Hva´ska´vi ha´?

11. januar 2021 2 Af Mette

Det evigt tilbagevendende spørgsmål, på ægte jysk, og enhver husmor eller husfars mareridt. Vi gør en ihærdig indsats for, at bruge køkkenet mere end den almindelige amerikaner har for vane. Vi forsøger, at spise en almindelig varieret kost og lære vores børn, at burger og pommes er i kategorien engang imellem. Det kan faktisk godt lade sig gøre. Faktisk har vores lokale dagligvarebutik en fremragende afdeling med frisk fisk og ligeså en fin slagterafdeling. Så der er masser af muligheder, man skal bare lige få ideen også.

Nu er det på ingen måder en madblog, du har bevæget dig ind på. Det bliver det aldrig. Jeg synes alligevel, at det er på sin plads med et indblik i det liv, hvor vi af og til må opfinde noget selv, for at nå i mål med det vi gerne vil. I den kategori hører julemiddagen, som en af flere.

Før vi rejste, skrev jeg indlægget LEVERPOSTEJ OG LAKRIDSER, hvor jeg delte nogle ting, og tanker herom, som jeg med sikkerhed kommer til at savne fra Danmark. Jeg er stadig ikke nået til det stadie, hvor jeg laver egen leverpostej og bager rundstykkerne selv. Selvom vi langt hen ad vejen kan lave de samme retter, som vi er vant til, ligesom vi også har fået øjnene op for lidt nyt, så kræver det af og til lidt kreativitet. Vi lykkes med det, men vejen til succes må vi nogle gange selv finde asfalten til. Vi bliver kreative af det, og det er fantastisk.

Til Thanksgiving spiste vi kalkun, som amerikanerne har for vane at gøre. Jeg skrev om det i indlægget TAKSIGELSE. Jeg synes det er fantastisk at prøve, at deltage i de traditioner der er her, og det gør vi en stor indsats for. Til jul har de for vane også at spise kalkun, andre spiser sådan noget honeybaked ham, men jeg er ikke rigtigt skinketypen.

Kalkunen var fin til Thanksgiving, men til jul. Nej tak, der drømmer jeg om and. Vores julemenu står på konfitteret and (confit de canard), som den plejer. Ad kreativ vej og villighed til at betale overpris kan man godt købe beauvais rødkål. Martin lavede den selv, det plejer han iøvrigt også. Det lykkedes, uden alt for stor krumspring at finde alle ingredienserne. Anden viste sig også, at være til at komme i nærheden af for penge. Et større projekt var grødris, men det fandt vi på amazon. Vi var lidt spændt på resultatet, men det blev en succes. Det eneste vi ikke sådan bare kunne købe var madkulør. Vi lænede os således op af en noget lysere udgave end den sædvanlige, men blev reddet på målstregen af et andet dansk, som havde lidt på lager, de godt ville dele. Altså man kan faktisk godt få noget, der udgiver sig for at være madkulør, men det er det ikke, siger de som har forsøgt sig med den variant.

En anden ting vi heller ikke kunne købe i sin vanlige form, var kirsebærsovsen til risalamanden. Den kan man heldigvis også selv lave, man kommer langt med kvalitets-kirsebær, og ja der er STOR forskel, og lidt majsstivelse. Det blev faktisk bedre, end den vi plejer at købe i Danmark. Så måske vi kan bevare kreativiteten, og fortsætter stilen når vi vender hjem til Danmark.

Det er ikke kun julemiddagen, som udfordrer os. Det har for eksempel vist sig, at det til tider er vanskeligt at få porre. Nogle gange bugner hylden med porre, andre gange er den gabende tom. Det sidste sted jeg fandt et læs, var overraskende nok i Lidl. Ikke fordi det er noget, som vi bruger meget, men det er årstid for kartoffelporresuppe, som alt andet lige er sjovere i 7 grader end i 27 grader. Derudover laver vi gerne en bestemt ret med laks, hvor porre er ret essentielt, så vi køber gerne et bundt og skærer resten i skiver og har i fryseren. De bevarer sig ganske godt. Det er nemlig heller ikke, noget vi ynder at smide ud, da prisen er betydeligt højere, end vi er vant til i Danmark. Til gengæld får man jo majskolber smidt i nakken herovre, det producerer de i stor stil.

Forleden lavede vi wienerschnitzel, det gik ganske glat denne gang. Vi havde købt kalvekød i Lidl, resten er let tilgængeligt. De blev virkelig gode, ren succes så det gør vi igen. Vi har tidligere forsøgt med noget kød der lignede, men det var ikke ret godt. Det kan godt betale sig, at se sig for. Ofte prøver vi os jo frem for, at finde det der virker. Vi fandt også ud af, at Lidl har ganske udmærkede pølser, som vi grillede den anden aften, det var næsten som hjemme. De var vist også importerede. Jeg tænker, at vi på sigt skal undersøge de amerikanske pølsemarked, men det må blive en anden gang.

Ligger du inde med et spørgsmål, om hvordan vi laver en bestemt dansk ret eller noget andet helt almindeligt, så besvarer jeg gerne spørgsmål stillet i kommentarfeltet. Det kan også være, at du vil vide noget helt andet, som eksempelvis hvad vi gør med fødselsdage eller hvordan hænger hverdagen sammen? Find selv på flere og stil dem i kommentarfeltet.

Du er naturligvis stadig meget velkommen til at dele indholdet, så meget du kan, eksempelvis via ikonerne til sidst i indlægget der er både facebook, twitter osv. instagram deling er lidt mere omstændigt, men 1000 tak til dig der deler uanset hvordan.