Bagsiden af medaljen

Ja, det er mega fedt, det vi skal, vi glæder os, vi er spændte, men det er ikke kun lutter lagkage. Det medfører en del rejsedage for Martin. Det har hans arbejde med F35 flyene indtil videre gjort alligevel, men denne gang har han været væk i 12 dage i streg. Jeg er heldigvis stadig på barsel, men børnene har alligevel svært ved, at undvære deres far i hverdagen. Det har jeg for så vidt også.

Det kan i den grad mærkes, når han er væk, at vi er vant til, at være to om opgaverne herhjemme. Ligesom, at 12 dage i min optik er ret lang tid, når den primære interaktion består af babypludren med Emmy og 20 spørgsmål til professoren fra Isolde. Min arme er lange og mine ører bløder. Dertil kommer at Isolde har nået en alder hvor hun faktisk kommer til at savne sin far ret meget når han er væk meget længere end en uge. En uge er lang tid og næsten to uger er meget lang tid når man kun er knap 6 år. I den sammenhæng fristes man til at spørge, er det så prisen værd?

Jeg har tidligere skrevet et indlæg, hvor jeg efter et døgn alene med børnene tager hatten af for de enlige mødre, det kan du læse HER. Det gør jeg for så vidt stadig. Det der bare gør forskellen er, at jeg ikke er enlig mor og derfor ikke er vant til at være alene om børnene. De er vant til, at vi er her begge to og ligeså er jeg. Det betyder, at vores udfordring ikke er at være i det alene, det er nærmere den evige omstilling. Vi skal omstille os til at være alene, men efter kort tid skal vi igen omstille os til sammen. Der er således opbrud i rutinerne med jævne mellemrum og det er faktisk ikke altid det fedeste. For nu at svare på mit eget spørgsmål så er det selvfølgelig prisen værd. Nok er det et værre bøvl, men hvis ikke vi bøvlede med det, så bøvlede vi helt sikkert bare med noget andet. Så er der det der med kort tid, som er lang tid. Altså at 12 dage kan være både kort tid og lang tid afhængig af dit perspektiv. Det blev lidt kryptisk, men anyway det er en del af gamet, så mens det står på, tager vi selvfølgelig ja-hatten på og glæder os i stedet til, at familien er samlet igen. Det viser sig jo, at vi alle overlevede på trods af, at ikke alle dage var lige gode.

I forbindelse med beslutningsprocessen har jeg skrevet om min egen frygt, hvor jeg løfter en flig af tæppet, for noget af det jeg frygter ved, at vi tager af sted. Ligesom det også var en del af det, vi talte om, da jeg i januar havde besøg af en journalist fra Jydske Vestkysten. Hvad der kom ud af det, kan du læse HER (abonnementartikel). Det er således, ikke alt der er fryd og gammen. Tag ikke fejl af, at vi glæder os og ser muligheden som en kæmpe stor gave både til os og vores børn, men der er også en bagside ved glamouren.

Jeg forestiller mig faktisk også, at bagsiden kan blive endnu større, når hverdagen først melder sig og der går leverpostej i den. Eller…. det er jo så faktisk ikke sikkert, at det lige bliver leverpostej, årsagen kan du læse om HER, men i hvert fald hverdag. Isolde der savner sine veninder og alt det andet savn, der følger med, når man sådan forlader det kendte. Det tager vi, når det kommer. Jeg har nemlig på ingen måde tænkt, at lade bagsiden blive større end forsiden af medaljen. Nej alt er ikke rosenrødt, men ærligt det er der, ikke noget der er. Det er det, vi gør det til. Vores eventyr det gør vi til et eventyr, fordi det er sådan, vi ser på det. Det bliver så mega spændende og selvom jeg en gang imellem tillader mit sind, at dvæle lidt ved alt det der kan gå galt. Så bliver jeg dag for dag hurtigere til at stemple ind på alt det, der selvfølgelig ikke går galt, fordi jeg ved, at et positivt mindset vil gøre dette eventyr meget sjovere for hele familien. Så jeg fortabes ikke i ensomheden, jeg skal ud og opleve alt hvad Washington DC og omegn har at tilbyde mig.

Denne rejse ramte min fødselsdag. Der var således udsigt til en lidt tam en af slagsen. Vi plejer ikke at gøre et stort nummer ud af vores egne fødselsdage men alligevel. Vi plejer at skrue lidt op for hygge, spise ude og sådan. I år var der i første omgang udsigt til klapsammen med leverpostej og tidlig putning af træt mor. Sådan gik det dog på ingen måde. Martin havde gemt en gave til mig herhjemme, som jeg kunne åbne på dagen. Isolde havde lavet en hjemmelavet fødselsdagsgave til mig. Min veninde kom med vin, sushi og gave. Samtidig med at hun og Isolde sang mig en fødselsdagssang. Min svigermor sendte mig blomster. Det var på alle måder en virkelig hyggelig dag. Sidst men ikke mindst kom gaven fra mine forældre netop på dagen. Jeg havde efter aftale selv bestilt den, det var mest praktisk med rigtig størrelse. Alle gjorde deres bedste for, at der alligevel blev lidt festivitas ud mine nu 36 år. Helt ærligt, jeg er simpelthen så heldig. Jeg føler mig simpelthen så elsket, når jeg oplever, hvordan venner og familie støtter op om os og hjælper med at gøre alting lidt sjovere og lidt lettere. Tak for jer. Som en bonus kunne jeg glæde mig over små lykønskninger fra nær og fjern på de sociale medier. Dem læste jeg, mens Emmy powernappede dagen igennem. Hendes gave var nemlig, at den længste lur varede 40 minutter, man skal jo ikke sove hverken sit liv eller sin mors fødselsdag væk.

Hvad jeg ikke vidste var, at festen ikke sluttede d. 3. marts. Martin kom hjem med en rejsebog vedrørende Washington DC. Jeg har gennem længere tid været lidt træt af, at politikkens rejsebøger enten er uddateret eller har meget fokus på New York. Denne her ser så fin, overskuelig og god ud, at jeg næsten ikke kan vente med at læse den. Den er helt opdateret og handler kun om Washington DC. Den vidner om, at der virkelig er mulighed for at få masser af fede oplevelser. Det næste var en tur forbi pakkeboksen hvori der lå, for mig, ægte danskhed fra Kaj Bojesen. Nej det var ikke aben. Det var garderen med gevær, den lækre sag på billedet ovenfor. Jeg har ønsket mig noget dansk, som jeg kan medbringe. Jeg må erkende, at han overrasker mig, igen og igen. Selvom jeg af og til tror han er langt væk i sine tanker, så hører han alligevel godt efter <3