Lidt naiv er man vel

31. juli 2020 1 Af Mette

Eller det er jeg i hvert fald nok. Jeg havde sådan en fin forestilling om, at når boligen i USA var på plads og vores indbo sendt af sted, så ville der blive plads til at slappe lidt af og finde roen igen. Der tog jeg da så grundigt fejl. Faktisk tror jeg ikke, jeg har haft mere travlt i lang tid, end siden vi sendte containeren afsted og tog på ferie. Altså ferien var selvfølgelig stille og rolig, men så skal jeg lige love for, det gik stærkt, da vi kom hjem.

Det skal ses i lyset af, at jeg også dagen efter hjemkomst tog hul på en lidt hamper vagtplan med seks vagter i streg, en fridag og så tre vagter igen. Her skal tilføjes, at jeg selv havde sagt ja tak til den vagtplan, så jeg kan ikke klage, men jeg er ikke for fin til at indrømme, at det var en relativt hård omgang. Oveni det var der så alt det andet, som jeg nok lige havde glemt. Alt det vi har skubbet foran os, mens vi pakkede ned og ordnede de andre ting. Det går således stadig over stok og sten i det lille hjem.

Vi har kæmpet lidt med bilsalget og det har faktisk fyldt temmeligt meget. Jeg tror blandt andet, det var fordi, det gik i vasken på den måde, som det gjorde. Det var på ingen måder rart. Dertil kommer, at det var anden gang i denne proces, at en af de store poster på to-do-listen var tæt på at kunne lukkes. Ja altså lige indtil vi blev brændt af for nu anden gang. Den frustration som følger med kan godt være lidt svær at deale med, fordi vi som familie er presset af alt muligt andet i forvejen. Den der lige ved og næsten kombineret med at nogen har spildt vores tid. Den tid som vi i forvejen ikke har for meget af tilovers det er en ualmindelig dårlig kombination. Lige nu udnyttes hvert minut i vores familie, nogen mere konstruktive end andre, men vi keder os ikke. Når så man står tilbage med følelsen af tidsspilde så stiller frustrationerne sig i kø. Hvilket vel i princippet er naturligt nok.

Af mine ugen der gik indlæg, som jeg har valgt, at kalde “Hvad foregår der?” kan man også se, at vi ikke ligger på den lade side. Du kan læse de første af sin art HER og HER. Jeg kan af og til godt komme i tvivl, om vi nogensinde når at blive færdige, før vi skal rejse. Vi har faktisk et ønske om lige at nå, at sige ordentligt farvel til Danmark også. Vi har et par ting vi gerne vil nå sammen med børnene og vi har nogle mennesker, vi rigtigt gerne vil kramme, før vi rejser. Desværre synes tiden lige nu lidt knap.

Jeg har været så heldig at få et lille afbræk fra alt knokleriet, mens Martin har knoklet herhjemme og fået stor hjælp fra sin mor, min svigermor. Sammen har de sørget for, at en stor del af huset på Anemonevej var ordnet, til jeg kom hjem igen. Hold nu op en gave altså. Det var i den grad uvurderligt. Nu er der rent faktisk håb for, at vi når det hele, omend programmet stadig er stramt. Min lille pause var tiltrængt og i form af en mor og datter tur med Isolde. Hvor vi besøgte min barndomsveninde i København. Vi havde først en overnatning hos hende og familien. Herefter tog vi ind til København, hvor vi hyggede os og overnattede på et hotel nær hovedbanegården og indre by, for til sidst at tage toget hjem igen. Det var virkelig en god tur. Lige hvad vi trængte til.

Alt dette var dog ved at hænge i en tynd tråd i weekenden, da Martin blev syg og måtte coronatestes, som heldigvis og forventeligt var negativ. Det var lige ved at sætte en stopper for alle planerne, og lige ved at stikke en kæp i hjulet for progressionen i processen. Den weekend var vi lidt på standby, og det i en tid hver der faktisk ikke er rum til standby. Vi kan ikke forberede os på alt. Sygdom er altid ubejligt, men denne gang var det alligevel mere end almindeligt træls. Dog beviser det meget godt, at alting løser sig i den sidste ende. Så er der også det der netværk, man ikke skal undervurdere. Det er altså guld værd. I den sammenhæng er tak kun et fattigt ord.

Ligeså var det, da begge børn skulle vaccineres, og jeg skulle på arbejde samtidig. Her var det min, eller det er vel egentligt vores, gode veninde Helle, som trådte til og tog med til lægen, så vi kunne få det alt sammen til at hænge sammen. Det er intet mindre end fantastisk.

Selvom vi har forberedt os grundigt og forsøgt kontinuerligt at være et og helst to skridt foran i denne proces, så må jeg erkende, at det simpelthen ikke altid er muligt. Der er ting, som vi ikke har kunnet gøre før nu. Jeg er bare glad for, at vi er så godt med på alle andre punkter, som vi er og hele tiden har været. For denne her sidste del ligner lidt er maraton. I den sammenhæng tror jeg godt, vi kan forberede os på, at det blot fortsætter. Der er stadig en masse, vi ikke kan ordne, før vi fysisk ankommer til Washington DC, så roen synes at have lange udsigeter. Jeg forsøger derfor, at finde lidt ro i det kaos vi befinder os i. Undgå store forventninger og forsøger efter bedste evne bare at være og følge med. Finde små oaser med ro i den uro som hersker. Der er dog faldet lidt mere ro på, efter vi flyttede i sommerhuset og på den måde fik skabt lidt stabilitet for børnene. Det er de samme omgivelser, de samme senge og så videre. Jeg håber, det samme sker, når vi lander i vores amerikanske hjem og vi bliver genfornenet med vores eget indbo. En ting har jeg dog lært i denne proces, det er, ikke at vide mig alt for sikker på ret meget, som foreksempel børnenes reaktion. Selvom jeg synes jeg kender mine børn, så bliver jeg stadig overrasket. Det er vel mommylesson number 1 eller er det nummer 11? Det betyder, at vi lige nu nyder, at der er stabilitet og forudsigelighed for børnene, for det giver os voksne lidt arbejdsro.