Taknemmelig turist

9. oktober 2020 1 Af Mette

En søndag for efterhånden nogle uger siden, tog vi for første gang sådan rigtigt på turisttur ind til Washington DC. I maj skrev jeg lidt om, hvad jeg gerne ville opleve, som det første når vi kom til Washington DC og kunne finde tid og overskud til, at opleve andet end hverdagen og det der følger med. Det kan du læse i indlægget DET FØRSTE JEG VIL OPLEVE I WASHINGTON DC. Dengang kendte jeg intet til mulighederne, udover det jeg kunne læse mig til. Vi bor uden tvivl et sted, hvor der er virkelig meget at opleve af enhver art. Vi har smuk og barsk natur næsten i baghaven, det skrev jeg lidt om i indlægget SLÅET HJEM PÅ HONEYMOON. Vi har kulturen indenfor en rækkevidde, med kun cirka 30 minutter i bil. Jeg forestiller mig således ikke, at det er sidste gang, at vi har været på turisttur i egen by, for vi er langt fra færdige. Den søndag begyndte vi på blot en lille brøkdel, af de oplevelser som Washington DC rummer, for det er for vildt. Isolde har et fag i skolen, som de kalder “Social Studies”. Det er et fag med en ret bred ramme, det kan derfor være svært at definere præcist. I det fag har de for eksempel fået undervisning i amerikanske symboler. Det er ikke svært at finde heromkring. Rigtig mange af symbolerne er lige i vores nærhed. Det er i den grad fantastisk at opleve. Det gør det på en eller anden måde lidt mere vedkommende, og børnene var gode til at bidrage til den undervisning. De havde jo alle en forbindelse til indholdet.

Vi startede næsten der hvor jeg, i maj, havde tænkt mig at starte. Dengang havde jeg bare ikke rigtigt fornemmelsen af, hvor tæt på eller langt væk oplevelserne var fra hinanden. Faktisk ligger det tættere, end jeg havde forventet, men nu har jeg heller aldrig været nogen ørn til sådan at afstandsbedømme. Vi startede med at gå forbi Washington Monument, som er den imponerende obelisk, der er rejst til ære for USAs første præsident George Washington, som iøvrigt har lagt navn til byen. Jeg har ladet mig fortælle, at det normalvis er muligt at komme op i toppen af den, men det så ikke ud til at være muligt, da vi var der. Jeg tror årsagen hedder covid-19. Faktisk har jeg hørt at den siden vi var der er åbnet igen, men jeg er ikke sikker.

Vi gik videre ned til World War II memorial et imponerende og rørende syn. Her blev jeg i den grad ramt af taknemmelighed, over den verden vi lever i dag. Den frihed vi har i livet. Den frihed er jo desværre endnu ikke for alle. Selv så mange år efter lever nogle mennesker med fundamentale begrænsninger i en hverdag, som jeg end ikke kan forestille mig. Derfor rammes jeg af den dybeste respekt og taknemmelighed i forhold til de mennesker, som i den grad har været med til at forme den frihed, jeg kender i min hverdag.

Selv begge børn blev stille og alvorlige, mens vi var der. Isolde var nysgerrig og spurgte meget. Ligesom hun godt lige ville have en hurtig redegørelse for Anden Verdenskrig. Vi gik dog i dialog om, at det nok er lidt mere komplekst, end det kan formidles og læres på en halv eftermiddag. Vi kunne jo starte med, at se på invasionen af Polen så er der ligesom taget hul på historien. Det er med at udnytte momentum, når nu hendes nysgerrighed er vakt. Der er ingen, der forventer, at hun kan historien fra ende til anden om lidt. Særligt ikke nu hvor alting er nyt for hende, men jeg er overbevist om, at hun ikke bliver dummere af at høre den, selvom det kræver gentagelser gennem årene. Ligesom motivationen måske slipper op halvvejs, så er det bedre end youtube videoer om slim (sagde den slimhadende mor).

Vi gik langs reflecting pool og ned til Lincoln Memorial. Det var også en imponerende oplevelse, omend en helt anden. Ingen tvivl om at denne mands bedrifter også er vigtige i historien, han har jo været med til at grundlægge det USA, vi kender i dag. Ligesom selve stedet har en imponerende historisk betydning. Jeg bliver jo nok i virkeligheden aller mest starstruck over, at det var her, at Martin Luther King Jr. gav sin “I have a dream” speech. Faktisk skulle det præcise sted på trappen være markeret. Det glemte jeg desværre bare at se efter, da vi var der. Det giver mig heldigvis bare en undskyldning for at vende tilbage dertil.

I lyset af den racekamp der ulmer lidt, er den tale jo pludselig blevet højaktuel på ny. Det gav anledning til en god snak med Isolde om mennesker og deres indbyrdes forhold til hinanden. Ligesom det giver anledning til at komme igen, fordi det er så overvældende, at det er umuligt at få det hele med første gang. Det tænker jeg dog gør sig gældende for alle tre punkter på vores vej i søndags. Der er så meget at opleve, at det er helt umuligt at rumme det hele på en gang. Selvom det er placeret indenfor overskuelig afstand, så tror jeg, det kan være en fordel at dele det op eller komme igen. Jeg tror, vi vil se noget nyt i hvert enkelt sted, hver gang vi vender tilbage. Så det er godt, at vi har god tid til det.

Udsigten fra Lincoln Memorial ned mod Washington Monument og kongressen som gemmer sig bag obelisken.

Jeg ser det som en kæmpe gave, at have muligheden for at opleve så meget, indenfor så kort afstand. For mange er det, at tage til USAs østkyst ensbetydende med at tage til New York. Jeg vil selvfølgelig også gerne opleve New York, men jeg indtil videre viser Washington DC sig, at have mere end rigeligt at byde på. Måske er det i virkeligheden lidt overset? Det er der jo kun en måde at finde ud af. Det er ved at besøge begge steder. Det kan jeg så afsløre, ikke bliver foreløbigt. Jeg har mere end rigeligt i Washington DC for nu. Jeg er jo knapt begyndt på oplevelserne. Der er dog ingen tvivl om, at det var et skønt afbræk fra familiens praktikaliteter generelt. Det er vigtigt for os med den gode blanding af hverdag og oplevelser. Her er vi så heldige, at kunne nå at opleve en masse på blot et par timer en søndag. Hvilken fantastisk mulighed er det ikke lige? Det skal lige tilføjes, at den søndag jo var helt og aldeles gratis glæder, med undtagelse af maden selvfølgelig. Alle vores oplevelser var gratis, det er de naturligvis for alle. Jeg synes, det er helt genialt. Især når der falder lidt mere ro på familien, så oplevelserne bliver mere et tilvalg end en flugt fra flyttekasserne. Hvad ville du prioritere at opleve i Washington DC?

Kongressen i den anden modsatte retning på National Mall

Sådan en turisttur kræver naturligvis en lækker omend sen frokost. Så vi fandt en virkelig god Burgerjoint.