Det der føles rigtig

2. oktober 2020 0 Af Mette

Begge vores børn har gået i dagpleje i Danmark. Isolde fra hun var 8 måneder til hun startede i børnehave som 3 årig. Emmy kun for en kort stund, men begge piger har været hos den samme dagplejemor. Det har vi været super glade for. Det lille trygge miljø betød meget for vores valg. Faktisk har vi også altid været heldige, at komme til få og kendte gæstedagplejere, når det en sjælden gang var nødvendigt. Vi har aldrig fortrudt vores dagplejevalg i Danmark. Det er jo en smagssag, så hvad der er rigtigt for mig, er ikke nødvendigvis rigtigt for dig. Jeg ved også, at nogen har været rigtig uheldige og blevet kastet lidt rundt til mange forskellige gæstedagplejere. Det har vi altså ikke. Aldrig!

Oprindeligt var tanken, at jeg skulle beholde Emmy hjemme, indtil vi var godt installeret herovre, og jeg på et tidspunkt skulle forsøge mig, i forhold til at få min uddannelse godkendt til brug i Virginia. Tingene har jo vist sig, ikke at gå ret meget som vi havde forestillet os hjemmefra. Isolde får virtuel undervisning. Hun sidder således herhjemme med sin computer og deltager i sin undervisning, uden at være fysisk tilstede på skolen. Det betyder, at hun ikke får den interaktion med andre børn, som vi forventede. Det betyder således, at hun er afhængig af en god portion hjælp til skolen. Martin skal i gang med at arbejde, og kan derfor ikke inkluderes når puslespillet med børnene skal gå op. Det betyder, at vi er nødt til at finde pasning til Emmy, før end vi havde forventet.

Vi har brugt noget tid på, at mødes med andre danskere herovre for at høre deres erfaringer med institutionerne, både de lidt store vuggestueagtige og de mindre inhome daycare, som minder mere om dagplejen som vi kender. De er dog større og med flere voksne så normeringen er stadig ok. Det er lidt en jungle, fordi vi er nye på området herovre, og vores danske erfaringer kan vi ikke bruge til ret meget, på det her liberale dagplejemarked. Vi er derfor dybt afhængige af andres anmeldelser, altså andres oplevelser, i forhold til at træffe et valg og så selvfølgelig førstehåndsindtrykket og mavefornemmelsen, ej at forglemme.

Vi har kigget på en vuggestueagtig institution, som har gode anmeldelser. Det er en kæde og et andet dansk par har gode erfaringer fra en institution i kæden. Et af de der lidt mere sikre valg kan man vel kalde det. Alligevel føles det bare ikke helt rigtigt. Jeg har det bare bedst med mindre enheder. Dertil kommer, at jeg er af den stærke overbevisning, at børn skal have lov at være børn. De skal lege og have det sjovt. Det kan man sagtens begge steder. Jeg tvivler ikke på kompetencerne. Det der bare stikker i mine øjne, er det store fokus på læring og uddannelse. Der er skemaer for alt, man måler og vejer alt hos børnene og kvæler forældrene i udviklings- og undervisningsplaner. Mit barn må gerne lære noget, men det vigtigste for mig er, at hun har det sjovt og bliver passet godt på. At hun får kærlighed og opmærksomhed og kan få lov at interagere med andre børn. Så er resten altså sekundært. Det er svært at sætte ord på, så hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener, er du meget velkommen til at spørge i kommentarfeltet, før du ringer til kommunen 😉 Min tanke er bare, at fokus skal være på leg og oplevelse. Ja jeg ved godt, at man også lærer gennem leg og oplevelse, men det behøver for mig ikke være puttet i kasser og skemaer. Ligesom jeg heller ikke har behov for at få en skriftlig opdatering på, hvordan hun klarer sig. For jeg ved, at hun nok skal klare sig fint på den lange bane. Derfor hælder jeg mest til en mindre institution med færre voksne. Ja så skal jeg selv passe hende, når de holder ferie, men det tror jeg nok lige, jeg kan få til at fungere.

