Uden tvivl

20. april 2020 0 Af Mette

Er der noget Coronakrisen har tydeliggjort, så er det, at vi skal huske at leve, mens vi kan for ingen ved hvad morgendagen bringer.

For mig har coronakrisen været med til at slå fast, at vi har truffet den helt rigtige beslutning, da vi fik muligheden for det. Når jeg en sjælden gang kommer i tvivl, som jeg gør HER, så får jeg lige nu bekræftet, at der ikke er nogen grund til at trække i nødbremsen. Der er ikke nogen grund til at tvivle, for vi har kun dette ene liv. Det er der måske nogen, som vil være uenige med mig i, men ud fra min overbevisning, så er vi givet et liv og hvad der sker efter døden må være en helt anden historie, som jeg ikke er sikker på bliver taget op i dette forum. Tilbage til mit udgangspunkt, vi har dette ene liv. I relation til dette mener jeg, at vi er forpligtet til at leve det fuldt ud, det kan du også læse om i DETTE indlæg, efter bedste evne naturligvis, men leve det fuldt ud og gribe de muligheder og chancer vi får. Det er ikke hver eneste dag, at jeg er så heldig at der lander flere år i Washington DC i min turban, kan jeg godt afsløre. Det landede i min og min families, og jeg er overbevist om, at det ikke var fordi, jeg skulle kaste det videre i en andens turban. Jeg valgte derfor, sammen med Martin, at tage beslutningen om, at det er det rigtige for os.

Vi kan desværre konstatere, at Coronakaos udfordrer vores tidsplan ganske gevaldigt og det kan jeg da, til tider, godt blive noget frustreret over. Dog oplever jeg alligevel den gevinst, at den lille smule tvivl der måtte være, for eksempel, når jeg bliver mødt af mennesker som DISSE, den er helt og aldeles ryddet af bordet. I min sky af frustration over “first word problems” som, at jeg trænger til at blive klippet, jeg savner mine veninder og så videre, så har jeg samtidig fået elimineret den sidste rest af tvivl og kan nu når verden for alvor åbner sig igen tage af sted med god samvittighed, fordi jeg gør det her for mig. Jeg udnytter den mulighed jeg blev givet. Tvivl er således afskaffet. Tvivl er selvfølgelig altid et grundvilkår i vores tilværelse, men vi kan selv vælge, hvad vi gør det til og jeg har valgt, at det ikke skal spille en rolle i vores eventyr.

Dette beviser meget godt, at verden ikke er så sort hvid. Der er masser af nuancer, som har indflydelse på de valg vi hver især træffer. For mig betyder det blandt andet noget, at dette er sådan en once in a lifetime oppotunity. Den skal jeg altså ikke gå glip af. Samtidig er jeg også helt bevidst om, at muligheden lander i mit liv på et heldigt tidspunkt. Havde det været for 5 år siden hvor Isolde knapt var et år og vores eneste barn, er jeg faktisk ikke sikker på, at jeg havde været lige så villig til at udleve drømmen. Det skal ses i lyset af, at vi havde en lille smule besvær med, at producere Isolde og Emmy viste sig ikke meget nemmere. For 5 år siden var der noget jeg ikke var færdig med. Jeg var ikke færdig med at få børn. Jeg ved ikke, om jeg havde taget en anden beslutning dengang, men jeg er tilbøjelig til at tro det. Jeg kan således godt forstå, at nogen vil vælge anderledes. Hvilket også understreger, at indholdet på bloggen er mine tanker om mine valg. Ikke en fordømmelse af andre som ville vælge anderledes, ej heller opskriften på hvad man med rette bør gøre. Det er mine tanker og mine valg. Det står helt for min egen regning.

Der vil muligvis opstå udfordringer, med en størrelse der føles som at bestige et bjerg eller som en ørkenvandring. Der vil være gode tider og dårlige tider, men det er alt sammen summen af den appelsin, der landede i vores turban. Den appelsin, aka. vores eventyr, som vi forhåbentligt snart kan nyde, med alt hvad det indebærer af op- og nedture.

Måske jeg skal lære noget af det. Blive klogere på mig selv og mine nærmeste. Det kan kun tiden vise. Jeg har i hvert fald ryddet op, i de bekymringer der kan være relateret til det. Jeg møder det, som det er, når det viser sig. Præcis som vi har mødt Corona og al den krise og kaos, det bringer. Det er på ingen måde rart, men jeg er helt sikker på, at alt bliver godt igen. Forandret måske, men godt det bliver det. Hvor mon forandringen bliver størst for dig?