Jeg omfavner mit savn

19. november 2020 0 Af Mette

Vores eventyr er i den grad en gave og indeholder så meget godt. Jeg er taknemmelig for hver eneste dag, hver eneste ny oplevelse eller opdagelse og for alt det jeg lærer om mig selv undervejs. Hvad jeg også er taknemmelig for er savnet til dem derhjemme. Det lyder måske skørt, for alle ved da at det ikke er så rart at savne nogen, det føles meget bedre at være sammen med dem, man måtte savne. Så hvordan kan man være taknemmelig for at føle savn? Det fortæller jeg om lidt….

Faktum er, at vi ikke altid kan være sammen, med de mennesker vi elsker. Det kan der være mange årsager til. For nogen handler det om, at de ikke er i blandt os længere, for andre er det fysisk afstand, og for andre igen er vores tid sammen forbi. Mennesker kommer og går i vores liv. Det har jeg med tiden lært at acceptere. Jeg kan godt tro på, at det ikke er alle de mennesker, jeg møder, som jeg skal beholde i mit liv for evigt. Det er helt ok. Sådan har det ikke altid været. Engang ville jeg gerne, at alle de mennesker jeg engagerede mig i forblev en del af mit liv. Jeg er heldigvis blevet klogere siden og har indset, at intet er statisk, når det kommer til de bløde sider af mit liv. Jeg har samtidig lært, at selvom nogle mennesker kommer og går, så gælder det heldigvis ikke for alle, der er andre som forbliver en del af mit liv og det er jeg meget taknemmelig for.

Vi er ved at være landet i vores nye omgivelser, og er i øvrigt faldet godt til i huset. Vi har nydt godt af meget smukt vejr i lang tid efterhånden. Intet varer som bekendt evigt, så vi begynder også at mærke efteråret her. Det bliver koldere, mere gråt og mere vådt. Tid til at rykke sammen, finde tæpper frem og brygge the, ja jeg drikker ikke kaffe. Det betyder også, at det er tid til at planlægge julen og nytåret, som er nogle af de traditioner, der bringer os tæt på vores nære relationer. Det gør de bare ikke i år. Bevares; vi har stadig hinanden og børnene, ligesom vi ikke har for vane at holde nogen stor jul, men vi plejer at være lidt flere.

Før vi tog af sted sluttede jeg fred med, at julen nok ville være anderledes og mindre i år, end den plejer at være. Det forhindrer mig dog ikke i at savne min familie, vores venner og mine veninder i denne tid. Selvom jeg har sluttet fred med, at der er opbrud i vores traditioner og vi skal skabe vores egne her. Så savner jeg stadig, ikke nødvendigvis det der var, men de mennesker der var en del af det. Jeg gjorde mig nogle tidlige tanker om det i indlægget TAKNEMMELIGHED OG TRADITIONER. Dengang var det endnu ikke blevet til savn, men nok mere en bevidsthed om, at det der lå foran mig.

Jeg savner SÅ meget i disse dage, men jeg ved at det er helt naturligt. Det gør det ikke lettere. Jeg vidste godt at det ville ske før eller siden. Ligesom jeg også godt ved, at jeg kommer igennem den her periode med mere massivt savn på et tidspunkt. Jeg ser savn som et grundvilkår i livet. Det er ikke første gang, at jeg savner. Jeg har savnet før, og jeg kommer til at savne siden. Et eksempel er, at jeg også har savnet en veninde, som var på ferie i lang tid, eller hvis der går lang tid imellem, at jeg ser min familie og sådan. Det er også et savn. Forskellen er måske, at der er tale om en afgrænset periode. Jeg kan typisk planlægge, hvornår vi ses igen for at mindske savnet. Det kan jeg ikke lige nu. Vi er naturligvis begyndt at se på, hvornår vi kan rejse til Danmark på ferie, men der er fortsat lang tid til. Ligesom corona i den grad har synliggjort for os, at intet er sikkert. Selvom vi planlægger ferie, risikerer vi at måtte aflyse det.

Det ændrer ikke på mit savn. Jeg savner stadig så vanvittigt meget. Det indledte jeg med at skrive, at jeg er taknemmelig for. Det står jeg naturligvis ved. Det synliggør nemlig kærligheden. Jeg savner ikke vores liv og hverdag i Danmark. Jeg savner de mennesker, som var en del af vores liv i Danmark. Jeg savner det sociale liv, som vi havde. Jamen, så må du jo skabe dig et nyt socialt liv Mette. Ja det må jeg helt bestemt, det har jeg også til hensigt at gøre, men det kommer ikke af sig selv. Dertil kommer, at uanset hvad vi skaber her, så kan det ikke erstatte dem derhjemme. Jeg har nogle særlige veninder og mine forældre hverken vil eller kan jeg skifte ud. Familie og venner som vi har skabt minder sammen med i mange år. De kan ikke erstattes, de kan savnes. Det er helt ok. Jeg synes faktisk ikke, at det skal være anderledes. Jeg bliver mindet om, at de mennesker vi allerede har i vores liv er særligt værdifulde, og altid vil være det, selvom der måtte komme andre til. Savnet minder mig således om, alt det jeg har at være taknemmelig for. Savn er derfor vigtigt for mig.

Det betyder også, at jeg på ingen måde skammer mig over at savne. Savn skal ikke pakkes væk eller pakkes ind. Savn er for mig kærlighed i forklædning, eller i hvert fald en anden form end den vi typisk taler, om når vi siger kærlighed. Derfor omfavner jeg mit savn, og accepterer den som en del af mig og som et vilkår i mit liv. Det er ikke relateret til vores rejse, intensiteten er måske, men savn eksisterer mange steder i mange former. Jeg er stolt af at savne, for det betyder, at jeg elsker.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om ting jeg vil savne, altså danske ting og ikke mennesker. Det kan du læse HER. Faktisk har jeg også skrevet, om noget af det jeg var sikker på, at jeg ikke ville komme til at savne. Det kan du læse i indlægget NOGET JEG IKKE VIL SAVNE