Coronakriger

Marts er slut og jeg tænker, der må gøres status. Status over marts sådan over hele linien for intet er, som vi havde håbet eller forventet. Coronakrisen har for alvor gjort sit indtog og har præget både din, min og vores allesammens hverdag.

Nogen har mistet jobbet og kæmper med økonomiske problemer eller med at holde liv i deres virksomhed, nogen har mistet deres kære og kæmper med en sorg. Fælles for os alle er, at vores hverdag er forandret og at vi hver især kæmper med vores. Jeg synes faktisk ikke, at den ene kamp er større eller mindre end den anden. Mens vi alle kæmper med hver vores, så kæmper Søren (Brostrøm) og Mette (Frederiksen) med at navigere Danmark udenom de værste fælder i ubetrådt land. Jeg synes, virkelig de gør det godt. Der er altid nogen, der er af en anden overbevisning og der er altid nogen, der er klogere end de klogeste, men det kan vi faktisk ikke bruge til noget. Det vigtigste må være, at vi kommer heldskindet over på den anden side, af dette fjendeland kaldet COVID-19, Corona og hvad det ellers er blevet kaldt. Man siger, at kært barn har mange navne og det er oftest sandt (i hvert fald hvad angår mine egne børn), men ikke denne gang. Corona er ikke noget kært barn. Det er en fare, som for alt i verden skal udryddes, inden den gør mere skade.

Da jeg i januar havde besøg af en journalist fra Jydske Vestkysten, var jeg i en situation, hvor jeg ikke troede, jeg kom til at arbejde igen, inden vi tager af sted. Kort tid efter var situationen en anden og jeg vender tilbage til mit arbejde som sygeplejerske inden afrejse. Så kom Corona i vejen og jeg blev igen i tvivl om det der arbejde. Det er altså mange gange på knap 4 måneder, at arbejde har været en faktor i mine overvejelser. Det hænger blandt anden sammen med ændret lokation og en nu helt forandret arbejdsplads.

Det leder mig tilbage til overskriften. Jeg er nemlig endt på et Corona afsnit. Det var saftsuseme en svær en lige at få med i bagagen, men nu hvor jeg har vænnet mig til tanken, er jeg snart kampklar. Jeg har ikke den fjerneste anelse om, hvad der venter mig i Coronaland, men det er der, jeg skal hen. På den anden side af Corona skal jeg, sammen med min familien til Washington DC, men lige om lidt skal jeg til Coronaland. Jeg ved godt hvilken rejse og hvilket eventyr jeg glæder mig mest til.

Jeg er som alle andre bekymret for, at slæbe smitte med hjem til min familien og mine kære. Jeg har dog fundet fred i, at jeg er uddannet til det her. Det er altså ikke den første sygdom, jeg har mødt i mit arbejde, som jeg ikke har lyst til at slæbe hjem til familien. Det er måske nok den meste smitsomme, men det smitter også andre steder i samfundet end på sygehuset. Ja, nu vil nogen nok synes, at jeg er dybt naiv, men for at være i det, må man nogle gange finde en måde, at være i det på. Jeg har dyb respekt for det her, men jeg skal kunne være i det. Derfor må jeg nødvendigvis tro på, at jeg evner at løse denne opgave sammen med mine kollegaer, uden at udsætte min familie for overhængende fare. Hvis ikke jeg tror på det, vil jeg komme til, at leve i en angstpræget hverdag og hvor længe mon man kan holde til det? Iøvrigt tænker jeg, at jeg er den bedste sygeplejerske for mine patienter, hvis jeg kan holde hovedet koldt og reducere min egen frygt til et minimum, også selvom det måske er naivt. Jeg kan godt være naiv, hvis det er til gavn for min familie, mig selv og mine patienter. For sådan en side har jeg også. Det betyder ikke, at jeg er villig til at sætte min egen sikkerhed i spil. Jeg er måske naiv, men jeg er ikke idiot. Jeg vil selvfølgelig prioritere min egen sikkerhed højt præcis som mine kollegaer. Jeg kommer således ikke til at arbejde uden værnemidler, men det håber jeg så’gu heller ikke, at min arbejdsgiver i sin vildeste fantasi forestiller sig, at jeg eller nogen af mine fagfæller vil gøre på et Corona afsnit. Hvad man gør andre steder, skal jeg ikke kloge mig på, men i Coronaland bliver det med værnemidler og ellers bliver det uden mig. Det synes jeg er meget retfærdigt. Jeg har nemlig også noget, jeg skal nå at opleve på den anden side og det skal jeg opleve sammen med min familie.

I disse dage hvor der bliver talt om, at Danmark måske langsomt kan åbnes inden så længe, glædes jeg over, at der blandt andet er håb for, at vores eventyr ikke nødvendigvis sættes på alt for meget standby. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi glæder os og at Corona kom lidt ubelejligt, men det er vist virkeligheden for de fleste af os. Desværre er vi jo stadig dybt afhængige af udviklingen på den anden side af Atlanten, dertil kommer, at jeg ikke forlader Danmark, før jeg har ro i maven omkring det og det har jeg ikke lige nu. Jeg forholder mig på ingen måde til den amerikanske måde at navigere gennem Corona på, men jeg følger nyhederne derovre fra og har hørt, at der er udstedt “stay-at-home order” i Virginia gældende til 10. juni. Det betyder for os i første omgang, at vi ikke finder vores nye hjem sidst i maj, som vi havde planlagt. Pyt med det, vi prøver at lægge en ny plan for bolig. Det er godt gammeldags træls, men så er det heller ikke værre end det. Vi holder altså vejret og følger udviklingen, inden vi kan komme ret meget videre med de fysiske planer. Alt det andet er på ingen måde sat på pause, forberedelsen er i fuld gang, men på en lidt anden måde end vi havde forventet. Rækkefølgen måtte revurderes, så vi gør, hvad vi kan under de givne omstændigheder.

Det blev en lang omgang og vi kom vidt omkring. Lidt for meget Corona og lidt for lidt Washington DC., men det er det, der er vores situation lige nu og det påvirker også vores eventyr, tak fordi du læste med så langt <3