Pølsehorn med deleketchup

7. juli 2020 1 Af Mette

Nu sker det for alvor. Nu er alt vores indbo sendt ud på en lang rejse. Det er taget i forvejen og så må vi jo se, hvem der kommer først. Jeg satser på, at vi trods alt er hurtigere fremme, men hvem ved.

Den seneste tid har budt på ualmindelig meget oprydning, udsmidning og prioritering. Det kan du også læse om i indlægget DET TUNGE LÆS. Tiden har været fyldt med op og nedture, gamle minder i begge ender af skalaen, men nu er der sat punktum.

Faktisk er der sat mange punktummer i de sidste par uger. Der er i den grad blevet smidt ud, så vi nu kun har det, vi har behov for og ja selvfølgelig det løse, ingen er vel perfekt. Vi har nok stadig, det man vil betegne som overflod, men overlæsset er smidt på lossen. Sådan at forstå at det der ikke knyttede sig til noget brugbart, konstruktivt eller positivt det er smidt ud. Nu er der således gjort rent bord i hvert fald for mit velkommende. Det tror jeg var meget sundt. Et kapitel er slut, og jeg har nu vendt den første side i et nyt og mega spændende kapitel i livets bog. Jeg glæder mig i den grad til at skrive det kapitel.

Vi gik i gang i god tid med at pakke ned, processen har således været temmelig lang. Det er der både fordele og ulemper ved. For os har det fungeret fint, at vi løbende har kunnet pakke en flyttekasse og samtidig rydde lidt op. Nips og lignende er jo ikke en tvingende nødvendighed. Den sidste uge har vi haft travlt med at pakke resten og se stakken af kasser vokse. Vi sluttede af med køkkenet og Isoldes værelse. Den sidste uge har været lidt intensiv, det var der dog beregnet tid til, så jeg har holdt fri/ferie til det. Samtidig skulle der pakkes til vores rigtige ferie, så det var også en afvejning at vores behov i de næste uger i Danmark. Det var ikke nogen helt let opgave, når der skal tages højde for omskifteligheden i det danske sommervejr, men vi har løst den efter bedste evne.

Mandag morgen afleverede vi børnene hos mormor og morfar, samtidig med at flyttefirmaet rykkede ind for at pakke møbler. Så havde vi ro til, at dirigere slagets gang og børnene kunne få lidt kærlighed. Vi havde selv pakket de fleste flyttekasser, så det var primært møbler og det der dukkede op undervejs, der skulle pakkes ind. Op ad formiddagen ankom en container og da alt var pakket og listet på pakkelisten, så gik de ellers igang. En-to-tre så var det hele læsset i containeren, huset så godt som tomt og det aller sidste punktum i den sag var sat. Alt imens vi spiste pølsehorn med deleketchup af den nyeste mode indenfor plastiktallerkener. Containeren blev forseglet, vi kunne nu endelig trække vejret og mærke feriestemningen brede sig. Jeg kommer dog ikke udenom, at det var med blandede følelser, at vi stod der i et næsten tomt hus. Der er stadig til et par ture på lossen og en masse rengøring, men i det store hele et tomt hus. Det var virkelig mærkeligt, sådan lidt en tom følelse kombineret med en “nu er det endelig nu” følelse.

Et par detaljer omkring vores boligsituation nu hvor huset er tomt skulle løses. Vi har et par dage, fra vi kommer hjem fra ferie og til vi kan rykke ind i sommerhuset. Her har vi simpelthen fået lov at låne et hus, af et par som er på ferie. Er det ikke fantastisk? Jeg føler mig simpelthen så heldig. Så nu er det problem også løst.

Faktisk er det helt overvældende, hvor mange fantastiske og søde mennesker vi har mødt i denne proces. Flere siger, vi kan da lige rykke lidt sammen, så er der plads hos os de par dage. Andre har stillet campingvogn til rådighed. 1000 tak for det (ingen nævnt, ingen glemt). Det her er dog den absolut bedste løsning for os. Vi kan blive i byen uden at genere eller ligge nogen til last. Så ud fra det valgte vi den løsning. Det ændrer dog ikke på, at vi er meget taknemmelige for alle tilbuddene, særligt i en tid hvor mange mener, at egoismen hersker og det er “mig selv først” – det må jeg jo indrømme, at jeg på ingen måde kan genkende lige nu. Jeg føler mig bare heldig.

Med den følelse knipsede jeg billeder af vores forseglede container, som dokumentation og indledte min ferie. Altså den rigtige ferie med familietid. Nu er det tid til at nyde og tid til at være tilstede igen. Det har jeg glædet mig til længe. Humøret er højt og vi vender snuden mod ferielandet, eller rettere sagt det gjorde vi jo allerede igår.