Fra et standpunkt til et nyt

Jeg bliver ofte spurgt til, hvad jeg skal lave, når vi kommer til Washington DC. Status er, at jeg i første omgang ikke skal så meget andet, end sikre at min familie trives og får en god start. Jeg håber på, at jeg på sigt kan finde et arbejde, om det så er frivilligt eller lønnet, må tiden vise.

Jeg har en dansk sygeplejerske uddannelse, som jeg håber på, at jeg med tiden kommer til at kunne bruge, mens vi er i Washington DC. Det ser dog ud til, at være en forholdsvis langsommelig proces, at få sin sygeplejerskeuddannelse godkendt som R.N. (registered nurse) i USA. Der er et par test og en generel langsom sagsbehandling, som gør, at det lige nu ikke har første prioritet, i betragtning af to-do-listens omfang som jeg allerede har delt en bid af HER. Dernæst afhænger det af hvilken stat, jeg ønsker at søger autorisation i, der er forskellige krav. Området omkring Washington DC består af fire stater, fire muligheder om man vil, Virginia, West Virginia, Maryland og District of Columbia (altså den lille kerne i området). Da der er fire muligheder, er der altså også fire forskellige tilgange, så det har vist sig som en udfordring. En udfordring jeg har tænkt mig at tage op, når tid er, men hver ting til sin tid.

Tanken var, at jeg skulle tilbage til mit arbejde på Grindsted sygehus, men der kom en flytning i vejen, det kan du læse mere om HER, hvor der også er links til artikler fra jv.dk vedrørende flytningen af medicinsk afdeling. Det er nu sikkert og vist, at mit arbejde flytter til Esbjerg pr. 1. maj 2020, med den nyhed det blev pludselig vanskeligt, at få enderne til at nå sammen, hvis jeg skulle være væk minimum 10 timer pr. vagt, i stedet for de cirka 8-8½ timer vi er vant til. Dette i en tid hvor vi skal finde ro i kaos. Vi skal pakke vores hjem ned og vi skal skabe en smooth overgang for børnene fra hverdagen i Danmark til en hverdag i området omkring Washington DC. Endnu engang smilede lykken til mig, jeg var nemlig så heldig at få en rigtig fin aftale med min afdelingssygeplejerske, som gør, at jeg kan gå på arbejde, en stor del af tiden i Esbjerg, men stadig give mine børn en ikke alt for lang dag i institution samtidig med, at jeg kan deltage at pakke ned og strukturere til alles bedste og mit eget. Alle er glade. Heldige mig 🙂 For første gang i et stykke tid glæder jeg mig igen til at vende tilbage til mit job, men først skal jeg altså lige være færdig med at nyde min baby og min barsel. JydskeVestkysten har iøvrigt skrevet en fin artikel om bloggen og vores eventyr, den kan læses af abonnenter på dette link https://jv.dk/artikel/mette-forlader-det-trygge-og-rejser-fire-%C3%A5r-til-usa-med-mand-barn-og-baby da artiklen blev til, var status, at jeg ikke skulle tilbage på arbejdet, men det har heldigvis ændret sig siden.

Nu spørger du måske dig selv, om det da virkeligt kan betale sig at vende tilbage for så kort tid og med så mange udfordringer. Til det kan jeg helt enkelt svare, at ja det kan det så absolut, i hvert fald nu hvor jeg kan gå på arbejde uden, at være mere fraværende end jeg almindeligvis ville være.

Lige så meget som jeg elsker at være sammen med mine børn, lige så meget har jeg brug for “Mette tid” og input fra andre voksne i min hverdag, også andre voksne end Martin. Det betyder, at den mulighed for selv at passe Emmy i begyndelsen, selvfølgelig er en kæmpe gave. For et menneske som jeg kan det dog til dels, også føles som en forbandelse.

Nu ved jeg godt, at mange mødre måske ender i det røde felt. Det kan jeg til dels godt forstå, da der er mange, som vil give deres højre arm for den mulighed, jeg lige har kaldt en forbandelse. Sagen er bare den, at ligeså forskellige vi er som mennesker, lige så forskellige er vi som mødre. Der må ikke være tvivl om, at jeg føler mig heldig. Jeg er bare sådan et menneske, der har brug for noget mere og noget andet på den lange bane. Jeg kan ikke trives som hjemmegående, med et fuldtidsjob som mor, i alt for lang tid. Derfor har jeg behov for, at komme tilbage på mit arbejde inden vi skal af sted, også selvom det kun er for en kort periode. Jeg skal tilbage og have mit fag i hænderne igen, det fag som jeg forhåbentligt kommer til, at se nye vinkler af i fremtiden. Heldigvis for mig har jeg en leder, som har forståelse for ideen og som er åben for at tilrettelægge tingene, så det passer til vores families behov, i det puslespil der venter os forude med planlægning af afrejse, flytning og alt det andet der følger med. Hvor heldig kan man være?

Den opmærksomme læser vil nok bemærke, at det her handler om mit behov for, at komme på arbejde og ikke min babys behov for at komme i dagpleje. Vedkommende vil måske endda tænke, at jeg er en værre egoist. Til det hører, at jeg er af den stærke overbevisning, at det vigtigste er, at begge børn har en glad mor. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan være hverken en god eller en glad mor, hvis ikke jeg også tager mig selv og mine behov seriøst. Derfor skal jeg på arbejde efter endt barsel og derfor håber jeg også, at jeg med tiden finder noget mere at lave i USA, end at passe mit job som mor. og hustru. Først og fremmest er det vigtigste dog, at vi som familie kommer godt fra start. For når jeg prioriterer mig selv i denne sammenhæng, så prioriterer jeg også min familie. Det handler om måden, jeg balancerer det på. Hvad gør du for, at balancere din hverdag med selvkærlighed i forhold til vores mange roller som for eksempel mor, hustru, veninde, datter, medarbejder og mange flere? Hvordan husker du dig selv, uden at fare vild i junglen af andres behov? Kom gerne med input i kommentarfeltet 🙂