Når brikkerne falder på plads

I januar løftede jeg sløret for en bid af vores to-do liste, det kan du læse op i indlægget NYT ÅR, NYE TANKER OG MANGE NYE GØREMÅL. Det er nu ved, at være længe siden og jeg kan til min store glæde konstatere, at vi langsomt men sikkert æder os ind på listen. Der er meget, vi kan vinge af, men der er også punkter, hvorpå vi er blevet klogere, eller hvor corona har ændret noget, så listen ikke længere helt ligner sig selv. Dengang i januar lavede jeg en liste. En punktopstilling med punkter i vilkårlig rækkefølge. I det følgende ser jeg nærmere på denne liste.
- Emmys pas er lavet, men gælder desværre kun i 2 år, når hun er så lille, så det vil være nødvendigt at få fornyet, mens vi er i USA. Det giver os et nyt punkt på listen, fordi det skal vi finde ud af, hvordan vi får gjort, da det også kræver fornyet visum. Vi har heldigvis et par år til at undersøge det.
- Visum er søgt og installeret i pas, så vi har nu lov at rejse ind, allesammen også under corona.
- ESTA får vi ikke behov for, da vi har visum.
- Besigtigelsesrejsen er nu officielt aflyst, vi havde i første omgang udsat den til uge 27, men på grund af karantæneregler er det ikke muligt at komme afsted. Det vil ikke give mening at tage afsted i en uge, når der er 2 ugers karantæne, som situationen er lige nu. Med mindre end 4 uger til tror vi ikke på, at det når at ændre sig. Vi har derfor bedt om hjælp til at se på bolig, fra Martins kollega som er derovre. Det nævnte jeg som en mulighed i indlægget TEKNISK SET. Selvom det ikke er et ønskescenarie, så er det lige nu as good as it gets.
- Skolen til Isolde afhænger af boligområdet, derfor er dette et punkt, som stadig ikke er på plads. Der er dog skabt dialog i forhold til, at vi ikke kan møde fysisk op til indskrivning, før vi ankommer til området.
- Isolde er påbegyndt sin engelskundervisning, det forlyder, at det går fint, så det stoler vi på. Hun virker glad for løsningen og glæder sig, til næste gang Maja fra “Tal og bogstaver” kommer og underviser hende, (der er tale om selvbetalt reklame, jeg er altså ikke blevet bedt om eller betalt for at nævne virksomheden).
- Vaccinationer er der nogenlunde overblik over. Isolde er i gang med at blive hepatitis vaccineret, jeg overvejer stadig, om jeg selv skal have den fulde pakke i forhold til hepatitis, da jeg kun har, den man får i forbindelse med et stikuheld, så der er vist en mere til mig også for at opnå fuld dækning. For Emmys vedkommende er det den sidste di-te-kig-pol, som hun skal have, når hun bliver et år, det kan hun sagtens nå at få. Desuden er det MFR vaccinationen, som jo egentligt først er fra 15 måneder, men som jeg gerne ser, hun får inden, vi skal afsted. Jeg er selvfølgelig i dialog med egen læge om dette, da MFR i særlige tilfælde kan gives ned til 1 års alderen. Til sidst skal vi nok have fornyet stivkrampe vaccinationen, i hvert fald os voksne, børnene burde være dækket ind.
- Min opsigelse og planlægningen heraf er ved at falde på plads. Jeg har meldt ud at fra fredag i uge 30, skal jeg skrives ud af regnestykket på min arbejdsplads. Jeg skal herefter afvikle restferie og omsorgsdage, så den endelige dato er under beregning.
- Sommerferien, den holder vi som planlagt i Jesperhus. Det skrev jeg lidt mere om i indlægget NU GÅR DET LØS. Vi er i år særligt glade for, at vi fra begyndelsen planlagde, at sommer destinationen var dansk, det har sparet os for mange bekymringer under corona. Samtidig har vi booket ferien, mens det stadig var muligt at få lidt rabat. Så vi holder ferie i børnehøjde, i en hytte på Jesperhus campingpladsen og vi glæder os alle sammen.

Udover ovenstående er der mange flere brikker, som begynder at falde på plads i vores puslespil, der er for eksempel
- Nedpakning i flyttekasser, den del har vi valgt at gå i gang med i god tid. For i denne proces ligger også sortering af 8 års gemmeri. Vi pendler til “lossen” i disse dage og får i den grad sorteret og systematiseret. Jeg skriver mere, om denne proces og hvad det gør ved mig i mit seneste indlæg SMÅT BRÆNDBART OG GENBRUGSPLAST.
