Døren til fremtiden
Jeg har sagt op! Det føles næsten som om, at jeg har gjort noget helt vildt for første gang i mit liv. Det er jo ikke helt første gang. Jeg har skiftet afdeling undervejs i min karriere, også skift hvor det har været selvvalgt, så jeg har afleveret en opsigelse før. Dengang var det også lidt angstprovokerende, men ikke på samme måde som nu. Dengang var det bare et skift, et byt kan man vel kalde det. Jeg forblev i samme organisation, det gør jeg ikke denne gang. Denne opsigelse føles på en eller anden måde lidt mere alvorlig. Lidt mere endegyldig.
Jeg har været ansat på Sydvestjysk Sygehus (SVS), siden jeg blev færdig som sygeplejerske, for 12½ år siden og nu er det snart slut. Jeg har gjort det forbi, sådan helt forbi, ikke bare et skift eller et byt men en afslutning. Så jeg har nu officielt slået op med SVS.
Jeg har selvfølgelig gjort det på en anstændig måde i håbet om at vores veje måske krydses igen. Ligesom det heller ikke er forbi endnu. Jeg har vagter til og med uge 30, herefter holder jeg restferie, omsorgsdage og alt det der. Så…. Officielt har jeg sagt op fra den 15. august 2020. Det er deromkring, vi forventer at tage afsted, sådan plus, minus, så det passer meget godt sammen.
Det betyder, at jeg pr. 15. august 2020 er økonomisk afhængig af min mand. Faktisk er jeg ret sikker på, at det ikke gør nogen forskel for os, men tanken om det er faktisk ikke særligt flatterende, og det er den bare ikke. Selvom det er uproblematisk, så nærede det den indre rødstrømpe, som jeg faktisk ikke var klar over, at jeg gemte på. Martin synes, det er noget værre pjat, fordi vi jo er helt og aldeles ligeværdige i vores forhold. Med fælles økonomi, fælles lån som vi hæfter solidarisk for så bliver den eneste forskel principielt, at pengene lander på Martins lønkonto i stedet for på min, men det føles egentligt også lidt underligt. Det gør tanken om det i hvert fald. Jeg er helt ret sikker på, at jeg hurtigt har glemt det, når alting bliver hverdag og intet er forandret. Jeg forbeholder mig dog retten til lige, at bruge en time eller to på at sluge den kamel, inden jeg igen vender tilbage til hverdagen som voksen, ansvarlig, selvstændig kvinde, med masser af værdighed. For det er jo i virkeligheden, det jeg er.
Jeg har heldigvis været så klog at gifte mig med den mest ordentlige, kærlige, respekt- og omsorgsfulde mand så jeg er helt sikker på, at jeg ikke har noget at frygte. Jeg har da mødt et menneske eller to gennem livet, som jeg ikke havde turdet træffe det samme valgt sammen med. Så det er ikke en løsning, som bare er endegyldigt rigtig. Det er den heldigvis for os. Det forestiller jeg mig ikke, at den vil være for alle. Faktisk langt fra.
Nu er det altså gjort, opsigelsen er underskrevet og sendt til HR-afdelingen. Det betyder, at jeg om et par måneder er at betragte som hjemmegående husmor. Jeg er bare ikke helt sikker på den der huslige del af husmor, jeg er vist mest mor. Så var der lige det der med at bage rugbrød og lave leverpostej, som jeg skrev om i indlægget LEVERPOSTEJ OG LAKRIDSER, det er nok det tættest, jeg kommer på at finde min indre husmor, som er ligeså godt gemt som rødstrømpen. Jeg befinder mig i det, jeg selv vil kategorisere, som et sundt sted midt imellem rødstrømpe og husmor.
Nu er vi altså et skridt tættere på, det er vi i og for sig hver dag. Jeg tænker dog mere i store poster og begivenheder på to-do-listen, når jeg måler på, hvor langt vi er. Nu kan jeg altså vinge opsigelsen af og det føles både godt og svært, men det er en del af processen. I den proces forsøger jeg at hilse hvert et skridt på vejen velkommen også de svære. Selvom det lukker en dør, så er den heldigvis ikke smækket, ligesom det også åbner døren for noget nyt og spændende. Døren til fremtiden.
