Undervurderet kaos

Som overskriften antyder, så må jeg indrømme, at jeg har undervurderet denne del af processen. Det der med at pakke sit liv i en container det har virkelig efterladt mig med en mærkelig følelse. Jeg var godt klar over, at der ville være elementer, vi enten kom til at undervurdere eller ikke kunne forudse, så jeg kan ikke sige det kommer som en overraskelse.

I mit seneste indlæg PØLSEHORN MED DELEKETCHUP skrev jeg lidt om, hvordan det gik, da flyttefirmaet kom og hjalp med at tømme vores hus, hvorefter vi tog på ferie. Høje på feriestemning og det faktum at vi nu kunne sætte det sidste punktum i et kapitel, havde vi en rigtig god ferie. Telttur med et barn på 11 måneder kan dog have sine udfordringer og det gik i den grad ud over nattesøvnen. Samtidig kunne hun opfinde alverdens unoder i hvert eneste ubevogtet sekund, vi var derfor rigtig meget på som forældre i den uge. Hun er ellers en pige, som gerne undersøger verden selvstændigt, men det var ikke rigtigt en god mulighed i det telt. Vi kom således hjem med masser af minder i bagagen, men også en vis portion træthed og rande under øjnene. Klar til at tage hul på en ny arbejdsuge, eller det sagde min beregning i hvert fald at vi ville være.

Jeg har tidligere fortalt om, at vi efter ferien ville ende i et limbo, før vi kan flytte ind i det sommerhus, der er lejet til resten af perioden i Danmark. I den korte mellemliggende periode har vi lånt en bolig af et venligt par, som er taget på ferie og det er virkelig fantastisk. Det kræver samtidig en masse omstilling for os og ikke mindst for børnene, som igen sover i nye senge i nye omgivelser og det kan selvsagt godt mærkes. Selvom vi er meget taknemmelige for muligheden, så er den ikke uden udfordringer. Det er ikke skrevet med henblik på ynk eller lignede, vi har jo selv valgt det, men det er ikke den letteste del af rejsen, det indrømmer jeg gerne. Jeg er sikker på, at det er det værd, men undervejs er det hårdt og det bliver ikke sidste gang, vi kommer til at opleve det. Der vil være bump på vejen, ligesom der ville være, hvis vi blev hjemme og ikke greb chancen.

Livet som nomader er lige nu nødvendigt, men det er ikke så ønskeligt. Jeg synes faktisk, at de mange skift er lidt synd for børnene, og jeg glæder mig til at give dem en lidt mere fast base, i de uger vi er i sommerhuset.

Hele den omskiftelighed i denne her proces synes jeg er svær at håndtere. Jeg kunne godt ønske mig, at der fandtes en opskrift, men den er jeg selv i gang med at skrive, i hvert fald min egen opskrift. Den er bare langt fra færdig endnu. Jeg prøver, at acceptere tingene som de er, med den omskiftelighed der ligger i det. Jeg prøver at sænke barren og sætte forventninger efter, at vi alle er i proces. Jeg forsøger ikke at forvente for meget og være tilstede efter bedste evne. Jeg må indrømme, at jeg synes, det er svært. Svært at være i og svært at navigere i.

Denne del kræver en ret stor portion omstillingsparathed af hele familien. Dertil kommer, at jeg faktisk også synes, at det følelsesmæssigt er noget af et kaos. Det der med at pakke sit liv sammen på den måde og så vinke på gensyn til det i en periode, for så at blive genforenet. Det er altså helt ubeskriveligt. Det er ikke bare en flyttebil, som køres til en ny by og pakkes ud. Det er omkring 6 uger i en kuffert og så en flyttebil i en ny by som pakkes ud.

Nu hvor jeg er landet lokalt igen, hverdagen har meldt sig, feriefølelsen klinget lidt af og kombineret med træthed så føles det lidt kaotisk indeni. Tror følelsen bedst beskrives med bølgerne som rammer hinanden ved Grenen i Skagen. Ikke fordi der er noget der ramler for mig, endnu i hvert fald. Mest fordi situationen er fyldt med følelser, som stikker i hver sin retning. På den ene side glæder jeg mig til vores eventyr og på den anden side bliver det også et svært “på gensyn” med mange herhjemme. Der er således masser af modsatrettede følelser, som i den grad kigger forbi lige nu. Jeg forsøger, at bevare den positive tilgang til verden og hverdagen, men jeg accepterer, at det ikke altid er muligt. At jeg af og til fejler og rammes af noget tungt. Jeg tror på, at min vigtigste opgave lige nu er at acceptere kaos, med en bevidsthed om at det bliver bedre men at vi skal turde være, lige der hvor vi er, i det kaos der præger hverdagen lige nu. Lidt klichéagtigt kan man vel sige, som en jeg kender, at det skal være skidt, før det kan blive godt. Helt skidt synes jeg, nu ikke det er, men vi bliver testet på mere end en front i disse dage, kan man vist roligt erklære.