Det rette tidspunkt at prioritere egen iltmaske

16. oktober 2020 2 Af Mette

Da vi fløj til Washington DC i august, indeholdt turen den sædvanlige gennemgang af sikkerheds og evakueringsprocedurer på flyet. Som alle andre gange jeg har hørt den gennemgang, blev der lagt væk på, at voksne der rejser med børn skal prioritere, at tage deres egen iltmaske på først og derefter hjælpe børnene. Den lader vi lige hvile lidt og vender tilbage til senere….

Vores hverdag er som de fleste andres selvfølgelig præget af corona. Det giver os nogle andre udfordringer, end vi havde forventet. Endnu en gang ville det have været rart, hvis der fandtes en manual. Det gør der ikke, så vi fortsætter med at opfinde vores egne løsninger. Ærligt; det stjæler virkelig noget energi og overskud, som vi faktisk godt kunne have brugt på noget andet. Hvilket skaber frustrationer for os alle. Heldigvis søger vi løsninger på frustrationerne, i stedet for at dvæle ved det elendigheden ret længe. Det bliver bare lettere for alle med den tilgang.

De som har fulgt med her på bloggen vil vide, at Isolde siden skolestart i USA har modtaget virtuel undervisning sammen med sine klassekammerater. Kommunen begynder langsomt at åbne for in-person undervisning, men det er en lang og sårbar proces. De er først lige startet, og det er desværre ikke to-sprogede english learners i 1st grade, der er først på listen. Det vi ser ud lige nu tyder på, at Isolde måske kan vende tilbage til skolen til fysisk undervisning en formiddag om ugen i slutningen af oktober eller starten af november, det er selvfølgelig under forudsætning af, at den første del går efter planen. Det er ikke meget, men det er bedre end ingenting.

Det er vanvittigt frustrerende at det er sådan. Udbyttet af onlineundervisningen er ringe, ligesom den sociale tilknytning lider under de her horrible kår. Det betyder jo selvsagt, at Isolde også lider. Hvilket jo nærmest ikke er til at holde ud at se på som forældre. Den sproglige udvikling er ikke ligefrem prangende, selvom hun virkelig forsøger og gør sit bedste. Hun er aktiv i timerne, men ikke tilnærmelsesvist selvstændig.

Jeg har siden skolestart indtaget rollen som først og fremmest lærer og tolk. Dertil kommer, at jeg også fungerer som tovholder og facilitator, i forhold til at holde hende på sporet med onlineundervisningen. Sidst men ikke mindst er jeg også ansvarlig teknikker, når hun ikke kan logge på, når noget skal printes eller scannes til aflevering. Bevares; jeg har da en god assistent i Martin, han hjælper til, det bedste han kan, men han har faktisk et arbejde at passe. Det er nok cirka sådan, at min rollefordeling ser ud i relation til Isolde lige nu. Hov nej, jeg er da forresten også hendes mor.

Lad den lige stå lidt… Altså beskrivelsen af vores relation. Det er sådan en beskrivelse, der giver mig helt ondt i maven. Jeg skriver ikke dette indlæg, fordi jeg skal ynkes. Jeg skriver det for at dele, den realistiske version af vores hverdag og oplevelser. Jeg ved der sidder nogen, som synes vi er helt vildt heldige. Ja, jeg føler mig også heldig, men det er ikke omkostningsfrit. Det er en oplevelse, men det er saftsuseme også en udfordring. I princippet kunne alle mennesker gøre det vi gør, hvis de virkelig ville. Det er et spørgsmål om handling og om valg.

Selvom vores eventyr udfordrer mig, så er jeg ikke i tvivl om, at vi har truffet det rette valg for vores familie. Min hensigt er bare ikke at male et urealistisk glansbillede, jeg vil fortælle hele historien. Så de der tror, vi lever det fede liv i luksus, det er en ommer. Ja vi har det godt, og vi mangler ikke noget, men de mentale omkostninger kan være høje. Ikke at jeg fortryder, men der er heller ikke meget at misunde. Hvis du drømmer om det samme eventyr, så forfølg det i stedet for at lave undskyldninger.

Tilbage til skolesituationen. Det at jeg nu fungerer som lærer og facilitator for mit eget barn, påvirker vores relation. Det har det principielt hele tiden gjort, men efter et par måneder på den her måde bliver det tydeligt, at konflikterne bliver flere og større. Min morrolle er rykket længere ned i hirakiet. Sådan har jeg ikke lyst til, at det skal. I hjertet er jeg først og fremmest mor, men det er også det eneste sted at den titel lige nu står øverst på listen fra mandag til fredag. Det er ikke sådan, det skal være. Derfor må jeg nødvendigvis handle på det.

Jeg ved godt, at der findes forældre, som selv underviser deres børn og trives med det. Det er jeg nu helt sikker på, at jeg ikke kommer til. Jeg ved, at det er en opgave, som verdens lærere løfter betydeligt bedre end jeg. Det værdsætter og respekterer jeg. Jeg er havnet lidt ufrivilligt i den her situation. Altså i forhold til at agere lærer. Jeg har lært noget af det, blandt andet at det ikke er noget for mig. Omend jeg er ret sikker på, at der er betydelig stor forskel på at undervise egne og andres børn.

