Os, dem, de andre, skrækhistorierne og nå ja klicheerne selvfølgelig.

20. februar 2020 0 Af Mette

Da jeg i sin tid offentliggjorde, på Facebook og Instagram, at vi har besluttet at flytte vores lille familie til Washington DC for en periode, fik jeg mange kommentarer både positive og skeptiske. Jeg kan dog forsikre alle, der måtte være i tvivl, om at det er vores livs, til dato, mest gennemreflekterede og velovervejede beslutning.

Til trods for at det er vores mest gennemreflekterede, velovervejede beslutning og selvom jeg er stærk i troen på, at vores eventyr er det helt rigtige for vores familie. Ikke kun rigtigt for Martin og hans karriere, men rigtig for vores lille familie. Så kan jeg også af og til blive ramt af lysten til at trække i nødbremsen. Når jeg får lyst til det, er jeg heldigvis blevet god til, at flytte mine tanker tilbage til drivkraften bag beslutningen. Alternativt identificerer jeg årsagen til, at jeg har det sådan og så italesætter jeg det, nogle gange for Martin andre gange for en veninde, men det er vigtigt for mig at sætte ord på det, når det bliver svært, så det ikke bliver for svært. Jeg benytter mig ligeledes ofte af refleksion via det skrevne her på bloggen. Det får mig til, at se tingene i et andet perspektiv når ordene kommer igennem hånden og bliver synlige på en anden måde. Synlige for andre, men i særdeleshed også synlige for mig selv.

Vi omgiver os med mennesker, som har en holdning, til det meste og det elsker vi dem for. Det er med til at holde os skarpe, på de områder der er vigtige.

Når det omhandler USA, har de fleste af os vist, en idé om hvordan tingene foregår derovre på den anden side af Atlanten. Vi ser nyheder fra USA, vi ser amerikanske film og serier, så vi synes, vi har en idé om, hvordan de er, de der amerikanere, hvordan de gør tingene. Jeg er dog ret sikker på, at det ikke stemmer helt overens med virkeligheden. Jeg er sikker på, at der er en grad af sandhed i det, men den sande amerikanske hverdag kan vi ikke fornemme endnu. Jeg tænker, at det ligeledes handler om, hvad man selv putter i hverdagen, selvfølgelig indenfor en ramme. Det er, hvad du gør det til. Når jeg hører skrækhistorierne, minder jeg mig selv om, at det er helt almindelige mennesker ligesom du og jeg. Ligesom du kun får det indblik i naboens liv, som han giver dig lov til, så får du også kun det indblik i hverdagen hos amerikanerne, som de der producerer, det vi ser, synes vi skal have. Altså, jeg er sikker på, at det skal leves og opleves på godt og ondt. Jeg vil efter bedste evne skildre vores hverdag, når vi kommer af sted, men igen, det er vores hverdag i Washington DC ikke amerikanernes. Vi kan ikke leve deres liv. Vi kan leve vores liv i USA og forsøge at tilpasse os, men vi kommer stadig med vores danske bagage. Vi kan derfor bidrage med et indblik i hverdagen for os og vores familie under vores ophold i USA. Vi kan bidrage med, at fortælle vores historie og vores oplevelser med det amerikanske samfund. Jeg tør dog godt garantere, at det ikke bliver kedeligt.

Tilbage til skrækhistorierne. Vi hører om dem i nyhederne og vi sluger det på tv fra film og serier, men som sagt er jeg ret sikker på, at vi kun får den halve sandhed her i smørhullet. Det betyder dog ikke at vi ikke kan have en holdning til det vi ser. Det kan vi sagtens og mange tøver heller ikke med, at dele ud til fællesskabet af deres holdninger, til det vi ofte betrager som amerikansk. Vi får glimt af mange forskellige syn på amerikanerne og deres levevis, jeg tænker blot, at amerikanerne er mennesker, præcis som os og vi skal måske feje for egen dør, før vi begynder at feje for andre. Uanset hvordan vi vender den, så er vi allesammen forskellige og tak for det. Når vi peger fingre af andre, er der altid fire fingre som peger mod os selv. Det betyder, at jeg egentligt forsøger, at parkere skrækhistorierne hvor de hører til, for jeg kan ikke frygte noget, jeg ikke ved hvad er. Jeg er helt overbevist om, at vi kommer længst ved at lade skrækhistorierne blive i Danmark, tage af sted med et åbnet sind og blende ind i det amerikanske samfund efter bedste evne. Det er trods alt lidt mere end et par måneder, vi skal være der.

Hvad er dine erfaringer med hverdagens skrækhistorier? Hvor parkerer du dem? Hvad med os danskere, hvilke skrækhistorier mon udlandet kan fortælle om os?

Del gerne dine tanker i kommentarfeltet nedenfor. Tak fordi du læser med 🙂