Sæt ord på

Allerede helt tidligt i processen inden den endelige beslutning var taget, spurgte jeg mig selv, om jeg kunne tillade mig at træffe så stor en beslutning på mine børns vegne, som det jo er, at tage dem ud af alt hvad de kender til for, at bringe dem til et fremmed sted hvor alt er fremmed for dem. Det kan du læse om i indlægget MINE FØRSTE TANKER, indlægget MIN EGEN FRYGT? og indlægget HOW TO?

Jeg gjorde mig dengang mange tanker, om min rettighed til at træffe valg på vegne af mine børn. Omvendt så har vi jo også på et tidspunkt valgt, at vores families begyndelse er i Grindsted og ikke i Silkeborg eller et hvilket som helst andet sted. Jeg må konkludere, at vi faktisk en stor del af tiden træffer beslutninger for vores børn. Jeg tror, det handler om, at det eventyr der venter på os ligger lidt udover de almindelige hverdagsbeslutninger, derfor virker det som en stor beslutning at tage. Større end en almindelig flytning, men på sin vis ikke så anderledes alligevel.

I weekenden holdt vi “farvelfest”. Isolde havde fået lov til, at invitere nogle veninder fra skolen til leg og hygge nogle timer. Pigerne havde en brandhyggelig dag, og Isolde var lykkelig. Faktisk var hun så heldig, at få gaver selvom det jo ikke var fødselsdag, så man kan vel kalde det afskedgaver. De havde virkelig tænkt kreativt, det var noget hun kunne tage med sig og huske sine veninder for. Alt i alt var det er super fin dag. Dagen efter ramte “hverdagen” igen, selvom det var søndag. Det var nemlig den dag hvor Isolde, ud fra noget ala gammel overtro, endte i en situation hvor hun måtte ønske. Jeg ved godt, at man ikke må sige højt hvad man ønsker, men det ved Isolde ikke. Hun fortalte nemlig, at hun ønskede, at vi ikke skulle flytte til USA.

BAAAM! hvor blev jeg ramt, lige midt i mit morhjerte. Det var slet ikke sjovt. Særligt ikke nu hvor vi er så tæt på afrejse. Jeg blev et kort øjeblik skudt ned af tvivlen, som jeg ellers havde sendt på porten for længe siden. Det var også kun et kort øjeblik, for jeg ved, at vores eventyr bliver en succes uanset hvad. Det ændrer ikke på, at hendes ærlighed gjorde mig ked af det, fordi jeg igen stod ansigt til ansigt med tvivlen, men faktisk blev jeg også glad. Glad fordi hun er så ærlig og tør være så ærlig omkring det. Da jeg lige havde sundet mig og igen sendt tvivlen langt pokker i vold, blev den afløst af en tryghed. Sådan at forstå, at jeg fik bekræftet, at hun ikke bare flyder med på vores bølge, men at hun faktisk godt kan give udtryk for, at hun ikke altid synes, det er den fedeste idé, vi her har fået.

Jeg bliver af og til spurgt, hvordan Isolde reagerer på det faktum, at vi skal rejse. Mit indtryk har været, at hun tager det meget pænt og det synes jeg virkelig hun gør, af og til næsten for pænt. Jeg har hele tiden været bevidst om, at vi kan forvente en eller anden reaktion og det tror jeg stadig på. Denne episode siger mig noget om, at det begynder at blive virkeligt, også for hende. Dermed være ikke sagt, at alting går glat fra nu af, det forventer jeg på ingen måde. Det gør mig tryg, at hun tør tale om det og sige det højt når hun er utilfreds. At hun har ord til at udtrykke sig, om det der sker. Det tror jeg er det vigtigste i denne situation. Dertil kommer, at vi som forældre og beslutningstagere i familien også skal være klar til at møde disse situationer, for jeg tvivler stærkt på, at det bliver den sidste vi oplever.

Jeg ved godt at ønsket formentlig kommer af, at hun havde sine veninder samlet dagen forinden og det er en reaktion på, at hun godt ved det er sidste gang i lang tid, at det sker hjemme hos os. Samtidig er vi i en turbulent tid, hvor alting pakkes ned og pakkes væk. Martin og jeg rejser af og til væk i tankerne, selvom vi gør vores bedste for at være nærværende for børnene. Så må jeg ærligt konstatere, at der også sker noget med os voksne i denne proces. Det mærker Isolde selvfølgelig, hun er nemlig knivskarp på sine omgivelser.

Jeg tænker, at hendes reaktion og hendes ønske er helt naturligt, der hvor vi er nået til i processen. Det bliver pludselig meget virkeligt for os alle. Der er ingen tvivl om, at det også for mig har været og til stadighed er, en rejse gennem min egen udvikling og familiens udvikling. Så jeg ville næsten være mere bekymret, hvis hun ikke sagde noget. Samtidig er jeg ikke i tvivl om, at hun på den lange bane får en gave for livet. Ligesom jeg ikke er i tvivl om, at hun også er spændt på at komme afsted. Hun har lært engelsk med en flid, som jeg beundrer og hun er så klar til at møde verden i børnehøjde.

Det bliver godt, men det bliver også en udfordring. Det gør det for os alle. Jeg ved at vi er klar. Klar til at lære noget nyt, klar til udvikling og klar til udfordring. Når vi lige om lidt træder ud af komfortzonen og ind i udviklingszonen.