Undervisning ligger mig på ingen måde fjernt, da jeg som sygeplejerske og klinisk vejleder har arbejdet meget med undervisning af sygeplejestuderende. Derfra og så til at undervise mit eget barn i 1st grade… Jeg kan skrive under på, at det er to helt forskellige funktioner. Den første var jeg glad for, jeg trivedes med det, faktisk syntes jeg, at det var ret fantastisk. Jeg ved måske bare lidt mere om hvordan voksne lærer. Det fungerede i hvert fald betydeligt bedre

I mit virke som sygeplejerske har jeg mødt pårørende, som havde svært ved at være pårørende. De påtog sig af og til en praktisk rolle i forhold til patienten. De blev en slags privatsygeplejerske, og det var ikke kun sygeplejersker, der påtog sig den rolle. Jeg har ofte talt med pårørende om at være pårørende. Om at give sig selv lov til at være pårørende, datter/søn, ægtefælle, veninde/ven. Jeg har talt om vigtigheden af, at bevare relationen og rollen for på den måde bedre, at kunne være noget for den syge.

Nu er jeg så havnet i den situation, hvor jeg faktisk ikke rigtigt kan få lov til at være mor for mit ældste barn, fordi jeg også fylder så meget i hendes undervisning. Det skaber altså en skæv relation. I virkeligheden tror jeg ofte, at hun er helt vildt træt af mig. Blandt andet fordi vi er sammen hele dagen, og fordi jeg jo selvfølgelig stiller krav til hende både som mor men også som lærermoren. Det er som om, det bliver lidt for meget. Det gør det ikke kun for Isolde. Det bliver også for meget for mig. Jeg har dage, hvor jeg er sådan helt fyldt op og træt, inden vi når aften, fordi jeg ikke rigtigt har mulighed for at trække stikket. Kobler ikke rigtigt af på noget tidspunkt. Jeg har ikke lige en køretur eller cykeltur hjem, til at tømme hovedet. Jeg fortsætter til det næste, det bliver sådan en grå masse af ting, der flyder sammen. Det er svært at skælne, hvornår jeg er det ene og det andet. Samtidig vasker tøjet ikke sig selv og rodet rydder ikke sig selv op. Mine pauser består i, når Martin kan tage over, så jeg kan nå en løbetur. Eller jeg måske kan mase en tur ind i frokostpausen. Jeg kan mærke, at jeg bliver mere og mere ærgerlig, over at det er sådan. Mon det her er det rette tidspunkt, at tage den iltmaske på som jeg indledningsvist beskrev.

Det gør mig ked af det, at jeg ikke kan være den mor, jeg gerne vil for Isolde. Det gør mig ked af det, at jeg ikke kan passe på mig selv og prioritere mig. Det dræner mig, det giver mig en følelse af ikke at slå til, og det bliver sådan en ond cirkel, hvor jeg bliver mere og mere mentalt slidt, fordi der er for meget, der ikke er, som jeg ønsker det. Hvad kan jeg gøre? Jeg ser to muligheder. Jeg kan være martyren, der bare bøvler på, fordi det skal jeg. Jeg kan også være den, der tager mig selv alvorligt og beder om hjælp. Det er her jeg vælger at tage iltmasken på. Nu fylder det for meget og jeg skal ændre på situationen for at passe på mig. Hvis ikke jeg kan passe på mig selv, så kan jeg nemlig ikke passe på min familie. Hvis det skal blive en god oplevelse for hele familien, er jeg nødt til at tage mig selv alvorligt og lede efter noget hjælp. Den hænger ikke på træerne, så vi skal prøve at opfinde en løsning. Vi er nu i gang med at lede efter en tutor, som kan hjælpe Isolde med skolen nogle timer om ugen, så jeg kan få nogle pauser og gøre det mindre intenst. Jeg håber på, at det også kan rette lidt op på relationen og gøre Isolde lidt mere selvstændig.

Det er dog ikke med fuld is i maven, at jeg fra fredag eftermiddag giver stafetten videre med undervisningen af Isolde. Jeg vælger at tro på, at det nok skal blive godt, men jeg kan da godt være lidt bekymret for, om hun får noget ud af undervisningen. På den anden side så havde jeg jo uden at tøve sendt hende hen i skolen uden mig, hvis ikke corona havde lukket skolen midlertidigt. Jeg tænker også, at det er en måde at ruste hende, til den dag hun kan komme fysisk i skole. Dertil kommer at det formentligt er en mors lod, at bekymre sig om sine børn og hvordan de klarer sig. Så det bliver helt sikkert godt for os alle, hvis det kommer til at virke med den tutor. Han har uddannelsesmæssigt rigtigt gode forudsætninger, for at være den rigtige løsning for os. Så vi tror på at det her kan være den rette løsning indtil skolesituationen normaliserer sig.