Symbolske valg
Jeg har i weekenden været til 40 års fødselsdag ved min bedste veninde. En rigtig fin fest med alt for meget alkohol, som sædvanligt er det godt, at det er en once in a lifetime begivenhed. Det var så god en dag, med masser af gode minder lige til at pakke i kufferten og tage med på rejsen.
Min veninde havde været så sød, at skrive en bred ønskeliste med lidt af hvert både i forhold til budget og indhold. Vi var tre veninder, som gik sammen om gaven, så hun kunne få en lidt større gave. Vi var ret hurtigt enige om, hvad det ikke skulle være. Jeg synes faktisk heller ikke, at vi var så længe om at tage beslutningen om indholdet. Vi endte med en gave med masser af symbolik i. Det er sjovt nok ikke første gang, at det sker for mig.
Vi var for nogen tid siden til en indflytterfest hos vores venner, som lige var flyttet i nybygget hus, også her var symbolikken vigtig. Det er som om, at jeg har fået et større behov for, at mine venner og veninder ved hvor meget de betyder, men det er ikke så meget behovet for, at sige det med ord. Det er nærmere behovet for, at de har noget at huske mig for. Som om de vil glemme mig de næste 4 år…
Altså det tror jeg jo ikke de gør, men jeg vil ligesom gerne lige være sikker. Så derfor har jeg den seneste tid været vældig glad for at dele Willow Tree figurer ud (det er altså helt og aldeles selvbetalt). Jeg synes de er så søde og dekorative, og det er sådan en gave, der for mig siger meget mere end ord. De findes i alle afskygninger og med masser af forskellige budskaber. Dem deler jeg lige nu ud med rund hånd, når jeg bliver inviteret til noget. Selvfølgelig kun hvor det giver mening og hvor jeg forestiller mig, at modtageren forstår budskabet. Vi står foran en konfirmation og der skal jeg nok lade figurene blive hjemme. Det er ikke fordi, konfirmanden ikke betyder noget, men mere fordi han har alder, hvor han formentlig vil overveje, hvad filan jeg havde forestillet mig, at han skulle bruge den til, når han heller ville have en gave, som rent faktisk falder indenfor interesseområdet hos en konfirmand. Lige nu er min kærlighed til disse figuerer altså begrænset til, at være noget jeg vil udsætte mine venner og veninder for, når de sådan inviterer til gilde.
Jeg ved jo godt, at de ikke glemmer mig, men hvad nu hvis? 4 år kan ind imellem godt føles som lang tid at være væk. Der bliver meget, vi går glip af, men det indgår selvfølgelig i kalkuleringen forud for beslutningen. Hvor oplevelsen og fremtiden klart vejer tungest. For selvom 4 år af og til føles som lang tid, så kan 4 år også hurtigt gå. Især når jeg ser på mine børn. Isolde er nu 6 år og hvor klichéagtigt, det end lyder, så synes jeg næsten lige, jeg har født hende. Så er vi i virkeligheden tilbage ved, at det handler om, hvad du selv gør det til. Man siger, at i slutningen er det ikke mængden af år i dit liv der tæller, det er mængden af liv i dine år. Det er selvfølgelig sat på spidsen og måske også til den direkte side, men det gør det ikke mindre sandt. Vi skal huske at leve, mens vi har muligheden og selvom vi blev hjemme, så vil ethvert valg være fyldt med fravalg alligevel. Jeg vælger, at tro på at vi vælger Washington DC og vores eventyr til, i stedet for at vælge vores liv i Danmark fra.
Hvad gør du, vælger du til eller fra? Jeg ville elske hvis du vil dele dine tanker om til- og fravalg i kommentarfeltet nederst.
Jeg er faktisk så heldig at have en veninde, som også er lidt forelsket i de her Willow Tree figurer. Så jeg har nu fået min egen “forget-me-not” figur, af en som er ligeså bange for at blive glemt, som jeg selv er. Det var virkelig en dejlig en at få. Hun er nu pakket i flyttekassen og venter på, at blive fundet frem i USA til august.
Indgår symbolik i dine valg? Del det gerne med mig