Det VI taler om.

Jeg delte fornyligt et indlæg omhandlende, hvad de taler om i samfundet omkring os herovre. Alt det der ligger udover de store nyheder, som når til Danmark. Du kan læse om det i indlægget DET TALER DE OM. I den sammenhæng tænker jeg, det er relevant at dele lidt af vores samtaler. Altså hvad taler vi om herhjemme?

Faktum er, at vi jo taler mest med hinanden og ikke med så mange andre. Det taler vi naturligvis om. Vi taler om corona-prisen. Den pris vi alle betaler, uanset om du er her eller der. Den største forskel er, at vi hér ikke rigtigt har den tætte kontaktflade, som vi ville have haft i Danmark. Det er faktisk heller ikke helt rigtig, for vi har mødtes med andre danskere herovre. Så forskellen er i virkeligheden nok, at vores tætte kontaktflade ser helt anderledes ud her.

Mandag den 18/1-2021 var det Martin Luther King Jr. day., en amerikansk helligdag som markerer hans fødselsdag (oprindeligt den 15/1). Den afholdes hvert år den tredje mandag i januar. Skolerne holder fri, ligeså gør dagplejen. I den anledning taler vi lige nu en del om, at menneskers værd ikke afgøres af deres hudfarve. Det er noget af det, der er vigtigt for mig at give mine børn, altså forståelsen af historien og det vi ikke kan ændre, men samtidig alt det vi kan ændre. Ikke fordi jeg planlægger, at blive borgerrettighedsforkæmper, men jeg vil gerne opdrage mine børn til, at se bag om mennesker. Det interessante er indeni, vi er lige værdige, uanset hvilken hudfarve vi har. Vi talte også om Martin Luther King, da vi besøgte Lincoln Memorial sidste år, det kan du læse om i indlægget TAKNEMMELIG TURIST. Det var på trappen til Lincoln Memorial, at Martin Luther King i 1963 holdt sin “I have a dream” tale.

Foråret forventes, at bringe os en tur til Danmark for at deltage i et par konfirmationer og et bryllup. Det har vi egentligt været ret sikre på. Med udsigten til en lov om 10 dages karantæne eller bødestraf. Hænger den tur pludselig i så tynd en tråd, at vi ikke tør bestille flybilletter. Et samtaleemne der fylder meget, fordi det til den tid er 8-9 måneder siden vi sidst har set venner og familie. Vi havde i den grad håbet, at det ville lykkes, men lige nu er vi virkelig i tvivl. Det skubber naturligvis til savnet, vi er jo kun mennesker. Vi kan dog hverken gøre fra eller til, så vi håber på det bedste.

Vi taler om Ikea og møbler. Martin ofrede sig den anden dag. Han tog i Ikea efter en reol til Emmys værelse. Efter den tur taler han faktisk om, at skulle afsted igen. Ja det er altså rigtigt. Han mangler et ekstra bord til kontoret til en printer, så det andet skrivebord vi har med bliver ledigt til nørkleprojekter. Jeg kunne supplere med, at jeg også ønsker mig, et nyt tv-bord, ny sofa og nye havemøbler. Ser mig dog trumfet af prisen, på det bord Martin gerne vil have. 20 dollars samlet set, det får jeg nok ikke nogen af mine møbeldrømme opfyldt for.

Vi taler om børn og livet som forældre. Emmy kan gå og har gjort det i et stykke tid. Det betyder, at vi nu har ramt den fase, hvor hun kun vil gå og altså ikke vil sidde. Jeg havde glemt den, men det kommer langsomt tilbage til mig, hvor meget Isolde også ville gå en gang. Det giver anledning til snakken om, den konstante stræben efter næste fase. Da jeg måtte til kiropraktor med et hold i ryggen, fordi jeg slæbte rundt på Emmy, så jeg frem til den dag, hun selv kunne gå. Nu er vi nået dertil, hvor jeg drømmer mig tilbage, til dengang hun sad stille. Så nu stopper jeg der og nyder i stedet charmen ved hver fase. Jeg ved det ændrer sig, jeg ved bare ikke hvornår. Hvor er det vildt med den udvikling, de gennemgår de første år.

Faktisk taler vi ikke kun udvikling i forhold til Emmy. Vi gør det også i forhold til Isolde. Hun er naturligvis lidt længere end de første år. Alligevel så udvikler hun sig så vanvittigt meget. Det gør mig virkelig så stolt at se, hvordan hun klarer skolen, selvom det er online og på engelsk. Hvordan hun sprogligt har udviklet sig, fra ikke at kunne sammensætte en sætning, til nu at tale frit med sin tutor og deltage aktivt i sin undervisning. Det er så vildt. I dag havde hun et kvarter alene med sin klasselærer, hvor de gennemgik forskellige ting. Klasselæren sluttede af med, at sige “I´m so proud of you, Isolde,” det er vist ikke nødvendigt at sige, at hun voksede ikke bare 10 centimeter – det var nok nærmere en halv meter. Hun er så sej.

Tiden vi lever i er også en del af talestrømmen i vores hjem. Vi talte forleden om, at mens de fysiske grænser lukkes, er det som om, at de knap så fysiske grænser flytter sig. Sådan at forstå at grænsen for det mulige, det almindelige flytter sig i takt med at tiden er helt crazy. Jeg mener, hvem havde i 2019 forestillet sig, at det meste af 2020 ville stå på lockdown og begrænsninger. Hvem havde troet, at 6. januars stormløb mod kongressen ville blive en realitet. Jeg havde i hvert fald ikke. Faktisk er det jo blot eksempler. Der foregår meget, som jeg ikke i min vildeste fantasi, havde evner til at forestille mig. Måske jeg skal arbejde lidt på, at udvikle min fantasi. Vi taler naturligvis også om præsidentskiftet og fremtiden, kulturen, maden, håb og drømme.

Vi taler selvfølgelig også om alt muligt andet hverdagsagtigt. Eksempelvis strømper der forsvinder og bliver makkerløse, rengøring, madplaner, logistik opgaver. Alt det vi løser sammen på den ene eller den anden måde. Teamwork i familien <3

Hvad taler du med din tætte kontaktflade om i øjeblikket? Del det gerne nedenfor i kommentarfeltet. Du er naturligvis også meget velkommen til, at dele indlægget via deleknapperne nederst i indlægget 🙂