Flaskepost fra Danmark.

28. januar 2021 3 Af Mette

Det er det ikke helt, men det kan næsten føles sådan. Jeg har for vane, at give mig selv en fysisk kalender. Jeg har kastet min kærlighed på Mette Holms “Mit år”, fordi det er så meget mere end bare en kalender. Den bestilte jeg i god tid sidste år, og fik den sendt til mine forældres adresse, mest fordi jeg håbede på, at kunne hente den i Danmark før starten af 2021. Sådan skulle det ikke gå, det blev derfor nødvendigt, at få den sendt herover. Vi har heldigvis et fantastisk netværk af både venner og familie i Danmark, som var til stor hjælp. Da jeg annoncerede, at jeg havde erkendt, at det ikke blev muligt, at rejse hjem efter min kalender og derfor måtte have den sendt med posten, gav de sig straks til at løse mit problem. Det endda med en stor kasse og tillægsgaver i alle afskygninger.

Jeg blev adviseret om, at pakken nu var på vej, men at det på grund af covid-19 godt kunne trække ud. Jeg var forberedt på det. Da jeg i forvejen havde ventet længe på en pakke med tøj, som jeg havde bestilt herovre. Den skulle være kommet den 14. december, jeg modtog besked den 15. december om, at pakken var forsinket. Den dukkede op efter nytår. Jeg var således helt klar over, at det kunne være brevduen ikke kunne finde vej i første forsøg.

Det eneste jeg vidst om pakken var, at den indeholdt de bøger, jeg selv havde bestilt og lidt forskelligt til os alle fra venner og familie. Jeg havde dog ingen anelse, om hvad det var. Mens pakken var undervejs røbede min veninde, at hun havde puttet noget i pakken, som vi med sikkerhed ikke kan få herovre. Jeg gættede på både madkulør og remoulade, men det var forkert. Jeg glædede mig således vanvittigt meget til, at finde ud af hvad de havde fundet på at forkæle os med.

Undervejs trackede min veninde pakken, det så ud til at den havde forladt Danmark omkring den 16. december. Vi ventede spændt, Isolde tjekkede postkassen på daglig basis. Hun ventede nemlig på en bamse fra mormor og morfar. Hun ventede i øvrigt også på en ugle-bamse til Emmy, som verdens bedste Liv havde hæklet. Dette i håbet om at Isolde kunne have sin i fred. Da vi nåede på den anden side af den 10. januar, begyndte jeg nok at blive en lille smule bekymret for, om den pakke mon nogensinde ville dukke op. Det gjorde den heldigvis. Lige midt i januar kom julestemningen hjemmefra til os. Det var så hyggeligt. Utroligt hvor meget kærlighed der kan være i en kasse.

Den gave indbegrebet af kærlighed. Overraskelsen var Kims chips og skumnisser, de rigtig gode fra cloetta – du ved DE HER. De kender mig godt. Det var dog ikke det eneste. Der var lidt forskelligt til børnene, og så var der en hæklet corona-abe til mig. Altså en abe med værnemidler, som jeg havde ønsket mig i anledning af min korte karriere på coronaafsnittet i foråret 2020. Aben havde sågar fået nissehue med, så han kan klædes ordentligt på til jul. Det var helt fantastisk. Så sødt og betænksomt, at jeg blev helt tom for ord, det er ellers ikke noget der sker så ofte.

Jeg har tidligere haft masser af skøre postoplevelser, men jeg tror nu alligevel at denne her pakke og så tøjpakken, er de pakker, som jeg har prøvet at vente længst på. Jeg er i den grad taknemmelig for at den kom frem og ikke mindst for indholdet. Det var sådan en dejlig overraskelse. Jeg har fantastiske mennesker i mit liv, tak for jer <3

Mon du har en sjov eller god posthistorien du har lyst til at dele i kommentarfeltet? Jeg bliver så glad når i vil være med 🙂