Netværk og relationer

1. marts 2020 0 Af Mette

Inden vi tog beslutningen om at flytte til Washington, altså mens vi stadig var på stadiet for overvejelse, meldte jeg mig ind i en gruppe på facebook, for danske sygeplejerske i USA med henblik på at få lidt råd og vejledning i forhold til at få min danske sygeplejerskeuddannelse konverteret, så jeg kan bruge den i USA og arbejde som R.N. (registered nurse). I gruppen fik jeg god hjælp, til hvor og hvordan man søger, samt hvad man skal være opmærksom på i forbindelse med, at man ønsker at søge. Det viste sig hurtigt, at det ikke er verdens letteste opgave. Der er generelt en lang sagsbehandlingstid, så medmindre du har god tid eller kommer i gang i god tid, så er det ikke besværet værd. Jeg tror nu nok, at det for mit vedkommende er besværet værd. I første omgang kæmper jeg dog med, at få mit engelsk støvet af og hentet frem fra pulterkammeret bagerst i hjernen. Selvom jeg har haft engelsk på A niveau, dengang for efterhånden længe siden, da jeg i 2004 blev færdig med en HHX (højere handelseksamen). Må jeg nødvendigvis erkende, at det er blevet noget rustent med årene. Jeg har primært brugt det til, at se film og beklage mig over den ringe oversættelse i tekstningen og på vores udlandsrejser, som kun sjældent har været til engelsktalende lande . Så mit sprog trænger i den grad til en afpudsning. Hvor der er vilje er der vej, så der er selvfølgelig en vej for mig. Jeg er i skarp træning med podcast på engelsk, er iøvrigt overrasket over hvor meget spændende der findes, derudover har vi ændret underteksterne på netflix og lignede. Da det handler om afpudsning, handler det om at få, så mange engelsksprogede inputs som muligt og så er gevinsten, at jeg nok ikke bliver dummere af det 🙂 Dog må vi også af og til overveje, hvad der er vigtigst lige nu. Det betyder benhård prioritering og hvis det betyder, at jeg først tager sprogtesten, når vi er taget af sted, so be it, så må det være sådan. Det er vigtigt men ikke vigtigst.

Inspireret af blogger Mette Marie Lei Lange og familiens tur til Los Angeles, hvor hun havde fundet et netværk af danskere på facebook, som kunne være behjælpelige med lidt af hvert. Gik jeg i gang med at lede efter en lignede gruppe for Washington DC området, jeg fandt ikke rigtigt noget brugbart. På den anden side gav det anledning til refleksion over, hvad det i virkeligheden var jeg ledte efter. Jeg ved jo, der er andre danskere, jeg ved at Martin har danske kolleger, så hvorfor ledte jeg efter yderligere dansk netværk. Det var nok min indre tryghedsnarkoman, som stak hovedet frem. Den har jeg besluttet, mestendels at lade blive i Danmark når vi rejser. Jeg har lyst til, at presse alt hvad der er mig muligt ud af det her eventyr. Jeg kan ikke spå om, hvad det kan byde på, men jeg kan tage af sted med de bedste intentioner. I stedet for at finde en danskergruppe, fandt jeg i stedet en gruppe med events i området Washington DC., Virginia og Maryland. Jeg tænkte, den napper jeg i stedet. Den taler ligesom bedre ind i temaet eventyr. Indtil videre har jeg set opslag om alt fra African drumming class til salsa dans og chokolade, vin og whisky festival. Så det ser ud til at være en bred vifte af arrangementer.

Jeg har på instagram fulgt flere hashtags som rimer på Washington DC med henblik på at blive inspireret. Inspireret til at skrive et indlæg omkring hvad jeg selv gerne vil opleve som noget af det første i Washington DC, men også for at se hvad andre oplever og derigennem undersøge oplevelsesmulighederne. Jeg har nemlig som nævnt tænkt mig, at presse mest muligt ud af vores eventyr også på oplevelsesfronten. Meget af det vil jeg gerne opleve med min familie, men jeg er også ret sikker på, at Emmy og jeg skal på turistture på egen hånd. Vi skal bare lige huske en GPS, for jeg er sådan en, der farer vild i mit eget omklædningsrum på job og jeg skal nok ikke forvente meget navigationshjælp fra min baby. By the way, indlægget om oplevelsesønsker er sådan lidt en ongoing process, så jeg udgiver det, når jeg engang synes, det er færdigt.

Martin har et netværk af kollegaer derovre, som har besvaret vores spørgsmål vedrørende attraktive boligområder i forhold til, at vi gerne vil have Isolde på en ordentlig skole og en masse andre spørgsmål omkring diverse praktikaliteter. Allerede nu har den hjælp, vi har fået, været guld værd og det bliver nok ikke det sidste, vi får brug for.

Der her tre skønne kvinder og veninder er jeg virkelig taknemmelig for at have i mit netværk

Jeg har tidligere nævnt, at vi skal have indholdet af vores hus med til USA. Det betyder, at vores møbler og alt det andet, man ikke lige kan pakke i en kuffert, skal sejles over og det er netop kommet mig for øre, at det kan tage et par måneder. Behøver jeg sige, at jeg blev lidt bleg. Jeg havde jo forventet, at det kunne tage en rum tid, men 2 måneder alligevel. Det er 2 måneder, hvor vi skal bo i en kuffert. Heldigvis har vi da bestilt ferie i en af ugerne, men der er stadig omkring 7 uger tilbage. Vi har en forventning om, at vi vil forsøge at få tingene sendt af sted, så vi deler transporttiden i to halvdele. En halvdel i Danmark og en halvdel i USA. Dette for at gøre det mest overskueligt at bo i en kuffert. Mens vi er i Danmark, har vi et fint netværk af familien og venner, som forhåbentligt vil yde os lidt good will, i forhold til de udfordringer der måtte opstå i forbindelse med transporten. Jeg er helt sikker på, at vores netværk både de fysiske og elektroniske vil komme os til gavn både nu og i fremtiden. Det kan således klart anbefales, hvis du påtænker at foretage dig noget lignede, at du overvejer betydningen af netværk. Det betyder selvsagt, at der er nogen, som vi vil savne. Der ligger bare så meget mere i netværk og relationer end savn, at jeg tænker, det er til gavn på trods af savn.