Pædagog eller lærer? Nej jeg er faktisk sygeplejerske.

12. september 2020 3 Af Mette

Jeg kan se, at mange er nysgerrige efter, at høre hvordan det går med Isoldes skolestart. Det er også en af de elementer, jeg selv har været særligt spændt på. Jeg vil lige slå fast, at jeg aldrig har tvivlet på hendes faglige evner. Hun har længe været nysgerrig på både matematik og bogstaver, så jeg ved, at hun har et forspring. Hun har øvet sig længe, både i at læse og i at lægge sammen og trække fra. Jeg er derfor helt sikker på, at hun er forbandet godt stillet fra starten. Det kan hun takke sig selv og sin nysgerrighed for lige nu.

Sagen er nemlig den, at alle public schools i den kommune hvor vi bor har virtuel undervisning i en uvis tidsramme. Det betyder, at Isolde går i skole herhjemme. Hun får undervisning af sin klasselærer, sammen med sine klassekammerater, men det foregår på computeren i et virtuelt klasselokale. Hvor læren kan dele slides, videoer og lignende med klassen, som en del af undervisningen. Jeg indrømmer gerne, at jeg er overrasket over, hvor mange muligheder der er i sådan et virtuelt klasselokale. Jeg tænker også, at det må være et kæmpe arbejde, der ligger bag undervisningen for den lærer. Dog tænker jeg på ingen måde, at det står mål med udbyttet af undervisningen. Det er vel at mærke al undervisning, som foregår på den måde også musik og idræt.

Der er således noget, der har imponeret mig positivt. Desværre er der langt mere, der har imponeret mig i den anden retning. Nu skal det ikke være et langt brokindlæg, for jeg synes virkeligt, at de fleste af underviserne gør deres bedste, med de vilkår der nu er. Jeg kommer dog ikke udenom, at denne måde at modtage undervisning læner sig op af at være en katastrofe for Isolde. Hun prøver, det gør hun virkelig. De som kender Isolde ved, at hun er en flittig pige, som gør sig umage, og som altid gør sit bedste. Hun er nysgerrig, og hun vil virkelig gerne lære. Det er bare helt umuligt for hende på disse betingelser. Selvom hun har lært engelsk hjemmefra, er hun jo ikke selvstændig. Det betyder, at en af os sidder hos hende hele dagen og støtter hende i forståelsen. Forbindelsen er ikke altid helt stabil, selvom vi har en god internetforbindelse. Det betyder, at der er udfald hvor man lidt må gætte sig frem. Det er klart et problem i musikundervisningen, når man kun kan høre halvdelen, fordi resten bliver spist af hakkeriet. Ligeså er det problemtematisk, at få det hele med når der læses højt, når sproget stadig er svært. Kort sagt det er en horribel kombination.

Selvom eleverne er sammen med deres klasselærer i det her virtuelle klasselokale, så er der ingen social interaktion mellem eleverne. Det betyder, at alt det som burde komme lidt af sig selv, fordi hverdagen er fyldt med engelsk, det sker ikke. Alt det der normalvis sker i relationer. Alt det man lærer ved, at være sammen med andre mennesker, det sker bare ikke i vores situation, som den er nu. Den sociale kontakt som i min optik er en ligeså vigtig en del af det at gå i skole, som det der står i bøgerne, den er ikke eksisterende i Isoldes hverdag som det er lige nu. Den korte version er, at Isolde er godt med i matematik, hun har en god forståelse for bogstaverne både deres lyde og deres udseende. Det Isolde mangler er nogen at tale engelsk med, som også taler engelsk til hende.

Nu er det fristende at tænke, det kan vi da bare selv gøre. Altså hvorfor taler vi ikke bare selv engelsk med hende. Det kan du saftsuseme også tro, vi gør. Det er bare ikke altid så enkelt. De fleste forældre kender nok til, at nogle børn opfører sig på en måde, når deres forældre udfordrer dem og på en helt anden måde, når en udenforstående udfordrer dem. Mit barn er ikke anderledes. Når jeg udfordrer hende, tøver hun ikke med, at fortælle hvor hårdt og uretfærdigt det er, hvor meget hun ikke kan finde ud af det og jeg lyver ikke, når jeg siger at hvis en hvilken som helst anden end mig, hendes mor, gjorde præcis det samme så ville hun gøre nøjagtigt, som hun blev bedt om. Der er bare STOR forskel på blive undervist af en forældre eller en lærer. Sådan er det hos os.

