Sorg, glæde og ja-hat

Jeg skrev dette indlæg for et par dage siden og har været i tvivl om det skulle udgives. Da jeg åbnede bloggen, lovede jeg mig selv, at den skulle være ærlig og derfor også indholde det knap så sjove ved vores beslutning. Derfor skal dette indlæg selvfølgelig udgives. Jeg har smidt billeder i af det spirende forår, fordi det er her mit fokus skal og bør være. I særdeleshed efter at have kastet mine tanker om andre menneskers (mærkværdige) kommunikation ud i cyperspace. Bevares jeg ved da godt, at kommunikation kan være en svær størrelse, men alligevel.

Lad os lige en gang for alle slå fast at vores eventyr, vores USA projekt, kald det hvad du vil, ikke er sat i søen for hverken at genere eller gøre nogen kede af det, ligesom det heller ikke er sat i søen for at glæde nogen andre end os.

Jeg ved ikke om det skyldes corona karantæne, misundelse eller hvad det er. Desværre har jeg den seneste tid mødt MANGE mennesker, som føler behov for at udtrykke, hvor meget vores beslutning påvirker vores omverden, altså i menneskelig forstand. Hvor mange der vil savne os og hvor mange der helt sikkert er kede af, at vi rejser. Jeg ved faktisk godt, at det her er svært. Som jeg skriver i DETTE indlæg, DETTE indlæg og DET HER indlæg, var det ikke den letteste beslutning, blandt andet fordi vi godt ved, at det påvirker mange mennesker. Nu er beslutningen taget og den bliver ikke lavet om.

Det er ikke fordi folk ikke må ytre en negativ tanke, men lad os nu tage ja-hatten på. Vi forsvinder ikke fra universet, vi er her stadig og vi kommer hjem igen, både på ferie og til sidst for at blive hjemme. I hvert fald for en stund, det må være det eneste jeg kan sige med sikkerhed. For ingen ved hvad fremtiden bringer. Folk må i og for sig mene og synes hvad de vil. Jeg kan bare konstatere, at mit mætningspunkt er ved at være nået. Hvad blev der af, den chance det her er for at få en masse fede oplevelser, både for os og for de som har lyst til at besøge os, mens vi bor i Washington DC. Verden ligger åben for vores fødder, både for dine og for mine. Eller…. Det gør den så ikke lige nu, der er verden rimelig lukket, kan man sige, men i gængs forstand – både før og efter corona. Det står den enkelte frit for, at få det ud af livets muligheder man måtte ønske sig. Vores eventyr er vores chance, vores mulighed og vores måde at skabe det vi ønsker lige nu. Hermed en opfordring til at udnytte dine egne muligheder.

Til historien hører ligeledes at disse kommentarer sjældent er ytret, af dem det virkelig berører, at vi rejser – vores familier og vores nære venner. Selvfølgelig rører det noget i mig at få sådan en kommentar, jeg er jo også et menneske. Jeg ved godt, at vores nærmeste er berørt af vores beslutning, men jeg er samtidig fortrøstningsfuld omkring, at de selv har et talerør, som de evner at bruge ganske fint.

Det jeg så kan undre mig over er, at perifere bekendte føler behov for at skrive til mig eller stoppe mig på gaden for lige at minde mig om, at vi nok gør vores nærmeste kede af det ved at rejse. Altså jeg mener bare, hvordan opstår det behov?

Heldigvis er vi forskellige som mennesker, jeg behøver nok ikke sige, at jeg aldrig selv ville gøre det samme. Uden pis, jeg synes faktisk det er helt unødvendigt. Jeg kan ikke bruge det til noget som helst og jeg er på grænsen til at sige, at jeg nærmer mig immunitet overfor den slags kommentarer.

Når det så er sagt, så rører det mig meget mere, når min veninde for eksempel siger til mig, at hun virkelig vil komme til at savne mig. Det er for mig en af de største kærlighedserklæringer. Hun siger det til mig og hun siger det på en pæn måde, fordi hun synes, jeg skal vide det. Hun ved godt, at det ikke ændrer noget, men hun siger det alligevel og det gør mig lige dele glad og sørgmodig, for guderne skal vide, at jeg virkelig også kommer til at savne mange mennesker herhjemme. Det er faktisk helt ok, det er ok at savne og det er ok at blive savnet, men det ændrer stadig intet.

Hvad med lige at finde ja-hatten frem og se på alt det positive i det – oplevelserne, mulighederne, gaverne. Foråret spirer så småt og dagene bliver længere, det er de lyse tider vi går i møde. Corona eller ej. Så lad os se lyst på det. Som sagt det er hverken et u-land eller en øde ø, ikke fordi der er noget galt med det, men så var jeg nok blevet hjemme 🙂 Det er USA og det bliver fedt. Fedt for os, fedt for de som følger med og fedt for de som kommer på besøg. Det er nok til alle og der er muligheder nok til alle, men det kræver selvfølgelig, at vi tør tage dem, når de er der, for ofte kommer de ikke igen.

Afslutningsvis så er vi jo slet ikke taget af sted endnu, så lad os vente lidt med at begræde savnet og så lad dem der virkelig savner om det. Lyt til dem og pas på dem, men husk hvad du selv har aktier i. Imens venter vi på at finde ud af hvilke konsekvenser corona i virkeligheden får for vores eventyr. Jeg har gisnet lidt og sadlet lidt om i sidste uge, det kan du læse om HER.