Vi har besøgt en mindre institution med plads til otte børn. Ulempen er, at hun ikke har sådan et udendørs område til leg som mange andre steder. Det er ærligt, den eneste ulempe jeg kan finde hos hende. På den anden side fortalte hun om, hvordan de går ud i naturen og oplever, sanser for eksempel nu hvor det er blevet efterår, så går de ud og leger med bladene. Det tænker jeg måske er mere værd, end en baghave forklædt som en forlystelsespark. Hun var sød og sådan virkelig sprudlende, livlig og levende. Hun er fra Iran. Hun fortalte, at hun laver maden til børnene selv og at den ofte er iransk, men om fredagen får de pizza. Min første tanke var, at det er så fedt, for jeg er sikker på, at iranere spiser sundere og mere varieret end gennemsnittet her i landet. Ligesom jeg forestiller mig, at det kun gavner hende at få smag for andet, end det vi serverer herhjemme. Altså udvide horisonten lidt. Hun fortalte, at hendes generelle holdning er, at børnene må få alt i små mængder altså også marshmallows, selvfølgelig afhængig af alder. Det lyder altså lige som noget for os. Vi praktiserer ikke forbud, mere alting med måde. Det der er svært, ved det er, at jeg ikke er så god til at slå til med det samme. Det der med at tage det første og det bedste har jeg svært ved at tro på. Så jeg tænker, vi skal se mere. Omvendt så følte jeg mig bare så meget hjemme i det hjem, at det er svært at tro, at der kan findes noget, som er bedre og så spilder vi jo bare tiden.

Efter at have besøgt det her sted var jeg i hvert fald helt sikker på, at det ikke skal være den store institution. Jeg tænker såmænd, at Emmy nok skal klare sig. Det er straks værre med mig. Jeg skal også helst kunne aflevere hende og føle der er rigtigt. Når jeg tænker på dengang, Isolde startede i børnehave, så er jeg ikke i tvivl om, at mine de små skal være et lille sted indtil de skal i børnehave. Isolde var super klar til børnehaven, og det gik så fint, men jeg syntes godt nok, at det var et stort sted til min lille pige. Heldigvis gik det godt og vi har kun haft gode oplevelser i børnehaven, men hver ting til sin tid. Nu handler det jo ikke om, at jeg mener, at det eneste rigtige for de små børn er små institutioner. Institutionen skal jo passe til familien, så det der er rigtigt for mig og min familie, er ikke nødvendigvis det rigtige for dig og din familie.

Tilbage til valget. Som nævnt er jeg ikke så god til, at tro på at det kan være rigtigt godt, når det er det første. Altså det der med at tage det første og det bedste. Vi havde faktisk besluttet, at vi skulle se et sted mere. Nu er det bare sådan, at der skal være en første gang for alting. Som jeg skrev i indlægget HVAD FOREGÅR DER? #6, så er det måske på tide, at gøre op med den der skepsis, og begynde at tro på at det der føles rigtigt, også er rigtigt. Faktisk kan jeg ikke huske, hvornår min “mavefornemmelse” sidst har taget fejl. Jeg har derfor besluttet mig for, at gøre mit liv en lille smule lettere. Det gør jeg ved at tro på det bedste. Ved at stole på mig selv og på at jeg godt ved, hvornår det er det rigtige.

Vi har med grundlag i ovenstående valgt, at skrive Emmy op til dagpleje det første sted vi har besøgt. Jeg har valgt at tro på, at når jeg synes, det føles rigtigt, og når jeg synes, det er et rart sted at være, så er det rigtigt for Emmy. Jeg vil sige, at Emmys kropssprog talte lige ud af posen. Hun fandt straks legetøjet og ville ikke med hjem igen. Vi har også valgt, at aflyse den anden aftale vi havde, om at se en anden daycare. Vi tror på, at det her bliver godt. Vigtigst af alt så er vi trygge ved, at hun skal derhen og ikke et andet sted. Beslutningen er truffet. Det føles godt, altså er det godt! Det var slet ikke så svært. Nu er grundstenen lagt, til opgøret med min vægelsindede side, som faktisk længe har irriteret mig. Det føles også godt.