Vi gør alt, hvad jeg kan forestille mig, vi kan for at fylde så meget engelsk på som muligt. Nu er det jo dejligt let med valg af tv for eksempel, for der foregår tingene jo primært på engelsk. Det der også er kunsten, her efter skolestart er at hun jo helst skal bevare sin sunde nysgerrighed og lysten til at lære, så der skal skabes balance i hendes læring. Sådan at forstå at hun skal have en tilpas mængde uden, at det bliver for surt og for hårdt. Hun er klart indstillet på at arbejde lidt ekstra for det, men det skal stadig være rimeligt for en på 6 år.

Jeg må erkende, at jeg er udfordret på det her punkt. Sådan for alvor udfordret. Jeg har mødt udfordringer tidligere i forløbet, som jeg har løst. Det her er lidt sådan en out of hand udfordring. Samtidig føler jeg jo ikke, det er for meget at forlange at mit barn tilbydes en anstændig undervisning, mens vi er her. Jeg er således næsten fyldt til randen med frustartioner over det her undervisningsforløb, som kun lige har taget sin begyndelse. Vi arbejder selvfølgelig på at finde en løsning, for sådan her kan det ikke blive ved. Jeg føler lidt, at mit barn deltager i et eksperiment, som jeg ikke kan mindes at have samtykket til. Jeg tænker, at mange danske forældre må have siddet med samme følelse da de danske skoler lukkede. Jeg ved godt, at corona skal have en stor del af skylden. Ligesom jeg også godt ved, at ingen kunne forudse at det her ville ske, og at vi allesammen nok helst var foruden. Det ændrer bare ikke på, at der skal findes en løsning. Vi er ikke den eneste udfordrede familie, men af og til føles det virkelig ensomt. Fordi der bare ikke er så meget hjælp at hente nogensteder. Det er der formentlig nogen, som ikke er enige med mig i, og det er ok. Det ændrer ikke på, at det er min oplevelse af situationen. Jeg føler i den grad, at min familie og jeg tvinges til at opfinde den dybe tallerken, lidt for ofte og nok i virkeligheden også lidt for sent. Det er ikke fordi, jeg skal have alt serveret på et sølvfad. Jeg mener bare, vi er ikke de første og ej heller de eneste. Så kan det i den grad undre mig, at informationen og løsningerne er så længe undervejs. Det er lidt den der med, at alle ved, at alle er udfordret, men ingen gør rigtigt noget ved det. Lidt som om det bare skal gå væk af sig selv. Det er så frustrerende at være i.

I disse ensomme frustrerede stunder hjælper det mig dog, at vide at Isoldes faglighed er over niveau på alle parametre med undtagelse af det sproglige. Jeg tænker således ikke, at der sker uoprettelig skade. Dog skal siges, at når man nu er et socialt menneske, og al social interaktion pludselig forsvinder, så gør det noget ved en, også selvom man er et barn. Så prioritet nummer et er at finde et sted, hvor hun kan interagere med andre børn, det bliver formentlig gennem noget sport. Vi havde fundet noget jazzballet hun skulle gå til, men det viste sig også at være uden fysisk fremmøde. I stedet er det via et zoomlink. Det er således strøget af listen, så nu er vi på jagt efter noget nyt. For jeg vil ikke se til, mens min datter visner, fordi corona har gjort det umuligt at møde mennesker. Det er jeg dog rimeligt fortrøstningsfuld omkring. Hendes søde veninder hjemmefra har også været gode til at mødes og tale på video med hende. Det betyder virkelig meget for os allesammen, især lige nu hvor alting er lidt sværere, end det burde være. Dertil kommer, at Emmy jo kan mere og nu er sjovere at være sammen med. Isolde vil faktisk gerne lege lidt med hende af og til. Så jeg tror måske, at pigernes indbrydes relation bliver stærkere. Emmy ser i den grad et lys i Isolde.

Så er alt godt? Nej det er det ikke. Bliver det godt? Det tror og håber jeg på at det gør. Vi ved jo at al begyndelse er svær og der er kun gået en måned. Selvom det af og til føles som en forbandet lang måned. Selvom det har kostet et hav af tårer og et hjerte der løber over af frustration. Så vælger jeg, at tro på at der er lyst på den anden side, af de udfordringer vi lige nu forsøger at overkomme.