Hverdagen er en fest

4. januar 2021 2 Af Mette

Nu tænker du nok, at jeg har skrevet forkert i overskriften, for det hedder da: “Hver dag er en fest”, altså med mellemrum mellem hver og dag. Jeg har ikke skrevet forkert, for jeg mener nemlig, at hverdag er en fest.

Juleferien er slut, hverdagen banker igen på døren. Hvilke tanker gør du dig om det? Nogen tænker, “åh nej, jeg orker det ikke” andre tænker, “perfekt, at vende tilbage rutinerne” hvem mon får den bedste dag? Selvom jeg ikke er den i husstanden, der tjener pengene lige nu, så kan jeg faktisk godt finde det positive i hverdagen alligevel. Jeg er derfor hende, som tænker, at det bliver dejligt, at vende tilbage til rutinerne, selvom der endnu ikke er så meget, der er blevet rutine her endnu.

Betyder det, at det har været en dårlig juleferie? Nej det gør det ikke, langt fra faktisk. Jeg har haft en skøn juleferie. Jeg har i den grad nydt tiden og roen med familien, masser af tid og overskud til leg og hygge. Selvom det har været nødvendigt at rydde op af og til. Det har været fantastisk, at tage dagen i den retning, der passede os bedst. Et par praktiske detaljer er også fikset. Jeg synes faktisk, at jeg er der, hvor jeg har fået det ud af juleferien, som jeg drømte om. Den intense familietid som blev beskrevet i artiklen fra Jydske Vestkysten i oktober har blot været mere intens og mere fantastisk. Det er ikke gnidningsfrit, men det er dejligt. Selvom friktionen kan få familien til at slå gnister, præcis som hos de fleste andre familier. Du kan læse artiklen HER.

Jeg har tidligere nævnt, at jeg altid synes, der er noget at fejre. Både de små og store succeser, men også de store og de små detaljer. I den ligning kan weekend og ferie ikke stå alene, det kræver en hverdag. Hverdagen har også sine elementer at fejre. Dem ser jeg nu frem til at fejre igen. Hverdagen er nemlig for mig, lige så vigtig som alt det andet. Jeg har skrevet lidt om det i indlægget SMÅTINGSAFDELINGEN.

Mennesker har brug for rutiner. De er vigtige for, at vi ikke kommer for meget på overarbejde. Et eksempel er, at du formentligt kan skifte gear i din bil under en køretur, uden at tænke ret meget over det. Det kunne du ikke, da du stod i “kravlegården” med kørelæren første gang. Det er noget af det, som hverdagen kan for mig. Den kan næsten skifte gear af sig selv. Selvom min hverdag langt fra er rutinepræget, så er der alligevel elementer, som jeg ikke behøver at tænke over at udføre. Det giver plads til andre ting i mit hoved. Derfor tænker jeg, hver ting til sin tid.

Jeg sluttede året i positiv stil på min INSTAGRAM PROFIL, ved at lave en slags årskavalkade i story, med et billede (eller to) af hver måneds højdepunkter. Jeg gjorde det samme, i et opslag på min FACEBOOK PROFIL. Jeg gjorde det, for at synliggøre at 2020 på mange måder også var et godt år. Guderne skal vide, at jeg også har set frem til, at tage hul på et nyt år. Med forhåbentlig mindre corona og flere sociale relationer. Jeg kunne sagtens sætte mig ned og dvæle ved, at corona er skyld i dit og dat, jeg kan ikke…, min familie kan ikke….., mine børn kan ikke…. etc. men hvem gavner det?

Da jeg besluttede mig for at etablere bloggen var målet, at dele vores eventyr på godt og ondt. Når jeg ser tilbage på mine indlæg, synes jeg egentlig, det indkapsler det meget godt. Der er både op og nedture, men først og fremmest er der stof til eftertanke. Nej, jeg kom ikke til at deltage i min bedste venindes bryllup. Ja det kunne jeg godt gå og græde lidt over, men det redder hverken bryllup, venskab, eller humør. Du kan læse om det i MY BEST FRIENDS WEDDING. Selvom jeg målrettet går efter at få det meste med, så har jeg samtidig valgt en positiv profil, fordi jeg er positiv. Det får jeg det bedre af, og det håber jeg egentligt også, at mine læsere gør.

