Agurketid i inspirationsland

Jeg finder min inspiration både indeni mig selv og ude blandt andre. Jeg nyder derfor mit eget selskab i høj grad, ligesom jeg nyder mine sociale relationer. Hver ting til sin tid. Lige nu er der i den grad agurketid i begge sammenhænge.

De som har fulgt med ved, at Martin arbejder hjemme, og Isolde går i skole hjemme. Det betyder, at vi er sammen en stor del af døgnets timer. Martin trækker sig ofte ind på kontoret, så han har ro til at arbejde. Isolde har en midlertidig plads i køkkenet. Mest fordi at der er god bordplads, og fordi det er husets hjerte. Selvom hun bliver mere og mere selvstændig i forhold til skolen, så har hun stadig behov for, at kunne spørge om hjælp. Der er af og til tekniske problemer, en sætning der skal hjælpes lidt på vej, og så er der motivationen, som også af og til skal have lidt hjælp. Det betyder, at selvom jeg har fået frihed, til at bevæge mig rundt i huset og ordne lidt praktisk, hvilket jo er store sager i vores situation, så kan jeg endnu ikke gå for langt væk. Jeg kan ofte få tid til at dyrke motion om morgenen, eller gå en tur i frokostpausen. De lange gåture og timer i mit eget selskab, som jeg hidtil har nydt på mine fridage er dog langt væk, så længe covid-19 huserer i vores samfund. Nu lyder det næsten, som om jeg er spærret inde, sådan kan det da næsten også føles, når jeg en sjælden dag bliver indfanget af det dårlige humør. Det er dog langt fra tilfældet. Vi gør faktisk en stor indsats, i forsøget på at skabe lidt frirum for mig. Dertil kommer, at jeg næppe er ene om, at føle mig spærret inde af covid-19.

Så kan man jo tænke, at med al den sociale kontakt jeg har med Isolde, må der være masser af inspiration at hente der. Der er bestemt inspiration at hente i Isolde og hendes verdenssyn, men det udfordrer ikke mit eget verdenssyn, som jeg hidtil har oplevet at mine veninder, kollegaer og lignende gør. Kort sagt er der ikke noget i vejen med mor/datter relationen, den har det også lang bedre nu, end da jeg skrev indlægget DET RETTE TIDSPUNKT AT PRIORITERE EGEN ILTMASKE, men det kan ikke sidestilles med de relationer, vi har til andre voksne. Jeg ved ikke med dig, men jeg har brug for begge dele. Selvfølgelig finder jeg inspiration i mine børn og mit familieliv, men ligeså meget inspireres jeg af mine andre relationer.

Med covid-19s indtog i det amerikanske samfund er der ligesom de fleste andre steder opstået en angst for fremmede. Den åbenhed som de er kendt for, har vi ikke mærket og det er helt ok. Det er naturligvis på grund af frygten for smitte, som vi vel alle kender i større eller mindre grad. Jeg forstår det godt. Faktisk har vi da også mærket lidt til gæstfriheden. I begyndelsen da jeg satte nogle legeaftaler op for Isolde, blev vi mødt med stor velvilje. Det lykkedes aldrig rigtigt at finde den rette hverken legekammerat eller veninde. Ikke at vi har opgivet, men nu er det vinter, og det er faktisk lidt koldt her også, så det der med et par timer på legepladsen synes ikke helt så tiltalende nu som i sommer. Man kan vel sige, det er lidt på standby. Det betyder, at de voksne mennesker jeg primært interagerer med i hverdagen, er et videolink til mine danske veninder, kassedamen i supermarkedet og Martin. Jeg er ked af at sige det, men det bliver ikke ved med at bidrage til den store inspiration. Er det synd for mig? Nej det er det ikke, det har givet mig noget andet. Et nyt perspektiv kan man vel kalde det. Vigtigst af alt har det medvirket til, at bevidstgøre min store taknemmelighed for det jeg faktisk har, de skønne mennesker og de muligheder der ligger lige for. Det ændrer dog ikke på, at det begynder at blive ensomt. Et videolink til en veninde er ikke det samme som en frokost på en café, en virtuel kop the er ikke det sammen som den ved køkkenbordet, hvor man lige får vendt de seneste oplevelser. Det er ikke det samme, det bliver det aldrig, og det skal det heller ikke være. Det er det bedste vi har, og jeg er SÅ taknemmelig for muligheden, vi kan trods alt stadig se hinanden i øjnene, men vi kan ikke kramme, det ved jeg godt er forbudt. Jeg har heldigvis nok i få nære veninder og dem må jeg gerne kramme, det kan jeg bare ikke. Så jeg nøjes med at glæde mig, til jeg kan det igen.

Inspirationen ligger ikke i krammet, eller i teen, eller frokosten, den ligger i helheden. Jeg har altid været optaget af og interesseret i mennesker, og det er bare ikke helt det samme på afstand. Når jeg nu ikke ser så mange andre mennesker, så må jeg hente inspirationen i mig selv, altså inden i mig. Det er oplagt, og det gør jeg da også langt hen ad vejen, men det er jo ikke fordi, at inspirationen daler ned på mine skuldre, mens jeg er alene på toilettet – et af de få rum hvor der er ro. Det kræver altså lidt tid og ikke mindst ro til lige, at finde derind hvor inspirationen bor. Den tid og den ro kan jeg ikke altid finde, selvom huset er stort, kan det ofte føles som om, at der hele tiden er en der skal have hjælp, eller noget der skal gøres.

I Danmark arbejdede jeg som sygeplejerske på en sengeafdeling, med skiftende vagter og weekendarbejde. Det var ikke altid lykken, men det betød, at jeg havde nogle fridage i hverdagene. Fridage hvor jeg selv kunne sætte dagsordenen mellem klokken 8 og klokken 16 cirka. Det nød jeg, men det har jeg ikke længere, nu skal fritiden koordineres, ligesom hos alle andre med helt alminelige jobs. Det skal jeg lige vende mig til. Martin gør sit bedste for, at hjælpe mig med at skabe tid og rum til mig, men det må være svært, nu hvor han er gift med en, som er helt sikker på, at hun er uundværlig. Den anden dag forlod jeg mit hjem en hel formiddag, og sjovt nok havde de klaret sig så fint både Martin og Isolde, det var svært at tro, men ingen af dem havde lidt overlast 😉 Det er så åbenbart en del, jeg lige skal arbejde med at lære. Imens lever jeg med at det blevet agurketid i inspirationsland.

Hvad mon inspirerer dig?