En fryd for øjet.

Jeg har tidligere skrevet om, hvordan oplevelserne her findes næsten lige rundt om hjørnet, du kan læse det HER, HER, HER og HER. Det gælder for rigtigt mange ting, vi stornyder det. Andre oplevelser må vi køre lidt efter, det har vist sig at være helt ok faktisk.

Vi har igennem længere tid gerne villet besøge Luray Caverns, som er de største huler i det østlige USA. Det er cirka halvanden times kørsel, fra hvor vi bor. Med en baby som hader at køre bil, var det ikke, det første vi besluttede at opleve, selvom det stod højt på ønskelisten. Man må nogle gange justere lidt på forventningerne, så de passer til hele familien. Den seneste tid er det også blevet mere besværligt, at tage ud at spise, fordi Emmy gerne vil gå omkring hele tiden. Hun har nået en fase, hvor hun gerne selv vil bestemme. Vi begyndte langsomt at lade os begrænse, fordi det var den lette løsning. Isolde var igennem præcis samme fase, men der lod vi os ikke begrænse. Vi besluttede derfor, at det skulle være slut. Hver fase sin charme. Emmy er jo havnet i vores familie, fordi det er her, hun passer ind. Vi må derfor hjælpe hende med, at få det hele til at passe sammen. Så vi sammen bliver den familie, vi gerne vil være.

Vi besluttede at prøve lykken med den køretur. Vi pakkede mad, snacks, legetøj og familien i bilen og drog på tur. Emmy sov ikke et sekund på turen dertil, men det fede var, at hun heller ikke var sur. Hun legede med sit legetøj, og lignede næsten en der hyggede sig. Det gik over al forventning. Da vi skulle hjem, kørte vi en omvej, så det tog nok nærmere 2 timer, at køre hjem. Emmy var træt, men sov faktisk kun en halv time til tre kvarter. På trods af det klarede hun køreturen i stiv arm. Uden pis…. Det eneste kvæk hun sagde, var 5-10 minutter før vi ramte indkørslen. Det kan formentlig tilskrives, 50 % at hun var sulten, og 50 % at nu var det ikke sjovt at køre bil mere. Nu er det ikke fordi, at vi har tænkt os at parkere børnene i bilen, så lang tid hver weekend, men det er dejligt at finde ud af, at vi faktisk godt kan få en god oplevelse, selvom det ikke er lige rundt om hjørnet. Det udvider også vores horisont lidt, i forhold til at planlægge vores sommerferie.

Nå, men udover at det var en succesoplevelse på familiefronten, så var det saftsuseme hele køreturen værd. Hold nu op hvor var det smukt, en følger på instagram syntes godt nok det lignede Mønsted Kalkgruber. Jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har desværre aldrig været der. Jeg kan dog forsikre, at det ikke var tilfældet. Disse huler er drypstenshuler, som har været åbne for offentligheden siden 1878, den første belysning var naturligvis stearinlys. Videnskabsfolk har estimeret hulerne til at være 400 millioner år gamle. I den dybeste del af hulerne befinder man sig 160 fod under jorden. Hulerne er klapvognsvenlige, der er ingen trapper, men fine stier med gelænder efter behov. Turen ind gennem hulerne er cirka halvanden kilometer lang (omkring 1 mile). Det går både op og ned, dog ikke mere end det er ok med klapvogn inklusiv barn. Da vi besøgte stedet, var der god plads, og det var intet problem at overhold afstandskravet. Det er nok bedre besøgt om sommeren. Hulerne har en konstant temperatur hele året, på 54 grader fahrenheit svarende til cirka 12 grader celsius. På denne årstid føles det varmt, men det gør det nok ikke om sommeren.

Det er virkelig et besøg værd, hvis du en dag kommer på de kanter, når det igen bliver muligt at rejse. Det er så vanvittigt betagende og imponerende, at det er svært at finde ord for. Det er så vildt, at naturen har skabt det over så mange år. Bevares, det er mennesket, der har tilsat lys, det bliver det ikke grimmere af. Omend man i denne hule kan diskutere, om der er for meget lys. Mest fordi det tager lidt af mystikken af det, man kunne måske godt, have nøjedes med lidt mindre. Omvendt – med den aktuelle belysning er man ret sikker på, at hvis folk falder, så er det deres egen skyld. Jeg kom igennem uden at komme til skade. Lys eller ej så tegner det et billede af hvor stærk, sej og fantastisk naturen er. Hvor smuk naturen er. Her skal vi så huske, at det meste af naturen ikke holder lukket, heller ikke under corona. Jeg synes, det er vildt fascinerende, de unikke oplevelse der er skabt af naturen selv. Jeg er dybt taknemmelig for muligheden for den slags oplevelser. Det er jeg, uanset om det er her eller i Danmark eller et helt andet sted. Du må meget gerne dele dine unikke, vilde, smukke, you name it naturoplevelser i kommetarfeltet hvis du har lyst. Vi kan sammen lave en oplevelsesønskeliste, til den dag vi igen kan rejse 🙂

Efter turen i hulerne var vi alle sammen sultne. Vi havde grebet et par subway sandwiches på vejen dertil, som vi kunne spise ved de fine bord- bænkesæt, der var opstillet på området. Det var helt perfekt. Mega koldt var det også, men vi havde varmt tøj på, solen skinnede og vi var høje på oplevelsen, så det var sådan et skønt punktum. Der sker ligesom noget med mad, man spiser udenfor, om det er en sandwich, eller det er en hotdog ved pølsevognen, det smager bare bedre.

På vejen hjem valgte vi at køre en omvej ad Skyline Drive, som er en køretur i Shenandoah National Park med en fuldstændig fantastisk udsigt til Blue Ridge Mountains. Det var en længere køretur, men den var virkelig så smuk. Der er masser af steder, hvor man kan holde ind og nyde udsigten eller tage billeder. Vi gjorde et enkelt stop. Resten af tiden nød vi turen og udsigten, den fantastisk smukke oplevelse det var. Når årstiden tillader det, er der både picnic- og campingområder i parken. Der er naturligvis også hiking trails i parken, hvis man ønsker at komme tæt på naturen. Hvis ikke kan man som os, køre ad Skyline Drive og få sig en lækker oplevelse.