Jeg vælger derfor, at starte året ud med, i fineste positive stil at hilse hverdagen velkommen. Jeg kan ikke sige, hvad du skal, men jeg kan afsløre, at dagene bliver meget sjovere og meget mere indholdsrige, når jeg er positiv og modtagelig. Når jeg tror på, at der er noget godt i alt også i corona, selvom mange måske er lodret uenige. En ting jeg dog tror på, at vi alle kan være enige om er, at det er meget få, der ikke har lært en ting eller to under corona, hvis ikke andet så lidt om hygiejne da.

Corona forsvinder jo ikke, fordi vi skriver 2021 i kalenderen, ej heller fordi juleferien slutter, og det bliver hverdag igen. Så ret beset, så er det præcis den samme hverdag som før jul. For nogen faktisk med yderligere restriktioner og begrænsninger. Det er derfor også helt forståeligt, hvis man et øjeblik ikke orker det. Jeg orker det heller ikke altid. Jeg orker det bare bedre, hvis jeg beslutter mig for at få det bedste ud af det.

Isolde har modtaget online undervisning siden skoleårets begyndelse. Ja, det har virkelig været op ad bakke, måske særligt fordi hun samtidig døjede med sprogbarrieren. Jeg har brokket mig højlydt over det, både på de sociale medier og i indlægget PÆDAGOG ELLER LÆRER? NEJ JEG ER FAKTISK SYGEPLEJERSKE og faktisk vist også i nogle af uge indlæggene. Jeg ved derfor, hvor frustrerende det er, at være forælder i at ens børn skal undervises hjemme på en computer. Jeg har lært at navigere i det, men jeg lærte det ikke før, jeg tog ja hatten på og besluttede mig for, at få det bedste ud af en situation, som jeg ikke kunne ændre på. Før jeg kom dertil, var jeg godt i gang med, at trække mig selv ned af stigen. Derned hvor hverken min familie, eller jeg selv kunne holde mit selskab ud, fordi det var brok med brok på. Det bliver det måske igen, af og til, ingen ved det. Hvad jeg ved er, at jeg ønsker mig gode dage for mig selv. Det får jeg ved, at tune ind på den positive kanal for hvis der er noget, et positivt mindset kan, så er det at gøre en dårlig dag bedre.

Jeg har dårlige dage, og jeg er bevidst om, at jeg ikke har oplevet de sidste nedture hverken i vores USA eventyr eller i livet. Jeg er også bevidst om, at de dage jeg selv gør til gode dage, ikke kommer tilbage som dårlige dage. Derfor tager jeg imod 2021 med et positivt sind. Ligesom jeg tager imod mandag og de andre hverdage, med ønsket om at gøre det til en fest. Oftest lykkes det, nogle gange fejler jeg, men så prøver jeg igen. Jeg øver mig hver dag.

Sammen med et positivt mindset er et af mine mål, at bloggen i år skal have vokseværk, for jeg tror på, at jeg har noget at bidrage med i det samlede billede. Det er et mål, jeg ikke kan nå alene. Så derfor håber jeg på, at du kære læser vil hjælpe mig. Det kan være via mund til mund. Det er nok ikke så effektivt i disse tider med begrænset social interaktion, men det kan også være ved at dele på dine sociale medier og derigennem fortælle andre, at bloggen eksisterer og måske endda også lidt om hvad det er. På forhånd tak.

Et upcoming indlæg handler om vores date, den første i 100 år. Med en varm anbefaling til en lækker lokal restaurant, som du kan skrive i din notebook til dit næste rejsemål. Man kan godt drømme, selvom man ikke kan rejse. Det kommer vi til at kunne igen.