Græskar jagt + voksentid = god energi.

20. oktober 2020 1 Af Mette

Vi nærmer os halloween med hastige skridt. Jeg udvider langsomt vores halloweenpyntesamling. Det er i den grad en højtid, jeg har glædet mig til at udforske lidt nærmere, her hvor de er kendt for, at give den hele armen på den slags. Jeg synes jo altid, der er noget at fejre, så det taler i den grad til mig med endnu en “fest”. Desværre må vi nok give afkald på fastelavn, det er vist ikke noget amerikanerne fejrer, men vi kunne jo prøve at lære dem det – jeg skal i hvert fald bage fastelavnsboller alligevel.

Intet halloween uden de berømte græskarlygter. Vi har dog været lidt tilbageholdende med, at indkøbe disse græskar af frygt for at de rådner. Her er stadig ret varmt og jeg synes faktisk, at vores græskarlygter i Danmark har tendens til at blive smårådne og ulækre ret hurtigt. Det vil jeg jo rigtig gerne undgå. Jeg tror måske, at jeg har luret mine naboer af og gennemskuet tricket. De venter med at udhule og skære græskarne. De lader dem ligge ude til pynt. Vi har haft for vane at købe to græskar, men her ser det ud til, at de har mange græskar i forskellige farver og former. Det giver faktisk et helt andet udtryk.

Vi har i weekenden været ude for at plukke vores egne græskar på en farm i området. Det var vildt hyggeligt. Det forgår sådan, at de er forskåret, men stadig på marken, så man ikke skal arbejde alt for hårdt for det. Jeg ved ikke, om det altid har været sådan, men lige nu skal man bestille tid til at plukke græskar på farmen. Det med at bestille tid er altså ikke noget, man bare lige kan gøre dagen før, for så er der ingen tider at få. Jeg har over en uge i forvejen bestilt vores tid til græskarplukning. Så lørdag fik vi græskarrene i hus og vi skulle jo nødig glemme dem, så vi lavede naturligvis græskarlygterne søndag.

Vi fik en vældig familieudflugt ud af det. Det er altså lidt sjovere end at hente til i et supermarked. Farmen havde alle mulige forskellige græskar, så der var lidt at vælge imellem, de var ligeledes i mange størrelser.

Jeg var faktisk et øjeblik ved at blive lidt bekymret på halloweens vegne. Når man ser på, hvor tidligt julepynten kommer frem, så havde jeg forventet, at halloween pynten ville dukke op, kort tid efter vi ankom hertil. Der skete ingenting. Så eksploderede det heldigvis for omkring en måned siden, både med pynten i butikkerne og med pyntede hjem rundt omkring. Det er så uhyggeligt hyggeligt.

Den lidt mere alvorlige del af halloween er jo Trick or Treat. Det er i den grad noget, som kan dele vandene. Det er som om, den næsten er fifty fifty, enten eller. Enten synes man det er ok, eller også er man lodret imod. Det der så undrer mig er, at der er opstået noget Trunk or Treat. For mig lyder det lidt, som et bagagerumsmarked hvor man kan gå rundt og samle slik. Hvad jeg ikke forstår er, hvordan det kan være mere “social distance” venligt, end at gå fra hus til hus. Jeg ved ikke, hvad jeg skal synes om det. Lige nu synes jeg mest af alt, at mine børn er for små. Isolde kunne måske godt gå i kvarteret med andre børn, men det har ikke rigtigt været muligt for hende at skabe relationer her endnu, så jeg tænker, det må vente. Jeg har købt slik, hvis der skulle komme nogen her, indpakket naturligvis. Jeg hørte i radioen den anden dag, at rigtig mange i år vi pynte huset og se halloweenfilm med børnene. Altså det er nok ikke gyserfilmene, de ser, men formentlig mere børnevenlige halloweenfilm. Jeg tænker, vi vil gøre noget lignende. Der er masser af børnevenlige halloweenfilm på streamingtjenesterne. Vi har allerede taget forskud på glæderne, ved at se en Addams Family film, Isolde var vild med den. Vi må se om vi kan finde flere.

Planen er, at vi mødes med et par andre danske familier, som har mindre børn en eftermiddag i weekenden før halloween. Vi har købt købt kostumer til hele familien. Det bliver hyggeligt. Det bliver nok også det mest sociale, vi skal lave i forbindelse med halloween.

Med græskartiden var weekenden reddet for Isolde, men nu er vi jo andre i familien, som også har behov for at opleve lidt. Martins kollega havde arrangeret en tur til et bryghus og et vinsted lørdag. Vi nåede da lige at blive en lille smule ærgerlige over, at det kolliderede med græskarplukningen. Det endte heldigvis med at løse sig sådan, at vi kunne nå at deltage. Dermed var lørdagen godt nok lidt tæt pakket, men hold nu op, det var hyggeligt. Det foregik udendørs med den mest fantastiske udsigt, der var børn og voksne og hunde, altså som i alle var velkomne. Vi havde de mindste børn med, men de er heldigvis vilde med at være udendørs. Så Emmy kravlede rundt i græsset og havde sin egen fest med det, Isolde havde en tablet med til at spille på, og hun er heldigvis ret socialt anlagt, når hun er sammen med mennesker, hun har mødt før, så det endte med at blive en brandhyggelig eftermiddag. Faktisk var det så hyggeligt, at Emmy nægtede at sove lur og Isolde gad ikke med hjem. Hun syntes klart, at vi skulle have det hele med, men med 50 minutter i bil hjem og en baby som ikke havde sovet lur og som i øvrigt hader at køre bil, så var det tid til opbrud sidst på eftermiddagen. Det var godt, at det var lørdag for børnene kom alt for sent i seng, men hvad betyder det, når hele familien var fyldt op med god energi da vi ramte puden. Jeg oplever at vi, når muligheden byder sig, er ret gode til at kombinere aktiviteterne, så alle i familien får behov opfyldt. Det ændrer dog ikke på, at vi skal have fundet en barnepige, for det er ikke alt vi kan tage børnene med til, og sådan skal det være. I vores familie har der altid været plads til kærestetid, det skal der fortsat være, selvom vi ikke lige kan hyre farmor, mormor eller verdens bedste Helle som barnepige. For os er det vigtigt at finde balancen i familien. Når vi fylder lidt på både børnekontoen og lidt på voksen/kærestekontoen så fungerer vi bare bedst. I weekenden fik jeg endnu en gang bekræftet, at med prioritering kan det lade sig gøre at tilgodese de fleste behov på bare en enkelt lørdag.