- Shipping perioden. Når så flyttekasserne er pakket, skal de shippes sammen med alt det andet inventar i huset, det kan tage 6-8 uger. Vi har derfor booket et sommerhus ved Kvie Sø for at være i nærområdet, så børnene kan fortsætte en nogenlunde almindelig hverdag, særligt i den periode hvor vi voksne fortsat arbejder, men hvor vi ikke kan eller skal bo i huset, da dette er tomt.
- Båden er nu solgt, så her er også sat et punktum for denne gang. Martin fortsætter dog i sejlklubben lidt endnu, da interessen fortsat er tilstede.
Hvad mangler vi så? Selvom mange brikker falder på plads, så er der stadig huller i vores puslespil, som vi gerne skal have fyldt ud inden afrejse. Det er for eksempel:
- Bolig i Washington DC området, det er en on going proces, vi ved nu hvordan, vi skal gøre det, men vi mangler stadig at finde den rette.
- Udlejning af vores hus. Annoncen er heldigvis delt i vildskab på de sociale medier. Det er vi meget taknemmelige for, men der er desværre endnu ikke skrevet kontrakt, så fortsæt gerne med at sprede budskabet så vi kan finde den rette lejer til huset. Der er billeder på de sociale medier og i indlægget SÅDAN BOR JEG, LIDT ENDNU.
- Vi har to biler der skal sælges, status er, at der er lavet annonce på den ene, meeeen vi mangler den anden.
- Der er løbende lidt salg af diverse, nips, bøger, børnetøj og lignende i forbindelse med oprydningsprocessen.
- Vi skal have vasket den ene side af huset ned for alger, så det er klar til at blive lejet ud.
- I samme tråd skal vi have overdækningen på en terrasse lavet færdigt.
- Vi har stadig mange ture til “lossen” tilgode endnu.
- I forbindelse med flytningen er der fortsat mange små detaljer, som vi ikke kan ændre, før vi kommer af sted, det være sig forsikringer, telefonabonnement, internet, el- vand og varme. Alle de aftaler som vi opsiger i forbindelse med afrejsen, skal genetableres i amerikansk udgave.
- Bankforbindelsen bevares i Danmark, da vi i princippet stadig har stor tilknytning til Danmark. Martin er, som jeg tidligere har nævnt, i et dansk ansættelsesforhold med danske regler og betaler fortsat skat i Danmark, vi bevarer huslånet og vores konto i Danmark, men vi kommer ikke udenom, at det vil være praktisk at etablere en amerikansk bankforbindelse, dette forhold til blandt andet kreditværdighed og gebyrer.
- Adresseflytning skal også meldes, da vi ikke udflytter. Det kan være lidt svært at forstå. men det gør vi faktisk ikke. Vi er her bare ikke fysisk i en periode.
- Etablering af social security number og oprettelse i det sundhedssystem som vi skal anvende, mens vi er der. Det er punkter, som vi ikke kan handle på herhjemme fra.
Udover ovenstående er der listepunkter, som har relation til Martins arbejde og ansættelsesforhold, som han selvfølgelig selv sørger for.
Jeg skrev tidligere lidt om, at vores forår var blevet tæt pakket med arrangementer i form af konfirmation, bryllup, 40 års fødselsdag i kombination med, at jeg af og til har en weekendvagt. Det fik corona ændret på. Dog ser jeg stadig frem til, at skulle til 40 års fødselsdag ved min bedste veninde om kort tid. Ligesom vi også håber på, at den nu, én gang udsatte konfirmation kan afholdes planmæssigt, så vi kan nå at deltage. Jeg kan godt blive lidt ærgerlig over alt det corona fik udsat eller ændret, men på den anden side så fik vi så meget andet ud af tiden.
Der er stadig meget, jeg gerne vil nå, inden vi skal rejse, men tiden går og jeg kan desværre ikke nå det hele.
[…] skal både pakkes til ferie, men også til tiden i sommerhuset som jeg skrev lidt om i indlægget NÅR BRIKKERNE FALDER PÅ PLADS. Jeg synes faktisk, det er svært at vurdere, hvad der kan og skal pakkes hvor. I store træk […]
[…] dagtilbud. Det har der egentlig været styr på i et stykke tid. Jeg skrev lidt om det i indlægget NÅR BRIKKERNE FALDER PÅ PLADS. Det der nu er interessant og det som også har vist sig at interessere andre end mig. Det er vores […]