Noget jeg ikke vil savne

7. august 2020 0 Af Mette
Hate er nok i overkanten – billedet er fra vores besøg ved “Skovsnogen” mellem Sdr. Omme og Skarrild

For et stykke tid siden skrev jeg et indlæg, om nogle af de ting jeg vil komme til at savne, mens vi er i USA. Det kan du læse lige HER. Jeg tænker ikke, at det indlæg skal stå alene. Der dukker helt sikkert andre ting op, som jeg også savner, når vi først kommer af sted. Ting jeg ikke havde tænkt over, men som mangler i hverdagen. Her er selvfølgelig ikke tale om vores danske relationer, for dem håber jeg ikke, der er nogen tvivl om, at jeg vil savne.

Selvom Danmark er dejligt og altid vil stå mit hjerte nært, uanset hvor i verden jeg rejser hen, så er der altså også et par ting, som jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil savne.

Medmenneskers behov for at trække deres antagelser ned over hovedet på andre også fremmede, uden at kende sagens historie: Gennem ugen har jeg desværre oplevet på egen krop hvor ramt jeg bliver når nogle mennesker antager noget om mig og min familie. Især når det er uberettiget og man i øvrigt ikke har gidet at sætte sig ind i tingene. Det er ikke altid dårligt, at springe over hvor gærdet er lavest i en travl hverdag. Jeg tænker bare ikke, det er fordrende for et fremtidigt samarbejde, at gøre det når det inden for et felt, hvor jeg er på hjemmebane. Så bliver jeg både ked af det og mega frustreret. Især når der ligger venstrehåndsarbejde bag. Dertil kommer udefrakommende spørgsmål, som er helt uberettiget. Jeg får lidt den der lyst til at bede folk passe deres egen butik, så jeg kan få fred til at passe min. Et eksempel kan være, at der lige nu skrives den ene statusopdatering på facebook efter den anden og i øvrigt ditto avisartikel, om at folk slækker på spritten og butikkerne oplever, at befolkningen ikke længere bruger så meget af deres sprit. Jeg kan ikke svare for hele befolkningen, men jeg kan svare for mig selv. Jeg bruger ikke længere butikkernes sprit, fordi håndsprit rent faktisk kan købes igen. Mange steder bruger man sådan noget desinfektion, som lugter frygteligt, andre steder er spritten placeret, så området omring ikke indbyder til, at man føler sig sprittet af, når man går derfra. Så derfor medbringer jeg altid min egen håndsprit. Lur mig om jeg er den eneste. Dertil kommer, at jeg ofte benytter mig af butikkens indkøbsvogne og det giver altså ikke meget mening, at tage en indkøbsvogn for at gå ind i butikken, spritte af og tage ved den samme indkøbsvogn igen. Mine medborgere er desværre af og til så selvretfærdige, at de lige føler behov for at nævne, at jeg ikke benytter mig af butikkens sprittilbud. Det gør man jo gerne uden at tænke over, at der kunne være der var en god forklaring. Jeg bliver altså lidt træt. Det er ikke fordi, jeg ikke kan komme i tanker om situationer, hvor man skal blande sig, selvfølgelig findes de og så bør man selvfølgelig handle derefter. Det jeg mener er, at man behøver ikke antage det værste fra begyndelsen. Ligesom man måske skal tænke sig om en ekstra gang, før man trækker sin antagelse ned over hovedet på andre mennesker. Hvor er vores tiltro til hinanden blev af? Jeg synes faktisk, det er en lille smule trist. Jeg minder derfor lige om, at hver gang du peger fingre af andre, så er der fire fingre, som peger mod dig selv. Jeg tænker det er en fremadstormende attitude, som eksisterer i de fleste samfund, men heldigvis i varierende grad, så jeg kan håbe på forandring.

Vores lejede Nissan Pulsar: Det er jo ikke fordi, der er en dårlig bil, eller jeg har faktisk aldrig kørt Nissan før, så jeg kender ikke standarden. Jeg kan dog konkludere, at jeg synes vores Citigo kører bedre end den bil, vi har haft lejet. Så jeg tænker ikke, at Nissan er røget på min førstevalgsliste, når jeg skal købe min næste bil. Der er en del kabinestøj og den er bare slet ikke indrettet til mennesker, som jeg, der ikke fik lange arme og ben. Foreksempel kan jeg ikke nå p-skiven, når jeg sidder på førerpladsen. Ja ja jeg ved godt at p-skiver er “so last year”, men det fungerer nu meget godt, når man lige husker at stille den (nej jeg har ikke fået en p-bøde fornyligt), men det kræver så, at jeg stiger ud af bilen og går om i passagersiden for, at stille den forbandede p-skive rigtigt. Det bliver jeg altså ret hurtigt træt af. Ja det er et luksusproblem, men det bliver det ikke mindre irriterende af.

At bo en familie på 4 i et hus på 54 m3 en ustadig dansk sommer: Det er et fint lille hyggeligt sommerhus vi bor i. Det er funktionelt og sådan, virkelig idyllisk og tæt på søen. Så der er mange kvaliteter, især hvis vejret var godt og vi kunne være meget ude. I den koldeste juli måned i 21 år (eller var det 22?) kunne vi godt have brugt lidt mere plads. Faktum var, at alting blev væk, fordi intet havde en plads. Børnene kunne ikke helt enes om, hvem der måtte hvad i fællesrummet. Ja man kan godt skændes, når man er 1 år og 6 år. Det kan være lidt svært at forstå, at man ikke må ødelægge sin søsters nybyggede hule, når man er 1 år og den nu står lige der midt i stuen. Jeg ser således bare en lille smule frem til at få lidt mere plads.

De meget små landeveje hvor man skal helt ud i rabatten for at passere modkørende: Vi har de sidste uger boet lidt på landet, i hvert fald er en del af landevejen hertil af de små uden striber. Jeg indrømmer gerne, at jeg ikke har nerver til at tage den i fuld firspring forbi en modkørende på den slags landeveje. Jeg er hende som breeeemser ned og lister forbi.

Stegt lever: En ret jeg aldrig har lært at spise. Nu er jeg blevet så voksen, at jeg er ret sikker på, at det løb er kørt. Jeg forventer ikke, at få stegt lever som livret i fremtiden.

Listen kunne sikkert gøres længere, men det bliver ikke i dette indlæg. Nu er der nemlig basis for et nyt indlæg i kategorien, når jeg får vished om, hvad jeg virkelig ikke savner. Hvad kunne du godt undvære? Udvid gerne listen i kommentarfeltet.