Spion med metrotanker

10. marts 2021 2 Af Mette

Kender du din nabo?

Ved du, at han/hun ikke er spion? Det tænker du nok, at du har en ret god fornemmelse af, at vedkommende ikke er, men kan du være sikker? Hvad er det, som gør, at du er sikker? At vedkommende ikke stikker ud fra mængden, men passer ind i omgivelserne præcis, som så mange andre. Er det, dét som gør forskellen, eller er det mere, at vedkommende ikke passer til dit billede af en spion? Nu er det jo ikke fordi, at du skal begynde at mistænke din nabo for at være spion. Det kan dog være godt af og til, at reflektere over sine egne forestillinger om andre. For din opfattelse af andre, er farvet af dig selv.

I weekenden besøgte vi International Spy museum i Washington DC. Eftersom jeg selv har betalt både entré og souvenirs, så er der ikke tale om reklame. Der er ganske enkelt tale om, at give de gode oplevelser videre. Det er det, som er mit formål. Altså at dele noget af det som jeg kan lide, for det ved jeg, at der sidder andre, som også kan. Jeg ved, at det bliver muligt at rejse igen. Når den tid kommer, vil jeg formentligt have svært ved at huske alle oplevelser i detaljer, så derfor giver det mening, at dele dem undervejs i takt med, at vi oplever det.

Det var virkelig en oplevelse også for Isolde, som kunne leve sig ind i rollen som hemmelig agent. Emmy desværre not so much, men det vidste vi vel egentlig godt. Til gengæld fandt vi en t-shirt, med teksten “deny everything” og kunne enes om, at det passer perfekt til familiens lille ballademager <3

Det er klart en anbefaling værdig for børn fra Isoldes alder og op. Jeg tænker ikke, at yngre børn får meget ud af det (altså 5 år kan måske godt gå), det handler selvfølgelig også om interesse, men Emmy ville nok hellere have været på legepladsen, hun fik sig i stedet en lur i klapvognen.

Med det sagt – så var det virkelig spændende især for os voksne. Der var fin samling af spiongrej fra fortiden og helt op i nutiden. Der var helt tilbage til general Washingtons spionage af briterne, i forbindelse med uafhængighedskrigen, altså det er ham, vi kender som George Washington og som USAs første præsident. Derfra fortsatte det lystigt op gennem tiden, helt frem til den potentielle cyper-trussel (eller hvad man kalder det), som udtrykker mere nutidig spionage.

Noget af det som fascinerede hele familien var, at man allerede under første verdenskrig anvendte duer med kamera som udstyr til spionage. Det er for mig imponerede, at man har kunnet det. Jeg ved ikke en masse om duer, men generelt tænker jeg ikke dyr som de mest forudsigelige væsener i udgangspunktet. Man må kunne træne dem for at det lykkes. Jeg synes, det var imponerende, at det var muligt.

Tilbage til rollen som agent. Der er nemlig, på museet en del interaktive oplevelser, som gør dig til agent med en mission for en dag. Indledningsvist får du udleveret et kort, som du aktiverer og får dit agentnavn, navnet på missionen og dit hemmelige kodeord, som du skal huske. Kodeordet skal du bruge for, at afslutte din mission til sidst og samtidig få en status på, hvor godt du har klaret din mission. Skal vi ikke bare sige, at vi voksne nok havde for travlt med, at servicerer børnene til også at kunne fokuserer på missionen undervejs. Jeg var ikke nogen god agent på dagen. Måske jeg skulle vende tilbage, uden børn en dag og så give den gas på rollen. Konceptet synes jeg er meget sjovt.

