Teknisk set

4. maj 2020 5 Af Mette

Forberedelsen for vores familie skrider fremad, omend der på grund af corona er meget, som fortsat er usikkert. I indlægget EVENTYR I VENTEPOSITION skriver jeg blandt andet, at jeg er bekymret for besigtigelsesrejsen, som jeg beskriver nærmere i DETTE indlæg. Denne rejse var oprindeligt placeret sidst i maj, det kan jeg godt afsløre at den ikke er længere. På grund af rejserestriktionerne er den rykket lidt frem, ikke meget, men lidt, i omegnen af en måneds tid. Så altså håber jeg, at jeg sidst i juni eller starten af juli, kan binde knude på boligsituationen,og løfte sløret for vores fremtidige hjem. Jeg er jo selv ligeså nysgerrig som jer.

Jeg synes, vi har en del muligheder i spil til en bolig. Vi er faktisk åbne for det meste, bare det er den rette location og i ordentlig stand. Det betyder, at det heller ikke nødvendigvis er en helt let opgave for den ejendomsmægler, som skal hjælpe os. Vi har begge to en favorit blandt de tre muligheder villa, townhouse eller lejlighed. Altså en fælles favorit. Der er fordele og ulemper ved alle tre muligheder. Så jeg er spændt på, at se hvad vi ender med. Jeg har listet vores overvejelser omkring de forskellige boligtyper nedenfor, mon du kan gætte hvilken en type, der er vores favorit? I så fald er du meget velkommen til, at dele det i kommentarfeltet, hvis du tør.

Lejlighed: Ingen have er både en fordel og en ulempe, det kan være svært at undvære, men der er også lidt arbejde forbundet med en have alt afhængig af størrelsen. Vi har set en del med vaskemaskine i køkkenet, det er for mig helt malplaceret – altså mad og vasketøj side om side. I en lejlighed bor man meget tæt på andre, altså både ovenpå, nedenunder og til begge sider. Placeringen er i oftest central, hvilket gør befordring let. Altanen eller terrassen om man vil, er heldigvis ofte ret stor og ikke som vi kender det fra lejlighederne herhjemme i Danmark. Nogle steder er der poolområde forbundet med lejlighedskomplekset, hvilket jo taler til min indre vandhund, men kan i princippet også være lidt risky med børn især familiens yngste, som jo nok er svær at styre til sommer.

Townhouse: Oftest i flere plan hvilket medfører mange trapper, (men vores eget hus er i forskudte plan). Vaskerummet kan ligesom i lejligheden være placeret i køkkenet, de fleste har dog et bryggerslignende rum til det. Overskueligt i størrelsen selvom de fleste er ret store i forhold til dansk standard. En lille have oftest som en gårdhave, er overskuelig og giver mulighed for at komme lidt ud, men stadig være hjemme, dog er der ikke plads til legeredskaber til børnene. Den ofte centrale placering gør det lettere at komme omkring. Bor tæt på naboerne, men alligevel for sig selv.

Villa: En ofte ret stor have, som selvfølgelig kan nydes, men også er forbundet med en del arbejde, der vil omvendt være plads til eventuelle legeredskaber til børnene. Det kan være svært at finde med central beliggenhed, de er meget ofte MEGET store altså kvadratmetermæssigt. Vi vil helt sikkert have behov for 2 biler, heriblandt en truck da det der med jydekrog og trailer, ikke rigtigt er noget man bruger.

Nu hvor vi har været igennem overvejelserne, tænker du sikkert, ja ja det er meget godt, men tror du selv på, at du kan komme til USA og udpege den kommende bolig allerede i slutningen af juni, Mette? Det tror jeg ikke nødvendigvis på. Derfor har vi afsat en uge, som hvis det er muligt, skal bruges på at rejse over og finde den bolig. Hvis det ikke er muligt at rejse derover med det formål, så er vi ude i en form for virtuel besigtigelsesrejse. Man kan heldigvis meget med teknologi og jeg er enig i, at det kan være svært, at sidde foran en skærm og vurdere foreksempel kvaliteten, af en bolig og det er heller ikke noget ønskescenarie. Faktum er bare, at vi ikke kan få det hele. Såfremt der fortsat er rejserestriktioner, er det altså, den mulighed der er, hvis ikke afrejsen skal ende med, at blive udsat mere end den allerede er. Såfremt det er den teknologiske løsning, vi ender ud med, håber jeg på, at vi kan få lidt hjælp, af de kollegaer Martin har derovre i forhold til, at vurdere om det er en ordentlig bolig, eller det er noget skrammel. Vi vil jo gerne kunne nøjes med en bolig, mens vi er afsted. Indtil videre har vi kun mødt hjælpsomhed, så jeg er helt sikker på, at boligsituationen løser sig på trods af corona. For som jeg skriver i indlægget SESAM LUK DIG OP, så skal corona ikke stjæle min livskvalitet. Ligeledes skal corona ikke stjæle min muligheder, mit gode humør, min livslyst og mit mod. Det vil jeg ikke tillade. Beslutningen er taget og det har den været længe, så nu skal vi ud over stepperne, corona eller ej. Basta!