Forberedelse er nøglen

Nu skal det hele jo ikke handle om covid-19, så derfor følger et indlæg om noget ganske andet.

For nogen tid siden skrev jeg, om bagsiden af medaljen og det der følger med vores eventyr, det kan du læse om HER. Jeg følger nu op, ved at fortælle lidt om hvordan vi så forbereder os på en sådan periode. Selvom det har været strengt, så har vi faktisk gjort en del for, at gøre det lettere at være os herhjemme. Det eneste vi nok aldrig, kan forberede os helt på er det savn, der opstår og som særligt fylder meget for børnene. Isolde kan sige det højt og jeg kan hjælpe hende med at sætte ord på det svære. Jeg kan ikke fjerne savnet, men jeg kan hjælpe hende med at være i det, så det er selvfølgelig, det jeg gør. Emmy derimod hun er ikke stor nok til at sætte ord på det, faktisk sætter hun jo endnu ikke ord på noget som helst. Savner hun så over hovedet sin far, når hun er så lille? Ja det gør hun, det er jeg faktisk slet ikke i tvivl om. Hun fortæller mig det bare på en anden måde. Hun bliver mere mor-syg, mere pylret, sover dårligt und so weiter. I det sekund familien er samlet, begynder også Emmy at vende tilbage til normale tilstande. Så er der ro på familien igen. Alle er glade.

Tilbage til forberedelsen. De fleste med mindre børn kender til ulvetimen, altså det der limbo inden aftensmaden, alle er lidt småtrætte, vi begynder at blive sultne og aftensmaden laver ikke sig selv. De der kender mig ved godt, at jeg er forholdsvist fremmed i mit eget køkken. Jeg elsker at spise god mad, men jeg hader at lave det. Jeg laver sjældent mad og mit repertoire er forholdsvis begrænset. Hvilket gør 12 dage til en udfordring. Jeg var faktisk ude i at undersøge markedet for måltidskasser, men det bliver egentligt en halvdyr affære, når man kun er halvanden, som spiser helt almindeligt mad endnu. Vi valgte derfor, at lave vores egen måltidskasse eller i hvert fald næsten. Sådan at forstå, at vi på forhånd forberedte en masse mad og frøs det ned, så jeg kun skulle varme det op og måske lige koge lidt ris, pasta eller lignende. Det gav så meget overskud på kontoen. Vi havde ligeså lavet en plan for, hvornår vi spiste hvilken ret, så det var et område jeg nærmest ikke skulle beskæftige mig med i perioden, i hvert fald ikke noget jeg skulle tænke over. Det var en befrielse, fordi der faktisk var rigeligt andet både at lave, men også overveje og tage stilling til. Dertil kommer at vi selvfølgelig også hyggede os med takeaway en dag eller to.

Isolde går til svømning (altså før alt det her corona). Hun er forholdsvis selvhjulpen i omklædningsrummet, men har bare brug for, at en af os går med alligevel, selvom hun klarer sig selv. Vi havde derfor bedt om hjælp hos mine forældre, som sørgede for aftensmad og for Emmy, så jeg med god samvittighed og uden af slæbe mig en pukkel til, kunne tage med Isolde til svømning. Det var den perfekte løsning for os på den givne dag. Onsdagen efter kunne det ikke hænge sammen, vi måtte derfor springe en træning over. Det var helt okay, fordi det var konsekvensen af, at hvor gerne man end vil, så må man af og til vælge til og fra, for at bevare sig selv og den gode stemning.

Vi er lidt en flok rodehoveder herhjemme. Der er ikke noget at tage fra den ene og give til den anden. Faktum er, at vi har mange ting og vi er ikke ret gode til, at lægge det på plads efter brug. Det der bare er ved det er, at jeg ikke trives ret godt i rod. Under min barsel er jeg jo ret meget hjemme og jeg har derfor indskærpet behovet for, at her er nogenlunde pænt og ordentligt. Når så en i familien rejser, vil der jo selvsagt forsvinde en brøkdel af rodet også, men der er stadig sandede sko i gangen på denne årstid, der er vasktøj, der er service og så videre, som stadig kan komme til at rode. Desuden skal man altså af og til lige mindes om at tage sit legetøj med tilbage på værelset, når man er knap 6 år. Det skal mit barn i hvert fald. Så på trods af at familien er reduceret, er der stadig potentiale for rigtigt meget rod. Vi sørgede derfor for, at vores hjem var pænt, ryddet og rent inden Martin tog af sted. Ligeså deltog han i oprydningen og rengøringen, som klart var nødvendigt, efter at have spillet en meget lille rolle i knap to uger. Så kan man jo godt tænke, helt ærligt hvorfor skal han rydde op efter os. Det skal han, fordi vi er et team. Vi gør det her sammen og det er den eneste måde hvorpå det kan lykkes. Vi gør vores bedste for, at spille hinanden gode, det kræver også, at vi hjælper hinanden med ting vi ikke altid helt konkret har aktier i, men som giver værdi for den anden.

Hvis du har oplevelser eller forslag til andre forberedende tiltag, håber jeg, du vil dele dem i kommentarfeltet. Jeg kan umuligt være den eneste, som har disse udfordringer.