Jeg har altid syntes, at mennesker er spændende sådan i bred forstand. Det er interessant, som vi alle er forskellige, og så alligevel har lighedstræk af forskellig art. Det fik jeg anledning til at reflektere lidt over på vejen hjem i metroen. I virkeligheden kunne der nok skrives et helt selvstændigt blogindlæg om det. Jeg synes dog, at det er spændende i relation til spion/ agent temaet, for hvem er de? Vi har set serien “The Americans” for nogen tid siden. Den handler om russiske spioner i USA under den kolde krig. Det er naturligvis fiktion, eller er det? Det er serien, men jeg er ret sikker på, at der er en vis portion sandhed i det. Hvis du ikke har set den, så handler den i korte træk, om det her spionpar som bor nabo til en intetanende politibetjent, ja selv deres børn kender langt hen ad vejen ikke til dobbeltlivet. De passer ind i villakvarteret, deres cover er et rejsebureau. De stikker på ingen måde ud fra deres omgivelser.

Dér i metroen på vejen hjem sidder der, i samme vogn som os, en gruppe på tre hvoraf én stikker ret meget ud fra mængden. Så hun er nok ikke agent, eller er hun? Hun passer ikke i mit agentbillede, men for nogen passer hun nok slet ikke i metrobilledet. Jeg syntes alligevel, at hun var fascinerende. Hun havde et stort hår, alt sammen sirligt flettet i små fletninger, som er blandet i farverne højrødt, næsten hvidt og sort. alle de små fletninger er afsluttet med gennemsigtige plastik fiduser, som tjener formålet at afslutte fletningen. Hver gang hun svinger med håret, kan man høre, at fletningernes afslutning klirrer mod hinanden.

Jeg kender ikke den anden kvinde i metroen, jeg kan se, at hun skiller sig ud, det kan jeg egentligt godt lide. Det er derfor, jeg bliver lidt fascineret af hende. Jeg har egentligt ikke tænkt så meget over, om det er pænt, men det er modigt. Jeg kan godt lide at studere mennesker. Man bliver bare aldrig rigtigt færdig. Vi er nemlig alle hele pakken, men vi vælger selv hvilke sider af personligheden, vi folder ud. Det synes jeg er spændende, for så kan vi langt hen ad vejen være det eller den, vi gerne vil være, hvis vi tør!

Jeg kendte engang en dame i Esbjerg, som var lidt oppe i årene. Hun yndede at sidde på en bænk i Kongensgade, det var før Broen, og se på mennesker, fordi mennesker er en oplevelse i sig selv. Vi kommer alle med hver vores historie. Jeg betragter stadig mig selv som ung, men jeg kan godt lide hendes tanke om at se på mennesker. Især i lyset af at vi ikke kan, ikkekommunikerer. Vores kropssprog vil altid fortælle sin egen historie.

På t-shirten står der: MAKE YOUR DREAMS HAPPEN

Når man går en tur på gaden, der hvor jeg kommer fra, så skal man ikke stikke ret meget ud fra mængden, før man bliver et samtaleemne eller i hvert fald en, som man lige ser på en ekstra gang enten åbenlyst eller i smug. Når man er anderledes her, hvor jeg befinder mig nu. Så bliver det end ikke bemærket. Det er naturligt, at alle er forskellige og alle kommer med hver sin historie, som man som fremmed ikke gør sig til dommer over. Det kan man jo ikke, når man ikke kender den og det gør man ikke, så længe vedkommende er fremmed. Så kender du din nabo? Er hun postkasse-rødhåret spion eller, er han provinsens svar på Marilyn Manson, hvor går mon grænsen for din rummelighed?

Vi kom vidt omkring, tak fordi du læste med. Essensen må være, at når alt kommer til alt, så kender du kun dine medmennesker så godt, som de lader dig kende dem. Det betyder også, at du meget sjældent er berettiget til, at fælde dom over dem. Og så var det der Spymuseum virkelig en interessant oplevelse, som du roligt kan noterer på listen over oplevelser i Washington DC, når den tid kommer.

Hvis du vil give dine medmennesker muligheden for at udvide deres horisont og to-do-rejseliste, så kan du dele mit indlæg via deleknapperne lige herunder. Du kan også like det på like knappen nedenunder og så kan du jo altid fortælle din nabo om bloggen. Det vil gøre mig så glad, at få nye læsere <3 Det vil også være skønt med en kommentar fra dig her nedenfor, hvis du har gjort dig nogle tanker, som du tør dele.