We made it

Her får du et glimt af hverdagen. Jeg havde fornyligt fornøjelsen af 5 dage som alenemor. Martin var afsted med sit arbejde. Faktisk en ret almindelig begivenhed i vores familie. Ikke fordi han er afsted i tide og utide, men det sker med jævne mellemrum.

Disse jævne mellemrum har for mig altid været forbundet med kæmpe stor frustration, og en lille smule angst for ikke at slå til tror jeg. Jeg kan godt være i tvivl om, hvad det egentligt var der slog mig ud af kurs. Faktisk tænker jeg ikke, at jeg er alene om den følelse. Den der følelse af et ansvar der er svært at bære alene.

Et kort tilbageblik som hører historien til. Da vi boede i Danmark arbejdede jeg som sygeplejerske, på et sengeafsnit med dertilhørende skiftende vagter. Det bevirkede, at Martin var den stabile gennemgående figur i vores hjem. Det var ham, der kunne “flexe”, når der var behov. Når man så tager ham ud af ligningen i en uges tid, så kan det godt være svært at få enderne til at nå sammen. Oftest kunne vi planlægge os ud af det. Min leder var lydhør, når familielivet skulle dækkes ind. Vores netværk var ligeledes ganske villige til at hjælpe og mine gamle kollegaer ligeså, ganske villige til at bytte en vagt.

På trods af ovenstående multiple hjælpeforanstaltninger var jeg altid, en lille smule bange for “hvad nu hvis…..” – ja indsæt selv alverdens farer der lurer. Hvad nu hvis barnet blev syg? Hvad nu hvis jeg faldt ned af trappen og brækkede benet? Hvad nu hvis jeg stod i en akut situation, jeg ikke kunne forlade, og jeg derfor ikke kunne nå at hente mit barn i tide? Skrækscenarierne var mange og løsningerne få. Det var som om min hjerne cirklede omkring alt det farlige. Det er på ingen måde rationelt. Det var mig, der lod mine tanker løbe ud af en, faktisk ret så, uheldig tangent. For hvad nu hvis det bare gik godt? Tænk hvis det blev hyggeligt? Tænk hvis vi fik det til at virke? Det var tanker, jeg havde meget svært ved at tune ind på.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan vi forbereder os på de perioder, hvor vi piger holder skansen hjemme, mens Martin er ude for at passe sit arbejde. Nej han er ikke væk i hverken hele eller halve år, som det måske kan lyde. Sidst jeg satte ord på det var vi alene i 12 dage, denne gang i 5 dage. Du kan finde det i indlægget FORBEREDELSE ER NØGLEN. Forberedelsen var omtrent den samme, ligeså var vores teamwork, så indlægget er stadig aktuelt. Alligevel er noget forandret.

Jeg har tilpas længe fokuseret på, alt det der kunne gå galt. Det bringer mig ingen steder. Tvært imod. Jeg tog derfor en hurtig beslutning om, at denne gang skulle være anderledes. Denne gang skulle vi piger negle den her tid alene. Vi skulle presse citronen, og have mest muligt ud af det. Ved du hvad? Det virkede. Vi neglede vores alenetid! Det var mega hyggeligt. Vi fik det bedste ud af det, og jeg er både imponeret og pisse stolt. Tænk at jeg kunne vende den her situation til noget bedre, det synes jeg er sejt.

Isolde har for vane at savne Martin rigtig meget, når han ikke er hjemme. Så meget at hun bliver ked af det. Denne gang savnede hun ham, men var ikke så ked af det, som hun ellers har været. Denne gang var tidsforskellen kun en time, i stedet for seks timer. Det gjorde det lettere at ringe sammen. Hun er også lidt ældre. Alligevel tror jeg, at den store forskel var min tilgang til det. I stedet for at smitte hende med min frustration og mit savn, så smittede jeg hende med en positiv energi, og masser af lyst til at få det er til at virke. Derved blev hele meget lettere for os alle. Jeg tog ansvar for mit humør, og skabte derved en god oplevelse for mig og mine børn. Det er magisk for mig.

Hvad gør du når du møder et ansvar du har svært ved at bære?

Mens jeg i sidste ende godt kunne bære det ansvar, som jeg i princippet selv har pålagt mig. Så lå det tungere med at bære ansvaret, da Martin kom hjem. Han havde desværre en blind passager med i bagagen. En ubehagelig en af slagsen, som et øjeblik skræmte mig en smule. Den historie er jeg først lige begyndt at skrive. Så den får du i et senere blogindlæg. Jeg ved godt, at sådan en cliffhanger er træls, men jeg bestræber mig på, at give dig ærligt og autentisk indhold. Derfor er jeg af og til, nødt til selv at fordøje oplevelserne, før jeg kan dele dem med dig, på den måde jeg ønsker.