, som i den grad er blevet testet hos os de sidste par år. Jeg bliver hele tiden positivt overrasket over, hvad jeg formår og ikke mindst, hvad vi sammen lykkes med at få til at fungere.

Med det sagt så er det ingen hemmelighed, at jeg nød mine første til “fridage”. Når jeg siger fridag, så mener jeg her, at det er en dag, hvor jeg sætter dagsordenen 100 procent uden forstyrrelser, mellem klokken 8:30 og klokken 15:30 for fri har jeg jo ikke, men jeg har fri til selv at bestemme og prioritere. Jeg er kun ansvarlig for mig selv i det tidsrum. Det var dejligt at prøve igen.

Lige så meget som jeg elsker mennesker og sociale sammenhænge, lige så meget elsker jeg mit eget selskab. Jeg har således ofte været sat lidt hårdt på prøve i denne intense hjemmetid, fordi jeg aldrig var alene. Jeg har undervejs skabt små bobler for mig selv i ønsket om, at møde mit behov for Mette-tid. Det bliver naturligvis aldrig helt det samme, men det virkede, som det skulle for en stund. Jeg nød derfor ekstra meget, at jeg kunne være mig og kun mig, uden at blive forstyrret. Vejret var godt, så jeg læste en bog i haven, noget jeg faktisk ikke kan huske, hvornår jeg sidst har gjort i meget mere end 5 minutter.

Nu har det jo ikke kun været træls med denne online undervisning. Det har nemlig givet Isolde en blid start på skolen herovre, så hun klart går til det med langt mere selvsikkerhed og ro. Det har også betydet, at jeg nu vinker farvel til bussen, med en pige jeg ved kan begå sig sprogligt uden problemer. Alternativet har jeg faktisk ikke rigtigt tænkt til ende, men ofte værdsat at ingen af os skulle udsættes for. Vi har klart fået noget godt ud af en uheldig situation, med de her coronabegrænsninger.

Jeg ved at vores primært positive indstilling i forhold til, at få det til at fungere har givet os en god oplevelse. Jeg har også haft dage i tung energi, hvor jeg har bandet hjemmeskolen langt væk, præcis som alle andre. Jeg har alligevel hver gang valgt, at finde tilbage til den lyse sti og få det bedste ud af det, som jeg ikke har magt til at ændre. Nogle dage har det krævet meget af mig, at finde den positive energi andre dage er den næsten kommet af sig selv. Fælles er, at det har givet mig dage, som var meget lettere, for det vil jeg have. Jeg vil have lette dage, for så har jeg mere overskud og jeg kan mærke, hvordan jeg bare er meget bedre selskab.

Afslutningsvist synes jeg, at det er værd at bemærke, hvor sej det lille menneske er. Hvor meget hun har lært, tilpasset og forandret på kort tid. Jeg er sindssygt stolt af hende, for det har ikke været lige let. Det siger bare rigtig meget om, hvad der er muligt. Hvad der er potentiale til og det tror jeg på, at der er i os alle. Børns umiddelbarhed og gå-på-mod, det synes jeg er sejt. Der er ikke mange udfordringer, som er for store, hvis blot man vil det nok. Det er så modigt i min optik, det hun præsterer lige nu.

Jeg kan tilføje, at hun havde en god dag. Hun var træt, da hun kom hjem, men hun var glad og vigtigst af alt havde hun lyst til at tage af sted igen.