Lev eller overlev – hvad gør du?

Det er et spørgsmål, som jeg ofte stiller mig selv. Faktisk tænker jeg, at det er et spørgsmål, vi alle burde stille os selv jævnligt. For hvad gør du i dit liv? Lever du eller overlever i din hverdag? Trækkes du passionsløst rundt i hamsterhjulet, eller lever du i en hverdag med trivsel?

De første måneder vi var her i USA har, for mig, uden tvivl været præget af at overleve. Vi har været presset ud over grænsen flere gange. Vi har været trætte og sårbare. Slidte og grædefærdige. Alt sammen mere end en gang. Ærligt, det er ikke et rart sted at være. Det der med at føle sig på kanten mere eller mindre hele tiden. Jeg kan faktisk godt finde noget, der er lidt sjovere.

Jeg nåede derud hvor jeg, hver gang jeg mødte en udfordring tænkte, nu kan det ikke blive værre. Det kunne det sjovt nok bare godt. Jeg var så træt og mast, at jeg så frem til at komme i seng igen, allerede når jeg stod op om morgenen. Jeg havde følelsen af, at bestige et bjerg hver eneste dag. Ikke at jeg ved, hvordan det føles, men så i hvert fald noget lignende. Sådan har jeg bare ikke lyst til at have det. Faktisk formåede jeg da også, at rulle mig selv lidt i illusionen om, at det var synd for mig. Bare lidt synd for mig. Der er jo sådan cirka intet, der er gået, som jeg havde forestillet mig eller håbet på. Det er der faktisk ikke. Ærligt så har der virkelig været langt i mellem, det der rent faktisk har lykkes for os, efter vi rejste fra Danmark, og det er immervæk 6 måneder siden. Naturligvis med primært fokus på de første måneder. De seneste har ikke været slemme, det vender vi tilbage til.

Jeg ved godt, at vi selv har valgt at rejse. Vi har selv valgt at tage den udfordring. Vi kunne bare være blevet hjemme. Valgt eventyret fra og hverdagen til. Sådan er vi bare heller ikke. Jeg tror på, at når man bliver hjemsøgt af sådan en drøm, og så faktisk får får muligheden for at forfølge den, så er det fordi, man skal gøre det. Derfor valgte vi eventyret til, velvidende at det ville udfordre os. At eventyret så rent faktisk udfordrede mig mere, end jeg havde været i stand til at forestille mig, er en anden side. Min livsfilosofi har længe bestået i, at jeg tror ikke, at livet giver os større udfordringer, end vi kan mestre. Det betyder således, at jeg er ret sikker på, at vi nok skal klare den her også.

Det står nu klart og tydeligt og bøjet i neon, at det kræver benhårdt arbejde at blive etableret. Det tror jeg ikke kun gælder for os. Det ville helt sikkert også været hårdt arbejde at flytte den anden vej. Altså fra USA til Danmark. Jeg skrev lidt mere om nogle af de overraskelser vi har fået i indlægget JACK IN THE BOX. Særligt nu hvor covid-19 har lukket rigtigt mange døre. Der er heldigvis nogen, som stadig står åbne eller i hvert fald på klem. Dem benytter vi os af.

Jeg tror faktisk, at selvom vi var blevet i Danmark, og havde valgt hverdagen fremfor eventyret. Så ville dagene som bjergbestiger også have været der. Altså de der dage hvor man løber panden mod muren alle steder. Vi kender dem formentlig alle sammen, og de er alle steder. Jeg tror, at det er et spørgsmål om hvad, du vælger at give plads til. Falder du som jeg, af og til i hullet og triller lidt rundt i det svære og selvmedlidenheden, eller rejser du dig op og børster knæene af igen? Jeg prøver at gøre det sidste, men det er ikke altid det lykkes lige godt. Faktisk synes jeg, at det er helt ok. Vi kan ikke finde det store smil frem hver dag. For mig handler det om balance. Det handler om, at det er ok at falde og slå sig. Det er ok, at være ked af de knubs jeg fik, men jeg skal ikke blive i hullet for længe, før jeg rejser mig og børster støvet af knæene af igen. Det er sådan en balance, som jeg prøver at genfinde, for det er der, jeg har det bedst. Jeg refererer selvfølgelig, til de almindelige lussinger livet af og til giver os. Jeg ved godt, at der er tilstande, som kræver meget mere end et positivt mindset og evnen til at børste støvet af knæene og komme videre. I disse tilfælde handler det ikke om at leve eller overleve. Der er noget helt andet på spil. Det skal man nødvendigvis tage alvorligt og bede om professionel hjælp til.

Når det er sagt, så er jeg af den klare overbevisning, at man kommer langt med at nyde de små ting i livet. Husk at se det når himlen er blå, når solen skinner, fuglene synger og så videre. Børnenes smil, et kompliment, et kram eller en hjælpende hånd. Der er masser af små ting i livet, som kan gøre dagen bedre eller endda vende en dårlig dag til en god. Især hvis vi husker, at se det og være taknemmelig for det. Det er svært at se noget overhovedet, hvis man kigger ned og ruller sig i elendigheden. Jeg øver mig derfor i, at se op og suge alt det jeg kan ud af hver dag. For på den måde bliver jeg en meget bedre udgave af mig selv. Dertil kommer, at jeg synes, det er meget sjovere at være den gode udgave af mig selv, som ser positivt på mine omgivelser og medmennesker. Når jeg formår at finde mit positive selv frem, så deler jeg gerne ud af min gode energi og det smitter heldigvis. Det føles så meget bedre, at tale mennesker op end ned. Det er god energi. Den gode energi som jeg har lovet mig selv at samle på. Den gode energi som blandt andet, nu oftest får mig til at leve i stedet for at overleve. Det selvom der stadig dukker udfordringer op. Måden at gå til det på har ændret sig og det giver mig et meget større overskud. Naturligvis er udfordringerne også ændret i karakter og hyppighed. Vigtigst er det dog at jeg for mig selv har bevist at jeg er blevet meget bedre til at tackle det der kommer end for bare tre måneder siden. Det er vigtigt for mig, for mit liv er nu.

Hvad gør du? Lever du – eller overlever du? Det kunne være fedt, hvis du vil dele dine tanker i kommentarfeltet. Ligeså vil det være fantastisk, hvis du deler mit indlæg, i fald det aktiverede noget i dig <3 Det kan du eksempelvis gøre via knapperne nederst i indlægget, hvor der står del dette.