Let at se det svære, svært at se det lette, eller…

Det er nok et af de ofte stillede spørgsmål hos mig. Det bliver ofte besvaret, med udgangspunkt i det jeg står i på det givne tidspunkt. Det er vel egentligt sådan, vi oftest besvarer spørgsmål. Jeg vil derfor give dig et lidt dybere indblik i, hvad jeg har oplevet, som værende det letteste og det sværeste i forbindelse med vores rejse og flytning til USAs østkyst, fra en provins tæt på Udkantsdanmark.

Det letteste har uden tvivl været at føle sig hjemme i huset. Her er skønt. Altså huset er stort og slet ikke perfekt eller nyt, men det har føltes som hjem hele tiden, og det har mange kvaliteter. Selvom det tager uforholdsmæssigt lang tid at gøre rent, og børnene kan forsvinde på et splitsekund. Kvarteret er trygt og roligt. Vi har alting så tæt på, som det nu kan komme, når alting bare er stort. Vi kan ikke cykle på indkøb, som vi har været vant til, det er simpelthen med livet som indsats. Vi mærker således tydeligt, at vi er kommet til et land, hvor man kører til alt, og jeg mener vitterligt alt, også det der er lige rundt om hjørnet. Man går eller cykler ikke med et formål, det er for motion, det er ikke fra A til B. Det er der selvfølgelig, nogen der gør, men det er ikke flertallet.

Det har også vist sig pure simpelt at handle på Amazon. Jeg ved godt, at man kan diskutere, om ikke det er bedre at støtte de små erhverv, men det er en helt anden diskussion. Særligt i processen med at blive etableret var det let, ligetil og ikke mindst hurtigt. Når man har nok om ørene, er det rart, at noget viser sig, at være nemt, hurtigt og så godt som problemfrit.

Faktisk hører Emmy også til i kategorien let, hvis man kan kategorisere en størrelse som hende. Ikke fordi hun altid er lige let. Hun har både egne meninger og temperament, men hun har virkelig været god til at tilpasse sig. Hun flyder med strømmen og trives. Det er fantastisk. En stor del af det er formenligt, fordi hun ikke er ældre, end hun er. Det skal dog ikke forhindre os i at nyde, at der ikke var de store udfordringer, ved at tage afsted med hende. Især fordi at der var udfordringer nok i begyndelsen. Nu er det ikke fordi, at Isolde var til stort besvær. Hun har virkelig også tilpasset sig med lynets hast. Hun forstod meget mere, af det der foregik, og ofte smittede vores frustration af på hende. Samtidig skulle hun selv finde sine ben i virvaret, det var ikke altid lige let. Sprogbarrieren og covid-19 gjorde det ikke lettere. Så principielt har begge børn klaret omstillingen over al forventning. Isolde oplevede desværre nok bare sine egne kampe. Eller desværre er det vel egentlig ikke, for det har klart rustet hende til tiden her og til fremtiden.

Det var svært at acceptere skolegangen herovre, da vi ankom. Faktisk tror jeg, at næstefter udfordringen med etableringen så var online undervisningen af Isolde det, som var sværest at håndtere og accepterer. Det var svært fordi, det ikke var et scenarie, vi havde set komme. Kombineret med at hun var dybt afhængig af, at en af os deltog fra start til slut. Desuden kom der til at mangle en del af ligningen i forhold til den sproglige udvikling, fordi hun ikke var sammen med amerikanske børn. Gode råd var virkelig dyre i en periode. Alt er heldigvis midlertidigt. Nu et halvt år senere er hun så godt som selvhjulpen i relation til skolen. Hun har stadig stor gavn af sin tutor, fordi hun jo stadig ikke er sammen med amerikanske børn. Så det er en anden måde at sprogudvikle. En helt anden end planlagt, men det virker, det er det vigtigste.

I den lidt lettere besværlige kategori er beslutningen om en havemand. Det var lidt svært, men mest fordi vi ikke var forberedt på havemandskulturen. Martin drømte om en robotplæneklipper i stedet. Jeg drømte om ikke, at skulle røre en finger i haven. Vi bor i et kvarter, hvor havemanden er mere reglen end undtagelse. Grunden vi bor på er skæv som bare pokker. Så efter lidt snak frem og tilbage besluttede vi, at beholde den havemand som er vant til at begå sig, ikke på de skrå brædder, men på den skrå græsplæne. Jeg nyder det virkelig, det tror jeg egentligt også Martin gør, selvom det betød, at hans robotklipper drøm er udsat på ubestemt tid.

Så er der savnet. Savnet til dem derhjemme. Vi havde klart forventet fri bevægelighed for alle, mens vi er her. Vi så det derfor ikke som noget problem. Virkeligheden viste sig at være en ganske anden. Jeg siger ikke. at jeg ville have valgt anderledes, hvis jeg havde vidst, at det her ville ske. Altså at vi nu sidder mere eller mindre isoleret i hver sin verdensdel. Jeg kan dog ikke mig fri for, af og til at blive ramt af en lille snert af dårlig samvittighed. Jeg kan sagtens leve med mit eget savn. Det har jeg lært mig selv. Faktisk har jeg skrevet om det i indlægget JEG OMFAVNER MIT SAVN. Hvad jeg også ved er, at vores valg har påført vores familie og venner et savn. Det synes jeg er lidt svært. Jeg kan ikke gøre noget ved det, men jeg er samtidig tilpas empatisk til, at kunne mærke det. Det ændrer ikke situationen, men det minder mig om, at lige her er der virkelig meget at lære for mig. Nok har jeg omfavnet mit eget savn, men jeg mangler stadig, at lære at lade de andre omfavne deres, uden at jeg føler mig ansvarlig.

Da jeg besluttede at skrive det her indlæg, havde jeg en forventning om, at det ville være lettere at finde de lette ting, nu hvor den svære etablering var kommet lidt på afstand. Jeg kan nu se, at det faktisk var svært. At der var en grund til, at jeg sov helt forfærdeligt de første måneder. At der var en grund til, at jeg var træt og mast og havde svært ved at slå til. Sådan er det heldigvis ikke længere. Der er stadig ting, som er svære. Særligt det omkring savnet vil nok følge med en rum tid. Alt andet lige så er alting meget lettere nu, end det har været. Vigtigst af alt så fortryder jeg ikke vores beslutning, det er virkelig en rar følelse.