Tiden går i stå.

4. februar 2021 2 Af Mette

Jeg kan se, at der er kommet sne i Danmark. Det er der i den grad også her hos os. Det startede allerede søndag og fortsatte så ellers, hen over søndagen, natten mellem søndag og mandag. Ja faktisk fortsatte det med at sne mandag. Det var ikke fordi, at det sådan var hundekoldt, det var nok omkring 2-3 minus grader, men den fortsatte sne gjorde det svært at håndtere. Som dansker tænker jeg, at man kommer langt med vinterdæk og sneskovl. Selvfølgelig med al mulig respekt for, at det kan blive ikke bare et fritidsjob, men et fuldtidsjob at rydde sne, når det ligesom fortsætter med at sne. Dertil kommer, at terrænet her er noget mere kuperet, end det jeg kender fra Danmark. Alt taget i betragtning så endte vi med en langsom mandag. For langsom mandag kan noget helt særligt.

Dagplejen havde problemer med at holde sneen ryddet væk, på trods af hårdt arbejde og massiv saltning. Når jeg siger massiv saltning, så mener jeg massiv saltning. Det er svært at se, om det er salt eller rester af sneen, eventuelt lidt is der ligger. Når man er i tvivl, kan man næsten forvente, at det er salt. Vores dagpleje går meget op i vores sikkerhed. Alt taget i betragtning, også det faktum at vejen ind til dagplejen ikke rigtigt ryddes eller saltes, og vores egen villavej var spejlglat, så valgte jeg at beholde Emmy hjemme den mandag.

Beslutningen om at beholde Emmy hjemme skulle vise sig, at være den bedste beslutning. Vi tog varmt tøj på og gik i haven med kælken. Der er jo det med det kuperede terræn, at det også gælder haven. Vi har den vildeste kælkebakke i baghaven, men den har desværre ikke rigtigt nogen “landingsbane”. Vi valgte derfor en mere børnevenlig bakke i forhaven. Heldigvis havde vi købt en kælk, sidst der var sne. Den blev bare først leveret efter, at sneen var smeltet, så den har ligget på lager til nu. Det viste sig at være godt med sådan en på lager. Isolde var sød til, at tage Emmy med på kælken, de havde en fest begge to. Det var virkelig fantastisk at se. Vi måtte da også ud to gange både formiddag og eftermiddag, mindre kunne ikke gøre det. Mandag aften havde jeg to sultne og trætte piger, som sidegevinst til udedagen. Ja faktisk var jeg da også selv blevet træt, af at slæbe Emmy rundt i sneen. Hun kan godt gå selv, men det er svært for hende at gå i den tunge sne.

Det var den der – træt på den fede måde følelse. Træt fordi vi havde været så meget ude, og træt fordi vi havde grinet så meget. Det var lidt, som at finde sig selv i sådan en lomme, hvor tiden var gået i stå. Sneen lægger sådan en fin dæmper på alting. Det dæmper lyden, men også tempoet. Vi har efterhånden lært, at sænke tempoet herhjemme fordi det gør noget godt for os. Alligevel så måtte jeg lige stoppe op en ekstra gang og tage roen helt ind, for det er noget, af det sne kan. Den der fine urørte sne. Den giver mig lyst til, på den ene side at lege, til at finde det indre barn frem, og på den anden side lyst til at nyde det smukke syn og tage livet helt ind.

Hvad gjorde jeg så? Jamen jeg gjorde da begge dele. Jeg hujede rundt med børnene først. Når de bliver trætte, vil de gerne gynge, så sænker der sig en særlig ro både over dem og jeg. Mens jeg skubber dem på gyngen, kan jeg så nyde roen. En lille pause. Det er fantastisk.

Ingen skal noget – ingen pligter, ingenting, bare god tid. Tid til at være og tid til at nyde. Tid til at være tilstede. Jeg elsker det. I mandags fik vi sådan en dag serveret, sikke en gave. Engang ville jeg have irriteret mig grænseløst over, at jeg ikke kunne nå de ting, jeg havde planlagt. Have irriteret mig over, at jeg skulle ændre på min dagsorden, det ville have givet mig en dårlig dag. Jeg ville have været tilbøjelig til igen, at planlægge frem for at skabe kontrol. Det skete ikke, for der var ingen dagsorden. Der var sne. Der var en invitation til leg. Det var der, fordi jeg så op, jeg så sneen dale og den invitation der fulgte med, i stedet for at se ned i kalenderen. Det gav mig en god dag. Jeg gjorde det samme tirsdag, der var det bare på andre betingelser. Emmy var i dagpleje, Isolde passede sin onlineskole og gymnastik om eftermiddagen. Alligevel nåede vi en tur på kælken. Fordi vi prioriterede det. Det var kun et kvarter, men det var alt det krævede. En pause hvor tiden gik i stå i 15 minutter. Hvor børneglæde smeltede sammen med sne og ro og blev til æstetik her på adressen.

Tak fordi du læste med <3 måske du har lyst til at fortælle mig lidt om dine egne sneoplevelser? Hvad bringer sneen dig? Glæde eller irritation? Stress eller ro?