Eventyr i venteposition, og dog…

16. marts 2020 0 Af Mette

Efter udbruddet af ny corona virus covid-19 har jeg fået en del spørgsmål, om hvad og hvilken betydning dette kan få for vores eventyr, altså vores fremtidsplaner i Washington DC. Desværre er det helt umuligt for mig at svare endegyldigt på i skrivende stund. Alt er usikkert, det er vores situation selvfølgelig også.

I første omgang kan jeg være ret alvorligt bekymret for besigtigelsesrejsen, som jeg beskriver lidt nærmere i DETTE indlæg. Udgangspunktet er, at den er placeret, sidst i maj måned og der er jo heldigvis god tid endnu, men så er der heller ikke længere tid til. Desværre er der ingen, der ved hvor længe, det her Corona kaos vil vare. Dertil kommer, at selvom vi måtte få has på virus i Danmark inden maj, hvilket jeg virkelig håber noget så inderligt på, så er der ingen der ved, hvordan det arter sig i resten af verden. Som status er nu, vil vi slet ikke kunne komme ind i USA på en sådan rejse. Så vi er gået i venteposition på den front. Desuden ville jeg heller ikke turde, med de indrejse køer i lufthavnen jeg kunne læse om i går. Nok er jeg personligt ikke så bange for at blive smittet, men ligefrem at stå som sild i en tønde vil for mig være, at udfordre skæbnen beyond limits. Sådan at forstå, at jeg er ret sikker på, at mit helbred kan stå distancen mod covid-19, men jeg tager selvfølgelig mine forholdsregler og følger anvisningerne. Dette for at passe på mig selv, men faktisk mest for at passe på andre.

I dag kan jeg så læse at man mener covid-19 topper sidst i april, måske endda midt i april. Hvilket burde få min bekymring til at klinge af. Det gør det bare ikke helt. Det er en estimeret tidshorisont og ingen ved det med sikkerhed. Jeg håber det. Faktisk håber jeg, at alle bekymringerne fra dette indlæg kunne være sparet og endte med at blive et resultat af for god tid. Vi er bare ikke kun afhængige af udviklingen i Danmark, vi er også afhængige af udviklingen i USA.

Hvis man skal se det fra den lyse side, så giver nedlukningen af offentlige arbejdspladser Martin lidt mere luft i kalenderen. Således at det nu synes muligt, at ordne et par praktiske detaljer vedrørende huset og gøre det klar til udlejning på sigt. Et sigt vi jo ikke helt kender længden af nu. Det er selvfølgelig sådan at forstå, at han efter bedste evne arbejder hjemmefra, i det omfang det er muligt. Bare det at transporttiden er reduceret til nul i denne periode giver cirka 2 timer ekstra hjemme dagligt. Dertil kommer, at møder og lignede er aflyst ligesom mange andre steder, hvilket måske giver lidt ekstra luft til praktiske gøremål. Det skal ses i lyset af, at der er ting, vi ellers ville have fået overblik over nu, men som ikke er muligt på grund af den aktuelle corona situation. Det være sig for eksempel overblik over vaccinationer, som skal kunne dokumenteres. Jeg tænker, at presset på sundhedsvæsenet og statens seruminstitut er stort nok lige nu, så vi må vente med, at belemre dem med vores families vaccinationssituation. Vi forsøger derfor, at bruge tiden konstruktivt fordi vi skal nå det hele på et tidspunkt, så vi bytter lidt rundt efter bedste evne med henblik på, at holde vores egen travlhed på et acceptabelt niveau når vi nærmer os. Alt sammen selvfølgelig under forudsætning af, at verden til den tid har løst coronakrisen.

Det leder mig til bekymringen for, at vi ender med, at måtte udskyde den endelige afrejse. Det er selvfølgelig worst case scenario, men jo ikke utænkeligt, som jeg forstår det på udmeldingerne. Hvis det her Covid-19 kaos strækker sig over lang tid, kan det betyde, at vi ikke kommer af sted som planlagt. Martin maner til besindighed og er optimisten på det punkt. Jeg forsøger, at holde min indre grisling (ham den bekymrede fra Peter Plys) lidt i snor og håbe på at det løser sig, så vi kommer af sted som planlagt. Alt er tilrettelagt efter det, så det vil være noget omfattende, hvis afrejsen må udskydes. Blandt andet forventer kommunen, at vi ikke har behov for skole/SFO og dagpleje fra sommerferiens start, det er blot et eksempel. Vi håber at corona tiltagene virker, så vores situation kan løses med god hygiejne og de andre forholdsregler, som i forhåbentligt alle har styr på. Så vi i fællesskab kan få covid-19 sprittet på porten.

Tanken om at jeg kan blive kaldt på arbejde hvis helvede bryder løs i sundhedsvæsenet lurer også et sted. Lad os håbe det ikke bliver nødvendigt. Jeg vender jo snart tilbage alligevel.

Der er formentligt en masse anden forberedelse, der kan komme i fare, som jeg bare ikke er nået til at overveje endnu. Det må vi tage hen ad vejen. Situationen er som den er, så vi må få det bedste ud af det. Vi kan ikke kontrollere det her, så vi må lære at navigere i det i stedet og derigennem få skabt det bedst mulige i den givne situation.

Naturen har vi stadig

Pas på hinanden. Ifølge forholdsreglerne kan vi sagtens interagere i mit kommentarfelt, hvis du har noget på hjerte. Sammen på afstand <3