Blind passager

16. februar 2021 6 Af Mette

Som jeg nævnte i indlægget WE MADE IT, kom Martin uheldigvis til, at medbringe en blind passager på sin hjemrejse fra Texas. Hvor han var i forbindelse med sit arbejde. Usynlig er den for det blottet øje, på de fleste læber i øjeblikket, der kan man heller ikke se den, for de er dækket af masken. En maske som er blevet en kendt accessory, lige netop for at undgå den blinde passager, som med et trylleslag kan vende din hverdag på vrangen.

Medmindre du har tilbragt det sidste år afskåret fra alt, så har du nok gættet at den blinde passager er covid-19. En man ikke frivilligt samler op, men af og til uskyldigt ender med at give et lift. Før man ved af det, banker covid-19 på døren og endevender din hverdag, som var det politiet med en ransagningskendelse.

1,2,3 så er du taget som gidsel i dit eget liv. Sat på standby. I venteposition. Hvad venter du på? At blive ramt? Bliver du ramt? Hvem ved, vi venter og ser. Det er den måde, jeg bedst kan beskrive den sidste uges tid herhjemme. De der kender mig ved, at jeg ikke er ret god til at vente, jeg er en utålmodig sjæl, jeg vil fremad. Jeg vil ikke sidde her og vente. Pludselig havde jeg ikke noget valg. Det syntes jeg godt nok var svært. Selvfølgelig skal vi følge retningslinerne og anbefalingerne. Selvfølgelig er vi ansvarlige verdensborgere, også selvom det er svært. Det bliver hellere ikke lettere af, at det er så svært at navigere i, men det er en anden historie.

Martin har symptomdebut lørdag aften, går tidligt i seng altså forrige lørdag. Det kan være tusind ting, der giver træthed og kriller i halsen, omend tanken, tror jeg, strejfer os begge. Søndag har han det værre og skal naturligvis testes. Han ringer tre forskellige steder og får at vide, at han skal tage panodil (det hedder tylenol her) og blive testet, men ingen kan fortælle ham hvor eller hvornår. Først da han kontakter en kollega, som har været møllen igennem, kan han få ordentlig besked. Han kan først blive testet mandag, så det bliver han selvfølgelig. Der var noget forvirring om resultatet, deraf blev der begået fejl, men summasummarum er vi nu alle i coronakarantæne i overensstemmelse med retningslinjerne. De retningslinjer som siger karantæne i 14 dage, eller i hvert fald 10 dage, men hvis du har brug for at gå ud før det, så kan du godt. >>Indsæt selv meget forvirret emoji<< Det er så forvirrende. Jeg drømte mig en lille smule tilbage til Danmark, hvor jeg i sin tid kontaktede min egen læge, som sendte en henvisning, jeg bestilte tid på internettet og efter en køretur til Kolding en tur igennem et drive-in test telt, så var jeg testet og sendt hjem med så klare retningslinjer, som jeg kunne få under første bølge af covid-19. Det var let, og det virkede. Min test var dengang negativ, i modsætning til den Martin fik lavet her.

Vi ved altså nu, at covid-19 er årsagen til, at Martin var syg. Vi ved derfor også, at både børnene og jeg har været så disponeret for smitte, som man næsten kan være. Så nu venter vi. Venter på hvad der sker. Bliver vi syge? Eller er vi blandt dem med symptomfrie forløb? Eller noget helt tredje. Den ventetid er egentligt ikke så rar. Omvendt; hvis vi ingen symptomer får, så skal vi blot vente endnu længere på at få friheden tilbage. En frihed som man først virkelig forstår betydningen, af når den tages fra en.

Det som jeg synes er tankevækkende er, at vi har krydset klinger med covid-19 på det tidspunkt i vores liv, hvor vi ser absolut færrest mennesker. Det tidspunkt hvor vi lever mest isoleret. Min datter har ikke leget med andre end sin lillesøster i over et halvt år. Af alle tidspunkter er det nu, at vi støder på covid-19 sådan for alvor. Det er næsten mere, end jeg kan tage ind. Især fordi jeg i foråret selv passede covid-patienter, jeg har ikke passet mange, men jeg har passet nogle af de her covid-patienter. Jeg gik derfra med en negativ antistof-test, jeg er ikke sikker på, at den er så negativ længere.

Med det sagt så har jeg virkelig tænkt mig, at få det bedste ud af min coronakarantæne. Jeg ved, at det bliver hårdt arbejde, for jeg kan godt komme i tanker om, at synes det er lidt synd for mig, når jeg ikke kan gøre, som jeg vil. Jeg kommer i den grad til at skulle se op i stedet for ned i denne tid. Det er en opgave, jeg har besluttet mig for at løse. Meget kan covid-19 lave om på, men ikke mit humør, det tager jeg selv ansvaret for.

Vi er heldigvis privilegerede at have masser af muligheder. De fleste butikker her i området tilbyder levering enten gratis eller til et symbolsk beløb. De tilbyder også “Curbside pickup” en form for kantstens opsamling. Hvor man selv kører hen til butikken, men varerne er pakket og puttes så i din bil, du kører hjem og pakker ud. Du betaler online, og der er ingen kontakt mellem dig og butikkens personale. Denne metode tilbydes gratis i mange butikker. Det er dog ikke en mulighed alle steder. Jeg tænker også, at det er forholdsvist ressource tungt for butikken at tilbyde den mulighed. Rigtig mange restauranter i området tilbyder ligeledes curbside pickup, så den eneste regulære begrænsning vi oplever, er i forhold til at bevæge os frit omkring og opsøge oplevelser, som jo alligevel ligger i toppen af Maslows behovspyramide. Det er noget vi værdsætter højt, men som vi gerne sætter på standby for en stund. Vi kan jo bruge karantænetiden på, at planlægge vores fremtidige oplevelser.

Vores coronakarantæne giver os ligeledes god tid til at videochatte med vores relationer i Danmark. Vi har allerede benyttet os af lejligheden, men vi ser frem til mere, så book du bare en samtale, hvis du keder dig. Det lover jeg nemlig, at jeg kommer til. Selvom jeg skal servicere mine børn, så skal jeg også dække mine egne behov, og hvilken fin anledning til at catche op med det forsømte. Jeg tænker, at det er tilovers at bemærke, at vi ligeledes stadig værdsætter den teknologiske udvikling meget højt. Teknologien forebygger ensomhed for mig samtidig med, at den hjælper mig med at være opdateret og bevare min tilknytning, til de mennesker der betyder noget, selvom jeg er langt væk.